En ung katolsk præsts kvaler

Sjov og bittersød kroatisk komedie om katolske moralbegreber og pavelige seksualforskrifter

I et lille kroatisk ø-samfund vil den katolske præst Fabijan i samarbejde med øens apoteker hjælpe med at øge den skrumpende befolkning med utraditionelle metoder.
I et lille kroatisk ø-samfund vil den katolske præst Fabijan i samarbejde med øens apoteker hjælpe med at øge den skrumpende befolkning med utraditionelle metoder. . Foto: Reel Pictures.

Det er åbenbart ikke altid lige let at være katolsk præst. Den unge nybagte kroatiske præst Fabijan kommer til en af de små dalmatiske øer i Adriaterhavet, hvor han skal være præst sammen med den ældre og meget populære sognepræst Jakov.

Den gamle præst er den folkelige type, der er med i det lille samfunds hverdagsliv. Han leder kor, spiller fodbold og petanque. Det er ikke let for den unge pater at få en rolle. Han er dårlig til sport, og når der er skrifte i kirken, er der lange køer foran den gamle præsts skriftestol, men der er ingen, der kommer til den unge. Han er for streng, siger rygtet. For megen bod!

En dag sker der noget. Da kioskejeren Petar vil skrifte, har han ikke tid til at vente i den lange kø foran den gamle præsts skriftestol, så han smutter ind til den unge præst. Her betror han, at han i sin kiosk sælger kondomer, hvilket hans barnløse kone, Marta, der gør rent for den unge præst, bebrejder ham meget. Læg mærke til deres navne. Peter og Marta. Lige ud af Det Nye Testamente.

Når man bruger kondomer, siger Marta, forhindrer man jo et liv og er derfor at sammenligne med en morder! Er det så en synd at sælge dem, spørger kioskejeren bekymret, for salget går godt. Han har styr på, hvem der køber hvad, og hvem de bruges med.

Det sætter noget i gang for den unge præst. Der må gøres noget. Der fødes ingen børn på øen. Sidste år, siger han, var der 22 begravelser og ingen graviditeter!

Pludselig ser han en vej ud af det problem. Han allierer sig med Petar, og de to prikker huller i kondomerne! Der er jo altid en vis usikkerhed med at bruge denne form for prævention. Tre procent står der på pakken, oplyser præsten. Så de tager nåle frem og går i gang. Dermed medvirker Petar ikke til en synd, og folk får de børn, de skal have, mener præsten, og så er de pavelige seksualforskrifter overholdt.

Hele dette forløb er skildret meget morsomt. Der er mange sjove scener. Det bliver ikke ringere, da de to, præsten og kioskejeren, går sammen med apotekeren, så de kan forhindre en anden stor præventionsform i at blive brugt. Apotekeren, der er med på planen ud fra nationalistiske overvejelser, udleverer bare vitaminpiller i stedet for p-piller! Dermed fødes der flere katolske kroater i en tid, hvor landet er truet af muslimer og ortodokse kristne, mener apotekeren.

Virkningen udebliver ikke. Nu kommer der graviditeter på øen, og snart triller mændene med barnevogne, efter at der har været bryllup i kirken, men idel lykke bliver det nu ikke. Præstens plan går selvfølgelig i fisk.

Hvordan skal ikke røbes her, men den unge præst får dybere kvaler end de moralske skrupler over præventionen. Moralen går i svang på flere og værre måder. Filmen er en komedie, men den ender noget bittersødt. Det er ikke let at være katolsk præst i disse år. Det er nok lettere at være dansk luthersk præst på en lille ø, men dér er der såmænd nok andre problemer, men det er jo en anden sag.