I sommeren 1944 bliver den unge kvinde Perla fanget af Gestapo i Paris. Hun sendes som en del af Transport 77 på det allersidste tog til Auschwitz.
Ved indgangen står den berygtede SS-læge Josef Mengele, der enten sender folk direkte til højre for at blive gasset i krematoriet eller til venstre, ind i lejren. Han peger til venstre.
Perla overlever det næste år og kommer efter krigen tilbage til Paris; starter forretning, stifter familie.
Sønnen Frédéric Brun fødes i 1960, og det er ham, der nu har skrevet en lille bog om sin mor og om tabet af hende, allerede før hun dør. Hun led af depressioner. Frédéric Brun følte aldrig, at de nåede at sætte pris på hinanden. ”Der var for meget pigtråd imellem os,” som han konstaterer.
Hans bog er ikke af privat karakter, men er en personlig og poetisk tekst. Den handler også om skrift, litteratur og kunst. Forfatteren er dybt optaget af den tidlige tyske romantik og reflekterer undervejs over Tysklands dobbelthed: ”Der er to sider af Tyskland.
Den ene består af lejrene og pigtråden, den anden er dens modsætning, med tågede landskaber, orangegyldne solnedgange, idealistiske digtere som Novalis og Hölderlin, der formåede at gribe verdenssjælen,” skriver han og spørger: Hvorfor er jeg så fascineret af dette land?
Der gives ikke noget direkte svar, men ”Perla” er et forsøg på at fastholde moderen, at lade hende leve sammen med ham i skriften. I den forstand er der i Frédéric Bruns bog spor efter et ideal fra den tidligere tyske romantik om at lade grænser falde, udvide, skabe liv gennem skrift. ”Perla” står stærkt som en efterkommers forsøg på at skabe mening og som en vemodig kredsen om tavshed.
Der er også håb i bogen. Forfatteren skriver om sin kærestes graviditet og fødslen af deres fælles søn. Det er næsten banalt. Nyt liv kommer til. Tilværelsen er ikke trist. Samtidig er udgangspunktet for at skrive bogen tabet af moderen. Hun valgte tavsheden, sønnen tolker depressionen som hendes svar på tilværelsen. Selv kaster han sig over andres bøger om holocaust for at forsøge at få indsigt i, hvad moderen har gennemlevet, og hvordan det kan forstås. Han besøger Auschwitz og tager fotografier, som er indsat som små, mennesketomme vidnesbyrd side om side med gengivelser af malerier af Caspar David Friedrich.
Hvordan har Tyskland kunnet skabe både barbari og raffinement, spørger han. Svaret finder han i det svært oversættelige tyske verbum ”sich entgrenzen”, at nedbryde sin personligheds grænser. Den sprogbrug kan både føre til romantik og fascisme, er hans tolkning. Men spørgsmålet løftes også op til et eksistentielt spørgsmål: ”Hvordan har menneskeheden kunnet skabe både Auschwitz og Novalis?”. Det lakoniske svar, han giver, er: Det kan de, fordi der er to sider af mennesket.
Frédéric Bruns bog om sin mor og hans refleksioner over Tyskland er ikke præget af detaljerede udlægninger af hverken moderens liv eller koncentrationslejre, men er skrevet stramt, melankolsk og personligt. Der er plads til læseren; det er en fin, tankevækkende tekst.