Radulf var englænder, men blev alligevel biskop i Ribe fra 1162 til sin død i 1171. Radulfs talenter var da også mangelunde. Ikke blot var hans flid og talegaver legendariske. Han besad også pondus og politisk tæft, ligesom han i delikate situationer tilsyneladende havde et godt greb om det diplomatiske spil og i en periode faktisk var Valdemar den Stores kansler.
Men når Kurt Villads Jensen, der er lektor i historie på Syddansk Universitet, og Torben Bramming, som er sognepræst i Ribe og Seem, udsender ”Radulfs skrift om den åndelige kalk eller den hellige gral”, skyldes det, at dr. phil. Kurt Villads Jensen ved et tilfælde faldt over et skrift af Radulf.
Skriftet er på latin, og Jensen og Bramming bestemte sig nu for at oversætte det, men fandt ud af, at stoffets kompleksitet nok ville være tjent med en uddybende kommentar. Og på anskuelig vis opridser de to forfattere baggrunden for magtkampene i det 12. århundrede.
Det interessante er dog stadigvæk historien om den unge opadstræbende englænder, der lægger sig ud med både ærkebiskop Eskil og biskop Absalon. Saxo hører heller ikke til fanklubben, idet Radulf overtalte Valdemar den Store til at støtte den ”forkerte pave”. Derfor får Radulf i Danmarkskrøniken et tvivlsomt skudsmål: ”Denne Radulf havde ordet i sin magt, men knap så meget tanken.”
Forfatterne til denne nye bog argumenterer for det modsatte synspunkt. Radulf var en gejstlig skikkelse af format, der igennem kløgtig foretagsomhed og diskret trækken i trådene gjorde kirke og konge til en samlende faktor i en nation, hvor meget ellers kunne have bevæget sig i en anden og mere opløsende retning.
Radulf tilhørte cistercienserordenen, der lagde stor vægt på selvdisciplin og nøjsomhed, og ikke alle var lige begejstrede, da han tiltrådte bispeembedet og ville gøre ende på den skørlevned, der gik i svang i det ripensiske bispedømme. Ja, utilfredse præster gik ligefrem til korporligheder, og Radulfs bispekjortel blev revet itu.
På trods af modstand kommer Radulf til at sidde som biskop til sin død knap 10 år senere. Han gør nonneklostret i Seem til et profilstærkt foretagende, hvilket hans skrift om den åndelige kalk vidner om. Heri opfordrer Radulf kvinderne i cistercienserklostret til at tage ved lære af Kristus og derfor praktisere næstekærlighed over for svage og fortrykte. I denne proces vil nonnerne i stadig højere grad lære at orientere sig mod himlen eller bevæge sig fra sølv til guld for nu at bruge Radulfs vendinger.
Med ”Radulfs skrift” har vi fået en sagkyndig, indsigtsfuld, undertiden omstændelig, men alt i alt flot fremstilling af dansk middelalder i en spændende periode. Og så har jeg ikke engang nævnt Niels Willum Andreasens fine tegninger, som denne interessevækkende udgivelse er forsynet med.