Den redelige Roed

Beundringsværdigt værk om guldaldermaleren Jørgen Roed

Den unge kunstners selvportræt, cirka 1824. Foto fra bogen.
Den unge kunstners selvportræt, cirka 1824. Foto fra bogen.

Der kommer for tiden mange monografier om de danske guldaldermalere. Der findes også nye malere frem. De store, kendte, er dog også i høj grad værd at møde igen.

Jørgen Roed (1808-1888) er solidt placeret i dansk kunsthistorie med malerier, mange vil nikke genkendende til: portrættet af søsteren Line, domkirkerne i Roskilde og Ribe, templerne i Pæstum i Syditalien foruden døbefonten i den gamle præstegårdshave. Dette sidste får vi dog ikke med i Jens Peter Munks dybdeborende og velskrevne bog, for den omfatter kun ungdomsværkerne, tiden frem til Roeds afsked med Italien i 1841. Men hvad havde han ikke nået forinden?

Det synes man let at glemme, for der er nærmest kun gode værker i bogen. Roed er sikker, stabil, mester i detaljen, fast i formen, ikke småsnakkende genremaler, men monumental og så gerne med en historie, der giver et snert af liv og fortælling.

Roed er ikke nær så tør som den gamle Eckersberg, men heller ikke evigt snakkende som Marstand. Han voksede nærmest fra sin barndom i Ringsted op med maleren Constantin Hansen; de to fulgtes ad, malede side om side de samme motiver.

Munk har et fantastisk godt blik for portrætterne. De er måske lidt oversete, da C.A. Jensen jo nærmest i eftertiden fik patent på portrætmaleriet. Købke og Roed kan sandelig også. Munk har gjort sig særlige anstrengelser for at opsøge portrættet af kommandant Jochum Nicolay Müller, der i dag kan ses på Sjøkrigsskolen Haa-konsvern i Bergen i Norge. Med god belønning. Det blev malet under en underlig rejse med Eckersberg, der vist blot havde behov for en god sejltur. Portrættet er mesterligt, roedsk i sin ærlighed. På kanten af det parodiske med den store mængde uniform og guldgallonering.

Jens Peter Munk tager sig god tid og mange hårdt tilkæmpede noter ved hver emnekreds. Han dykker ned i de enkelte opgaver og følger kunstneren, når han eksempelvis er i processen med at male Frederiksborg Slot, Ribe eller Roskilde Domkirker.

Han følger Roed på rejsen til Italien med de mange nye internationale kontakter. Her hæfter han sig ved tegninger, man ikke så ofte ser. Dog får vi selvfølgelig også de vigtige malerier fra Subiaco, Rom og ikke mindst fra Firenze, hvor han leverede et af sine hovedværker, blikket ind i Bargello, fængselsgården, et lukket rum, hvor kun himlen ses som et halvt frimærke omend det er helt gennemlyst.

Også altertavler fik Roed i opdrag. Det var ikke lige det, der faldt ham lettest; han søgte at skyde disse bestillingsopgaver til side. Heldig er Nødebo-altertavlen da heller ikke, noget bedre er den fra Jersie. Her må man konstatere, at andre af guldaldermalerne overgik ham.

Det var bestillinger, og det er en del af det økonomiske aspekt, der altid er vigtigt i det, vi kalder guldalderen. Det var lidt knapt med guldet. Og så alligevel.

Roed var en stilig mand, der ikke led samme nød som andre kunstnere. Han måtte arbejde for føden, og han gjorde det. Blandt bestillingerne var også kopierne, hvoraf ”Marias himmelkroning” af Rafael i Vatikanet var og er berømt måske fordi den kun sjældent er udstillet. Man kan, som Munk lader andre gøre det, diskutere, om han når helt ind til kernen i Rafaels udtryk. Siden kom jo hans mest berømte kopi til, nemlig ”Den Sixtinske Madonna” fra Dresden, men det er jo en beretning vi eller i hvert fald jeg med spænding venter på.

Nu har vi fået Roed vaccineret med Italien, så han laver pompejanske møbler til sine børn og sit hjem; hvad sker der nu? Vi har netop lært ham så nogenlunde at kende i al den retlinede diskretion, han præges af. Nu vil man som læser gerne vide mere.

Man må håbe, at Munk skriver næste bind snart. Og at han kan få en så god forlægger, som han har på Syddansk Universitetsforlag. Det er på alle måder et imponerende værk, der om ikke omdefinerer guldalderen, så sætter en accent med en kunstner, der i den grad var central i tiden.