Fund af brev viser H.C. Andersens første stormfulde forelskelse

Odense Bys Museer har fået doneret et 182 år gammelt brev fra H.C. Andersen, der antyder, hvor vildt forelsket den danske digter var i købmandsdatteren Riborg Voigt

Riborg Voigt, som H.C. Andersen tilsyneladende kastede sin kærlighed på. Klik videre i billedserien for at se det brev, som han skrev til Riborg Voigts bror
Riborg Voigt, som H.C. Andersen tilsyneladende kastede sin kærlighed på. Klik videre i billedserien for at se det brev, som han skrev til Riborg Voigts bror. Foto: Odense Bys Museer.

Som ung rejste H.C. Andersen til Fåborg for at besøge sin studiekammerat Christian Voigt. Det var sommer, men man kan næsten forestille sig, hvordan varmen blev endnu kraftigere i Andersens unge krop, da det ikke var hans ven, men vennens smukke, brunøjede søster, der åbnede døren:

”Man skal tænke på, at det i 1800-tallet faktisk var ganske usædvanligt at stå alene med en ung kvinde fra det bedre borgerskab. Men dér stod H.C. Andersen altså pludselig alene med sin vens smukke søster, Riborg Voigt. De faldt i snak. Og efter alt at dømme faldt de også for hinanden,” siger lederen af H.C. Andersen Centret, professor Johs. Nørregaard Frandsen og tilføjer:

”Der var bare det problem, at Riborg Voigt allerede var forlovet med en anden, så Andersen og Riborg fik aldrig hinanden.”

Andersen nåede dog at fri til hende, fortæller overinspektør Ejnar Stig Askgaard fra Odense Bys Museer.

”Hun ville have skabt skandale, hvis hun havde opløst sin forlovelse, så hun afviste Andersen i et brev. Men da Andersen blev fundet død i 1875, lå hendes afskedsbrev ved hans bryst i en læderpung om halsen. Jeg forestiller mig, hvordan han som en ældre mand har fundet brevet og lagt det ved sit bryst. Men hun glemte heller aldrig ham. Hun gemte hans digte og en buket fra ham hele sit liv i en hemmelig skuffe i sit chatol, der endda også indeholdt et sent foto af ham,” fortæller Ejnar Stig Askgaard og tilføjer, at vi aldrig kommer til at kende indholdet af det brev, hun sendte ham, for det blev brændt af Andersens administrator. Nok fordi der stod ting i det brev, man ikke kunne offentliggøre – formentlig om hendes følelser for Andersen på et tidspunkt, hvor hun var gift til anden side.

Nu er et nyt brev til gengæld dukket op som en donation til Odense Bys Museer fra en nær veninde til Riborg Voigts tipoldebarn, Kirsten Bierring,der døde i 2011. Brevet er til Christian Voigt og skrevet af H.C. Andersen i 1832 – efter Riborg Voigt var blevet gift med en anden.

”Det er usædvanligt at modtage sådan et brev, men det er også et usædvanligt brev. For Andersens breve handler ofte om, hvad han oplever af ydre ting. Men dette brev er meget privat, og man kan fornemme på indhold og på håndskriften, at det er skrevet i affekt – netop fordi, det er meget personligt og et meget følsomt emne,” siger Ejnar Stig Askgaard.

I brevet beder H.C. Andersen sin ven Christian om at forklare søsteren, at hans kærlighedsdigte ikke har adresse til hende, som hun (rigtigt) tror. Der er ikke tvivl om, at Andersens digtkrans ”Hjertets Melodier” i digtsamlingen Phantasier og Skizzer (1830) er stilet til Riborg og skrevet under den voldsomme forelskelse, som Andersen oplevede ved mødet med Riborg i sensommeren 1830. Den digtsamling sendte H.C. Andersen oven i købet til Riborg juleaften 1830 med dedikationen:

”Jeg elsker Graven med sin dybe Fred, og Tanken om den store Evighed”, da hun endnu ikke var gift med en anden. Men i brevet til hendes bror prøver H.C. Andersen – forgæves – at gøre det klart, at hans senere digte ikke er til hende. For han ”bør” ikke skrive kærlighedsdigte til en gift kvinde, som han skriver:

”Man skal læse mellem linjerne for at se, hvor meget Andersen stadig var forelsket i Riborg. For i 1800-tallet talte man ikke direkte om sine følelser, og det ville være skandaløst at erklære sin kærlighed til en gift kvinde. Men brevet emmer af de stormfulde følelser, som Andersen havde,” siger Johs. Nørregaard Frandsen og tilføjer, at det faktisk var Andersens velgører, Jonas Collin, der havde forklaret den uerfarne Andersen, at han måtte være forelsket.

”Det var også Collin, der opfordrede Andersen til at tage på sin første store udlandsrejse for at få ’lidt frisk luft’ oven på kærestesorgerne. Og dér skrev han de dagbogsnoter, der senere blev til bogen ’Skyggebilleder’. På den måde satte den ulykkelige forelskelse også gang i forfatterskabet,” forklarer Johs. Nørregaard Frandsen og tilføjer:

”Senere forelskede Andersen sig i en anden kvinde, Jenny Lind, der dog blot bragte ham hårde kærestesorger ved at skrive til ham, at hun holdt af ham som en søster. Og dérfra tror jeg faktisk, at Andersen tog det samme valg som Kierkegaard ved bevidst at fravælge drømmen om ægteskabet for i stedet at hellige sig digtningen. Men Riborg Voigt og Jenny Lind lærte Andersen, hvad ulykkelig kærlighed vil sige, så han kunne omsætte sine erfaringer til poesi og eventyr.”

Sådan lyder brevet, som er skrevet af H.C. Andersen og stilet til Christian Voigt, Riborgs broder omkring 1832. Odense Bys Museer modtog H.C. Andersens brev som donation i maj. Brevet har tilhørt Riborg Voigts tipoldebarn Kirsten Bierring, der døde i 2011. Kirsten Bierring havde fået brevet af sin bedstemor. Den nære veninde Else Marie Filtenborg, der arvede Bierring, overrakte museet brevet, fordi der var enighed om, at det var hér brevet hørte hjemme.

”Kjære Christian!
Dit – ja hvad skal jeg kalde det – hvad Du fortalte mig igaar har inderlig bedrøvet – nei, rettere forbittret mig. Hvad skulde kunde bedrøve mig? – Dersom Du skriver noget tilbage, desangaaende, ellers ikke, da gjør opmærksom paa, at Sligt findes næsten hos alle Digtere, ja samme Situationer aldeles hos Heine og Vilhelm Müller, jeg er jo endogsaa i Maanedsskriftet dadlet som Plagiator eller i det Mindste, som Efterligner. Men maaskee Vedkommende ogsaa troer at det er den samme Gjenstand disse Digtere besynge. Paa den Maade er det da ogsaa hende, der er skildret i Damen paa Sonnenstein , der troer alle Digtere besynge hende. – Om Kjærlighed maa Digteren synge! hele mit Liv, i enhver Digtning af mig vil der komme sligt for, bed hende derfor læse det for hvad det er - Poesie. Eller maaskee skulde jeg holde op at være Digter? – Hvad jeg elsker er et Ideal af den Pige der engang mødte mig med mere end det almindelig Venskab; det er Idealet jeg drømmer om, digter om, og som vil leve i mine Sange; hvor kan / en fornuftig Kone troe det angaaer hende; tro jeg vil forstyrre en huuslig Fred; det er jo næsten en Art Forfængelighed, at indbilde sig, hvert Ord, hver Tanke gjælder hende. – Den Pige jeg elskede første Gang, inderligt elskede, traadte mig saaledes imøde, at jeg maatte troe hun elskede mig, eller ogsaa have Grund til at troe mindre godt om hende; elskede hun mig ikke og jeg da synger om een der svoer mig Troskab osv, hvor falder hun da paa at det er hende! som sagt jeg maa ophøre at være Digter dersom jeg skulde tie med Alt, hvad hun troer at kunde gjælde hende. – Riborg elskede jeg, Madam Bøving tænker jeg aldrig paa, gid hun vilde gjøre det samme ved mig, og kun see Digteren der hvor hun troer er en Elsker. – Jeg kunde foragte mig selv om jeg vilde forstyrre to Menneskers Lykke, desuden agter jeg ham for høit, efter den Maade han har betragtet Tingene paa til at jeg vil see ham fjendtligt stemt mod mig. Tal derfor om Heine og Vilhelm Müller til hende, og lad hende kun see Digteren, og ingen anden. Andet er og bør jeg ikke være. – Riv ellers dette itu, det forlanger jeg, dersom Du ikke har forandret Dig med den hele Verden. –
Din –”

Foto: Odense Bys Museer
Foto: Odense Bys Museer