kort nyt

Englands ældste bog er netop blevet solgt. Det skriver BBC på sin hjemmeside. Det skete, da en engelsk greve af Northumberland solgte ud af sine arvestykker for at kunne betale en regning efter oversvømmelsesskader på sin ejendom. Og arvestykkerne var tilsyneladende mere værd, end greven havde forestillet sig, for mellem arvestykkerne var nemlig en temmelig gammel bog fra cirka 1463. Den 540 år gamle bog er formentlig den første trykte bog på engelsk og indbragte på en auktion greven, hvad der svarer til næsten 10 millioner kroner. Bogen handler om heltene i den græske mytologi og er oversat fra fransk af en William Caxton, der var pioner inden for trykkekunsten i England. Bogen var oprindelig en gave til hertugen af Bourgognes nye hustru, der var søster til den engelske kong Edward IV.

Den engelsksprogede oversættelse af den norske forfatter Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”-serie har fået massiv mediedækning i den amerikanske presse, og kritikerne har taget overordentligt godt imod værket. Den positive omtale står dog på ingen måde mål med, hvor mange eksemplarer bogen i virkeligheden har solgt, påpeger kritikeren Tim Parks nu i en artikel i det anerkendte bogmagasin New York Review of Books, hvor han ironiserer over, at Karl Ove Knausgårds værker i flere amerikanske medier er blevet betegnet som en ”bestseller” og en ”litterær sensation”, alt imens den for øjeblikket blot ligger nummer 657 på den amerikanske bestsellerliste.

Politiet skal i fremtiden have mulighed for at tage såkaldte ”præventive samtaler” med personer, der på sociale medier som Facebook anvender en truende tone over for eksempelvis kunstnere, foreslår Socialistisk Folkeparti. Forslaget kommer efter dagbladet Politikens afsløring af et hidtil hemmeligholdt notat til medlemmerne af Folketingets Retsudvalg. Det indeholder oplysninger om i alt fem danske kunstnere, som har modtaget døds-trusler på grund af offentlige ytringer. Ifølge avisen er to af de truede kunstnere digteren Yahya Hassan og kunstner og debattør Firoozeh Bazrafkan, der begge har ytret sig kritisk om islam. De øvrige navne på kunstnerne er overstreget. Venstre afviser forslaget, som ifølge partiets retspolitiske ordfører, Karsten Lauritzen, ”minder om noget, man så i DDR før Murens fald”.

Biografgængere vil om nogle måneder kunne se hele to film om J.R.R. Tolkien, forfatteren til ”Ringenes herre”-trilogien og ”Hobbitten”. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Den første sætter fokus på den engelske forfatters liv på universitetet i Oxford og hans tid som soldat i Første Verdenskrig. Den anden film, ”Tolkien & Lewis”, handler om hans relation til kollegaen og forfatteren C.S. Lewis, der blandt meget andet skrev ”Narnia”-bøgerne.