Knud Sørensen er en mand, der tæller sine skridt.
”Jeg er slave af min skridttæller. Det første jeg gør, når jeg vågner om morgenen, er at planlægge, hvornår jeg skal gå,” siger han.
Knud Sørensen kan nøjagtigt gøre rede for, at det er 3003 dage siden, han fik sin skridttæller, at han snart runder de 24 millioner skridt, og at dagsgennemsnittet ligger på 8214.
”Jeg har altid været skør med tal, og derfor betyder det noget med det regnskab,” siger den 86-årige forfatter, der også ubesværet kan remse årstallene op på samtlige sine bogudgivelser, og som først og fremmest går, fordi ”det er godt for hovedet”.
Vi har sat os til rette i hans hyggelige dagligstue i det hus i Nykøbing Mors, hvor han har boet 52 år og 11 dage. Også det er der naturligvis styr på! I stuen er det bogstaver og ikke tal, der dominerer. Hans mange reoler er fyldt til bristepunktet, først og fremmest af dansk litteratur, og bøgerne både står og ligger på en måde, der bærer tydeligt præg af, at de er læst. Forfatteren har indvilliget i at se på sit eget store forfatterskab i tilbageblik, og selvom han kun meget sjældent genlæser sine bøger, har han en klar ”baglæns” forståelse af sit værk.
”Jeg har altid været meget optaget af dagligdagen, og den er udgangspunkt for det meste af det, jeg har skrevet. Jeg er ikke så interesseret i undtagelsesmennesker eller -tilstande, det er det almindelige, der interesserer mig, når jeg digter.”
”Det skal ikke forstås sådan, at jeg har malet et skønmaleri af dagligdagen, for det er mindst lige så meget truslerne mod den, jeg har skrevet om. Det mest spændende for mig udfolder sig i det almindelige liv, som vi alle lever, og man kan sige, at mit forfatterskab handler om at tage dagligdagen på sig.”
Knud Sørensen er uddannet landinspektør og havde i mange år sin egen forretning i Nykøbing Mors sideløbende med forfattergerningen. Sammen med opvæksten i Vendsyssel har hans virke som landinspektør haft stor betydning for, hvad det er for nogle hverdagsmennesker og hverdagsbegivenheder, han har skrevet om. Det har været naturligt for ham at beskæftige sig med hverdagslivet, som det leves i Danmarks udkant.
”Jeg er blevet kaldt udkantsforfatter, og det har aldrig generet mig, for det er jo rigtigt, at det meste af den debat, jeg har deltaget i, og de bøger, jeg har skrevet, har noget med udkantsforhold at gøre. Sådan som jeg skriver, så skal jeg være vældig fortrolig med de steder, mine historier foregår,” siger Knud Sørensen, der også er kendt for at lave meget grundig research forud for sine prosaværker.
”Jeg har altid haft en idé om, at jeg skal vide 10 gange så meget som det, der fremgår af teksten,” siger han og tilføjer, at han kendte alt til lovgivning og EU-forordninger i de år, hvor han skrev om livet på landet.
”I dag er jeg holdt op med at skrive om landbruget og landsbyerne, fordi jeg ikke ved nok om, hvad der foregår,” siger han.
Til hans vigtigste inspirationskilder hører steder, han selv har opholdt sig, og når han ser tilbage på sit forfatterskab, kan han konstatere, at han skelner mellem hjemstavn og valgstavn.
”Hjemstavnen er det sted, man er født og vokset op, og som har været med til at præge ens karakter. Valgstavnen er det sted, man senere i sit liv vælger at gøre sig solidarisk med. For mit vedkommende er det Mors. Jeg har opdaget, at hver gang jeg har skrevet noget om samtiden, så er det valgstavnen, der er i forgrunden, og hver gang, det handler om noget, der er gået for sig i fortiden, så er det hjemstavnen, der er udgangs-punktet. Derfor foregår mine to romaner ”En Tid” og ”En befrielse” i Vestvendsyssel.”
Knud Sørensen var, hvad han selv kalder en langsom starter. Han var 37 år, da hans første digtsamling udkom, og 69 år ved sin debut som romanforfatter. Digtene, som det hele begyndte med, havde han et langt tilløb til at få udgivet.
”Som ung studerende i København forlæste jeg mig på Paul la Cours 'Fragmenter af en dagbog', og det tog jeg måske skade af, for han skrev blandt andet: 'At skrive et digt er intet, at afvente det er alt.' Så jeg gik altså rundt i Københavns gader og afventede digte,” siger Knud Sørensen og slår en mild latter op.
Pludselig en aften, da han gik en af sine mange ture, fremkom der et digt, som han fr hjem og skrev ned. Det var i 1952, og han vovede at sende digtet ind til det litterære tidsskrift Hvedekorn, hvis daværende redaktør hed Halfdan Rasmussen. Digtet blev optaget, og Knud Sørensen fortsatte med at skrive digte til Hvedekorn op gennem 1950'erne.
”Det var dengang, alle de andre var modernister, og det var jeg bestemt ikke, derfor var jeg helt klar over, at jeg ingen chancer havde hos et forlag på det tidspunkt. Jeg var simpelthen uden for den litterære strømning,” fortæller han.
Men omkring 1964 skete der noget, der fik ”den langsomme starter” på banen.
”Jyllands-Postens lyrikanmelder Vagn Steen, der både som digter og anmelder betød meget for mig, begyndte at anmelde svenske lyrikere, der blev kaldt ny-enkle, og der opdagede jeg, at for Søren da, der er nogen, der skriver, ligesom jeg gør. Hver gang jeg havde læst en anmeldelse, var jeg nede hos boghandleren og bestille bogen hjem. Det var så spændende, fordi de skrev enkelt og undgik helt at bruge associationer som virkemiddel, som ellers var meget brugt i den modernisme, der udgjorde tidens litterære strømning.”
Konkretismen var kommet til Danmark, og dermed fik Knud Sørensen forbundsfæller i sin måde at beskrive tingene, præcist som de var. Det førte til, at han indsendte manuskriptet til sin første digtsamling ”Den røde kaffekande” til Gyldendal. Den havde som undertitel ”Småborgerlige digte”, hvilket var et lille satirisk hint om, at der var tale om det modsatte af tidens aristokrat-modernisme.
Kan man sige, at du nærmest var forud for din tid?
”Nej, sådan fungerer det ikke. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg skrev, som jeg gjorde, det gjorde jeg altså bare. Jeg havde allerede dengang viljen til at beskrive hverdagen og det almindelige ikke undtagelsen,” siger Knud Sørensen og fortæller, at der samtidig med ham kom en række andre forfatter, der tog udgangspunkt i det enkle og konkrete. Det var blandt andre navne som Hans-Jørgen Nielsen, Kristen Bjørnkær og Charlotte Strandgaard.
I slutningen af 1960'erne var Knud Sørensen med til at oprette forfatterforlaget Attika, og her udkom i 1972 den digtsamling, der for alvor slog hans navn fast som landområdernes talerør. Den hed ”Revolutionen i Tøving” og handlede om det drama, der udspillede sig i landområderne i de år. De følgende digtsam-linger tog også allesammen udgangspunkt i det, han oplevede i sin egenskab af landinspektør, når han var ude og medvirke ved landbrugsnedlæggelser og så de menneskelige konsekvenser, der fulgte med.
Han skulle helt frem til 1979, før han begyndte at skrive prosa, og det skete som lidt af en tilfældighed.
”Jeg fik et brev fra Danmarks Radio, som gerne ville have mig til at skrive en novelle, der kunne læses op på ikke under 28 minutter og 40 sekunder og ikke over 29 minutter og 20 sekunder. Jeg tænkte umiddelbart: De er nogle idioter, de ved jo godt, at jeg ikke skriver prosa. Men jeg falder tit for en udfordring, så jeg skrev novellen 'Slutsedlen'. Og så opdagede jeg, hvor pragtfuldt det var at skrive prosa, fordi jeg kunne være inde i et handlingsforløb gennem en længere periode.”
Knud Sørensen fortsatte derefter med at skrive noveller og blandt andet også en stor biografi om Steen Steensen Blicher, som han arbejdede på i mere end to år.
Først i 1997 udkom hans første roman ”En tid”, der så til gengæld blev hans helt store folkelige gennembrud, og som også fik både Kritikerprisen og Weekendavisens Litteraturpris. Den blev to år efter fulgt op af ”En befrielse”.
Begge bøger tog udgangspunkt i Knuds Sørensens egne erindringer fra tiden omkring Anden Verdenskrig, men med sin vanlige sans for grundig research havde han, inden han begyndte at skrive, gennempløjet samtlige aviser fra den 8. april 1940 til den 1. juni 1945.
”Jeg havde i mange år vidst, at jeg på et eller andet tidspunkt burde skrive noget om besættelsestiden, fordi jeg var vokset op i den tid, og det havde jo virkelig gjort indtryk. Jeg ville gerne vise, hvordan besættelsestiden var i et landsogn, men jeg stolede ikke helt på min egen hukommelse, så jeg gjorde det, at jeg som forberedelse satte mig ind på lokalhistorisk arkiv og læste alle aviserne igennem,” siger han og fortsætter:
”For hver dag skrev jeg ned, hvad de store nyheder var. Jeg læste også annoncerne, for der er ikke noget, der fortæller så meget om en tid, som annoncerne. Eksempelvis det, at hvis man havde to brugte lagner, så kunne man for 34 kroner få syet en cottoncoat. Jeg skrev også ned, hvad temperaturen havde været de forskellige dage, jeg ville ikke risikere at skrive, at der skete noget i snestorm, når enhver kunne slå op og se, at det regnede den dag.”
I dag skriver Knud Sørensen kun lyrik.
”Jeg tror ikke, jeg ville kunne skrive en roman nu. Det har noget at gøre med, at der er ikke et bestemt emne, der er påtrængende for mig i dag, hvorimod der er mange mindre ting, som jeg er optaget af, og den slags tanker egner sig bedre til lyrik,” siger han, der udgav sin seneste digtsamling ”Først nu” i juni 2013.
Når Knud Sørensen skuer bagud og studerer sit forfatterskab, der har materialiseret sig i en meget fyldt reol på hans arbejdsværelse, fordi mange af hans tekster er udkommet i mange udgaver, er han en tilfreds mand:
”Der er ikke noget, der ærgrer mig, eller noget som jeg ville have gjort anderledes. Jeg mener selv, at forfatterskabet er et vældig godt udtryk for mig på det tidspunkt, hvor det blev skrevet. For mig er bibliografien også en biografi.”