”Jeg slugte mange kameler derhjemme, for der var ikke så meget andet at æde,” siger hovedpersonen Billie i denne roman af samme navn.
Med et tragisk kækt tonefald føres læseren gennem den populære franske forfatter Anna Gavaldas ungdommelige kærlighedskomedie. Hun har tidligere haft succes med den ligeledes filmatiserede roman ”Bare sammen”.
I ”Billie” kan udtrykket ”ikke en disse” forveksles med ordet ”diller”, og ”stiv af skræk” giver anledning til latter ”hihihi” (som der står) på grund af de seksuelle associationer ,som ordet ”stiv” kan give. Selv har jeg det lidt anstrengt med dette tonefald, der er med til at konstruere hovedpersonen som både sårbar og plat fjollende.
Romanen handler om pigen Billie og drengen Franck, der går i samme klasse et sted i Frankrig. Billie er vokset op i et belastet område kaldt Les Morilles. Moderen forlod hende som spæd, fordi hun skreg så meget, har faderen senere fortalt.
Gennem mødet med Franck, som Billie finder sammen med i 9. klasse, oplever hun for første gang at blive set, respekteret og elsket som den, hun er. Men der skal et par akter og en ulykke til, før de erklærer hinanden deres kærlighed. Han spørger, om ikke de skal giftes.
Romanen er fortalt i tilbageblik, fra en dyb sprække, som de to er faldet i under en vandretur. De er begge kommet til skade, og mens hun våger over ham, fortæller hun gennem en lang nat sin og deres fælles historie til en stjerne, der lyser højt over dem. De er på dette tidspunkt i 20'erne.
Ved at ligge i denne sprække og fortælle til en stjerne føles livet som en scene. Teatret bruges som ramme gennem hele romanen, hvor enkelte passager gengives som et skuespil, replik for replik.
Det er også et stykke af den romantiske dramatiker Alfred de Musset ”On ne badine pas avec l'amour” fra 1834, der fører Billie og Franck sammen i skolen. De skal opføre en scene derfra, og det er, som om hovedpersonerne Camille og Perdican tager hende i hånden, som Billie fortæller. De hjælper hende på vej ud af elendigheden i Les Morilles.
Oversat til dansk lyder Mussets titel ”Man spøger ikke med kærlighed”, og det kunne også være en overskrift for Billie. Det er en lære, hun tager med og gør til sin egen. Især efter skolen, hvor hun for alvor bryder ud af sit miljø og vælger venskabet med Franck efter et par års adskillelse.
På trods af brugen af en klassiker som Musset, stikker romanen også i andre retninger. Der refereres undervejs til eventyrlige fortællinger som ”Peter Pan” og filmen ”Shrek”. Men jeg savner i ”Billie” både det fortryllende som i ”Peter Pan” og ironien som i ”Shrek”.
Billies tonefald er uden tvivl svært at ramme på kornet i en oversættelse, men romanen fremstår stilmæssigt klar også på dansk. Positivt anskuet er det en humoristisk fortalt historie om, hvordan dét at blive elsket som den, man er, har betydning.
Det er også en historie om en fighter, der tager sig selv og kærligheden alvorligt. Men jeg har selv lidt svært ved at grine med eller føle noget særligt sus ved denne kærlighedskomedie.