I studentens frie bo

De gamle københavnske kollegiers historie går over 400 år tilbage. I 1800-tallet boede der adskillige senere berømte danske forfattere og digtere på kollegierne Valkendorfs, Borchs og Elers, der ligger inden for ganske kort afstand af hinanden i Københavns latinerkvarter. Men flest af alle husede Collegium Domus Regiæ, i daglig tale kaldet Regensen (billedet). Foto: Paw Gissel

Borchs kollegium. Foto Foto: Paw Gissel

Elers Kollegium. Foto

Valkendorfs Kollegium. Foto

De fire traditionsrige kollegier i København, Valkendorfs, Regensen, Borchs og Elers, har en historie, der rækker over 400 år tilbage i tiden. De har gennem historien afspejlet forholdene i det omgivende samfund og haft en række berømte digtere som beboere

”Herrer vi ere i Aandernes Rige, / Vi er den Stamme, som evigt skal staae!”

Stemningen var tidstypisk højstemt den 5. juni 1820, da alumnerne på Københavns gamle kollegier under Regensens navnkundige lindetræ istemte koret i stud.theol. Christian Winthers vidtløftige studentervise ”Her under nathimlens rolige skygge”. På denne lune sommeraften for 194 år siden indsamlede studenterne underskrifter til oprettelsen af den studenterforening, som man ved adskillige sværmeriske symposier havde lagt planer om at stifte ”til Videnskabeligheds og Brodersinds Fremme”.

Symposier, digte og brodersind var lige i romantikkens studenterånd. I 1800-tallet boede der adskillige danske digterspirer og andre skøn-ånder på kollegierne Valken-dorfs, Borchs og Elers, men flest af alle husede Collegium Domus Regiæ, i daglig tale kaldet Regensen. Det var her, Jens Christian Hostrup boede, da han i 1844 skrev lystspillet ”Gjenboerne” om studenter, løjtnanter, malersvende og, ikke mindst, en underskøn kvinde. Og det var miljøet på den gamle Regensgård, der i 1820'erne gav Poul Martin Møller materiale til den muntre studenterroman ”En dansk students eventyr” om den krøllede Fritz' mangfoldige bedrifter.

Også i 1700-tallet blev der digtet på de gamle kollegier. I denne periode var det dog overvejende valkendorfianere, der svang pennen. Johannes Ewald, B.S. Ingemann og N.F.S. Grundtvig har alle boet i ”Pisserendens Juvel” i Sankt Peders Stræde, hvor de hver især har indledt deres poetiske karrierer. Men i modsætning til deres digterkolleger på Regensen nogle tiår senere skrev de ikke meget om deres studieliv. Annalerne kan dog berette, at Ingemann havde rigeligt med tid til at erobre en forlovelse med genboens datter, mens Ewald og Grundtvig fik masser af plads til at lufte deres excentriske gemytter.

I dag bliver der også digtet på de gamle kollegier, omend i et noget andet toneleje end under romantikkens lyse himmel. Voksenbladet Ugens Rapport kunne således i 2013 på sine berømmelige Grå Sider kåre en højst ejendommelig historie til ”Månedens novelle”. Fortællingen, der er signeret af en vis Christoffer V., og som foregår på et ”eftertragtet kollegium” med udsigt til Rundetaarn, blev nogle uger senere læst op til hujende applaus under den årlige interkollegiale fest for Valkendorfs, Borchs og Elers' alumner.

Disse tre kollegier er tilsammen mere end 1000 år gamle. De ligger inden for ganske kort afstand af hinanden i Københavns latinerkvarter Borchs og Elers endda i samme lille gade og de huser hver især omkring 20 alumner. Det eftertragtede kollegium, hvor den erotiske fortælling udspiller sig, er det væsentligt større kollegium Regensen, som med sine 100 alumner og kongelige velsignelse alle dage har været genstand for lige dele spot og misundelse fra de tre mindre, men i egen optik langt noblere kollegier.

Kimen til grundlæggelsen af de første danske studenterkollegier blev lagt i 1569 i Helligåndshuset i København. Her oprettede Frederik II det såkaldte Kommunitet, som var Danmarks første stiftelse til daglig bespisning af 100 studenter.

Københavns Universitet, som på dette tidspunkt havde eksisteret i knap 100 år, havde store problemer med fattigdom blandt de studerende. Adelige og formuende studenter havde for vane at henlægge deres studier til udlandet, hvorfor hovedstadens universitet mest af alt var studiested for børn af embedsmænd og almuen.

Kollegielivet i de følgende århundreder syntes ifølge kollegiehistorikerne at have været præget af en sælsom blanding af dyb fattigdom og hvirvlende druk. Borchianeren Hans Olrik, der har skrevet om Borchs historie fra 1689 til 1728, beretter om to navngivne studenter, ”der kun fik mad hver anden dag og tilsammen kun ejede én sort klædedragt, så at den ene måtte sidde inde, mens den anden gik ud.”

I samme pennestrøg skildrer Olrik studenternes gentagne forbrydelser mod universitetets alkoholforbud. Især regensianerne fik forbud mod at svire på de omkringliggende beværtninger. Men lige lidt hjalp det. Nød lærer tørstig studiosum at tænke, og andre knejper blev fluks taget i brug. ”I vinhuset Dyrkøb ved Frue kirke”, skriver Olrik, ”skal mangen rus have måttet pantsætte sin nye studenterkappe for at have noget at drikke for.”

I denne hvirvel af tomme maver og fyldte flasker oprettede rentemester Christoffer Valkendorf i 1588 Danmarks første studenterkollegium. Skæbnen ville, at Valkendorf købte bygningen Hvidekloster, som tidligere havde været studerebolig for munke af den katolske karmeliterorden. De fromme forgængere ville nok have korset sig over det personel af hungrende svire- og slagsbrødre, der nu rykkede ind. Valkendorfs Kollegium er nemlig gennem tiden blevet kendt for at have huset et imponerende antal kulørte personligheder. Flere alumner kunne således i 1760'erne berette om en vis cand.theol. Johannes Ewalds ”Larmen på Gaden ved Nattetide, hvor han kunde drage sin Kaarde og slaa i Brostenene, saa Gnisterne stod ham om Hovedet, alt imedens han raabte: 'Nu grasserer Poeten Ewald!'”.

år efter indvielsen af Valkendorfs Kollegium tog Christian IV initiativ til en ny og større studenterbolig i Store Kannikestræde. Regensen, der blev indviet i 1623, skulle være bolig for de lykkelige indehavere af Kommunitetets studenterbespisningslegat. For at blive optaget skulle den håbefulde ansøger være student ikke kandidat hvilket særligt i 1800-tallet hyppigt medførte, at alumner på Regensen, der havde udfyldt deres fastsatte alumnetid på kollegiet, efterfølgende flyttede ganske få skridt over gaden og slog sig ned på enten Elers eller Borchs.

I slutningen af 1600-tallet besluttede den barnløse polyhistor, professor, alkymist og højesteretsassessor Ole Borch at donere sin myteomvundne formue til oprettelsen af et nyt kollegium, hvis alumnepladser skulle afspejle stifterens mangesidede interesser. ”Sexten fattige, gudfrygtige og lærde Studiosi”, hvoraf tre skulle være klassiske filologer, en mediciner og botaniker, en matematiker og 10 teologer, fik i 1691 et fast og roligt sted i Store Kannikestræde til at bedrive deres flittige studier. Fordelingen af alumnepladserne afspejlede forholdene på datidens universitet, hvor teologerne var klart i overtal.

Inspireret af sin kollega i Højesteret testamenterede assessor Jørgen Elers samme år størstedelen af sin formue til oprettelsen af et tredje kollegium i Store Kannikestræde, der nu eftertrykkeligt var blevet studenternes gade. Tragiske hændelser havde imidlertid påvirket højesteretsassessoren til at grundlægge kollegiet. Den 19. april 1689 opstod der under festspillene i det midlertidige operahus ved Sophie Amalienborg i anledning af Christian V's fødselsdag en brand, hvori Elers' to børn sammen med hundredvis af andre feststemte gæster blev brændt ihjel, da dørene af uvisse årsager var spærrede.

Branden rystede københavnerne i lang tid derefter, og for ægteparret Elers blev det en særlig tragedie, da parrets to andre børn ligeledes var omkommet nogle år forinden. Jørgen Elers og hustru besluttede kort tid efter at testamentere deres nu arvingsløse formue ”det kongelige Universitet i Kiøbenhaff og den studerende Ungdom til Hielp, Nytte og Forbedring”. Elers Kollegium blev indviet 1705 efter enkefru Elers' bortgang i 1700.

En central del af kollegielivet i 1700-tallet var den flittige disputeren, som Holberg gør så kosteligt grin med i ”Erasmus Montanus”. Holberg kunne med god grund skose de kværulerende studiosos, al den stund han ikke selv deltog i festlighederne. Således fortæller han i sin levnedsbeskrivelse ”Første Brev til en højvelbaaren Herre”, der som meget andet af Holbergs forfatterskab er skrevet på latin: ”Alt dette (adskillige bøger, red.) fik jeg lavet i Løbet af mine fem Aar paa Borchs Kollegium; og dog var der mange der regnede mig for at være en Drivert, fordi jeg forsømte Disputere- og Deklamereøvelserne; af samme Aarsag mente de ogsaa at jeg var fuldstændig Idiot til Latin. Og dog var jeg den eneste af Kollegiets femaars Alumner med Undtagelse af dets Inspector Niels Aagaard der hjemmevant gik om i det gamle Rom.”

Overgangen til 1800-tallet blev undergangen for de kværulantiske disputatser. Nikolai Krarup giver i sin beskrivelse af Elers' historie en sigende analyse af perioden: ”Det upolerede Værthusliv, som tidligere havde været en væsentlig Bestanddel af Forbindelsen mellem Studenterne, afløstes af Spadsereture under Sang, af aandfulde ''Symposier' i Kollegiehaven og andetsteds; man læste Tidens store Digtere og digtede selv med større eller mindre Held og dyrkede i det hele taget Naturen og Kunsten i romantisk Aand.”

Nu til dags kværuleres der ikke længere på latin inden for kollegiernes mure, ligesom ”det smukke køn” heller ikke længere må listes ud ad vinduerne ved solopgang. Men latinen består stadig i kollegiernes embedsbetegnelser. For eksempel kan den alumne, der har til embede at dyrke og pleje kollegiets have, pryde sig med titlen Inspector Horti, mens den ansvarshavende for kollegiets vinkælder kaldes Membrum eller, som naturligt på Valkendorfs, Inspector Alcoholi.

Ingen dansk student må glemme poesien. Under kollegiehavernes bølgende trækroner synger alumnerne derfor stadig de studenterviser fra begyndelsen af 1800-tallet, der ganske ligesom kollegierne selv har holdt sig evigt grønne igennem århundreder. Her med regensianeren Poul Martin Møllers ord fra 1823, tre år efter den vidtløftige fællessang med melodi fra ”Kong Christian stod ved højen mast” under Regensens lind:

”Hvor Mænd i Atlaskhoser gaa,Er ej vor Plads.Med Bogen i en rolig Vraa,Med Pigen under Himlens Blaa,I Brødres Lag, hvor Flasker staa,Der er vor Plads.Her synge vi, saa højt vi vil,Her tømme vi, saa tit vi vil,Vort Glas.”