Det er ingenlunde tilfældigt, at Peter Wessel bor i det multietniske Lavapiés-kvarter i Madrids centrum. Går man gennem bydelens smalle gader, hører man lige så tit folk tale arabisk, fransk, engelsk eller et afrikansk sprog som spansk. Men det er ikke kun hans ophold i Lavapiés-kvarteret gennem tre årtier, der har præget ham. Han begyndte at skrive digte på fire sprog, fordi de repræsenterer hver deres tidsepoke i hans liv:
”Dentro de mí
(inden i mig)
viven cuatro personas, each
(bor fire personer, hver)
with their own voice,
su propia
lengua,
sa propre langue.
Hver med sit eget sprog
og sin egen stemme.”
Digtet ”Un idioma sin fronteras” (Et sprog uden grænser) fra hans digtsamling ”Polyfonas” fra 2007 er blevet hans ”kendingsmelodi”.
Det forklarer nemlig, hvorfor Peter Wessel mener, det er nødvendigt for ham at udtrykke sig på fire sprog i samme digt, forklarer han:
”Jeg tilbragte min barndom i Danmark, boede en årrække i Frankrig, derefter nogle år i USA, og i de sidste 33 år har jeg boet dels i Madrid og dels i den lille middelalderlandsby Conques i det centrale Frankrig, som ligger på Caminoen til Santiago. Hver epoke har farvet mit sind og givet mig sproglige farver på min palet, som jeg kan male digte med,” som han udtrykker det.
”Om jeg bruger det ene eller det andet sprog, kommer helt naturligt. For dels har det noget at gøre med musikken, at det finder fødderne på de forskellige sprog. Dels har det noget at gøre med, hvad ordene på de forskellige sprog bringer frem. Det, som for nogle mennesker måske kan ligne oversættelser, er i virkeligheden at tage hele begrebet ind fra den kulturs synsvinkel. Eksempelvis er femme, mujer, kvinde, woman ikke kun ordet 'kvinde' oversat til mine fire sprog. Nej, for ordet betyder noget forskelligt i alle de fire kulturer. En kvindes rolle i Spanien er for eksempel helt forskellig fra en dansk kvindes.”
Peter Wessel betegner sine digte som skel- eller grænsenedbrydende og mener, det bliver mere og mere almindeligt, at folk bruger forskellige sprog. For eksempel er engelske gloser gledet ind i det danske sprog, og de fleste bruger dem helt naturligt.
”I middelalderen var det almindeligt, at digtere rejste fra land til land og tilegnede sig sprogene. Derfor kan man finde middelalderdigte med op til otte sprog. Dengang var det bare mere almindeligt, fordi man på grund af den hovedsaglig mundtlige overlevering ikke havde de samme kulturelle grænser, som man har i dag. Så på en måde er det, jeg gør, en slags updating af en middelaldertradition,” siger den danske digter.
Hvor meget fylder det danske på din sproglige palet?
”Det danske sprog er som den grønne grundfarve for mig, fordi jeg tilbragte min barndom på en gård i Tikøb i Nordsjælland og var omgivet af skov og marker. Desuden var jeg stadig grøn og umoden, da jeg forlod Danmark som 20-årig og slog mig ned i Paris. Dansk og fransk er mine spontane sprog, fordi jeg lærte dem ad naturlig vej, dansk i rollen som søn, fransk i rollen som far. Derimod har jeg et mere metodisk forhold til engelsk/amerikansk og især til spansk.”
Og hvor meget fylder din kristne opvækst i din poesi?
”Min far var metodist og tog mig gennem hele min barndom med i metodistkirken i København. Det prægede mig meget. Han var sagfører og et meget varmt og følelsesladet menneske. I retssalen kunne han få nævningene til at bryde ud i gråd. Så jeg tror, jeg har kærligheden fra min far og den moralske principfasthed, men også søgen efter en identitet, fra min mor. Hun var sefardijøde og ud af en familie, der i slutningen af det 15. århundrede blev forvist fra Spanien og via Portugal og Holland kom til Danmark, hvor min tipoldefar blev tandlæge for Frederik VI,” siger han og vender tilbage til sin far:
”Det, min far har videregivet til mig, er de gode menneskelige principper. Det vigtige er ikke, hvilken religion du tilhører, men om du er et godt menneske. Og budskabet fra min kristne opvækst skinner for eksempel igennem i mit digt om 'Ydmyghed', som dog også er inspireret af min barndom, hvor jeg vandrede gennem nåleskoven i Rørvig.”
Et andet centralt digt er ”Lieu de naissance”, der handler om Conques, som han betragter som sit spirituelle fødested. I sine unge år havde han hver nat gennem flere måneder den samme drøm om, at en kirke stod i brand, og at han skulle over bjergene for at slukke den, forklarer han:
”År senere købte jeg et hus i den franske landsby, og jeg opdagede, at det var den by, jeg havde drømt om tidligere, skønt jeg aldrig havde været der. Sidenhen er Conques blevet som en hellig lund for mig.”
Den danske arv mærker man dog stadig også tydeligt i hans digte et af dem hedder for eksempel. ”Å, the word” og hentyder både til det danske alfabet og Kaj Munks ”Ordet”, der har fulgt ham, siden han så Carl Th. Dreyers filmatisering af ”Ordet”:
”Med de to bogstaver 'ø' og 'å' kan man fortælle meget om Danmark. Det har jeg brugt meget i min undervisning som dansklærer i Spanien,” forklarer Peter Wessel, der lader ”Ordet” få det sidste ord i samme digt:
”...the clear, spoken word,
la palabra creadora,
la luz,
le mot universel. Ordet.”
Du har oversat og skrevet spanske undertekster til alle Carl Th. Dreyers film, deriblandt også ”Ordet”. Hvad betød han for dig?
”Enormt meget! Da jeg kom i metodistkirken, var der en mand, der kunne recitere hele Kaj Munks 'Ordet' som en monolog. For mig var det meget stærkt, da Inger i filmen vågnede. Jeg husker, at jeg i et forfærdeligt uvejr cyklede fra Tikøb, hvor jeg boede, til Hillerød for at se Dreyers film. Uden for biografen holdt en masse Harley Davidson-motorcykler parkerede. Og indenfor i biografen sad de hårde læderjakkedrenge og troede, de skulle have sig et billigt grin. Men de kom alle sammen ud af biografen med tårerne trillende ned ad kinderne.”
Siden du var ung, har du fortrinsvis boet i katolske lande. Har det præget dig?
”Det er der ingen tvivl om. Jeg er blevet et gladere menneske. Måske fordi jeg er omgivet af gladere mennesker, der jo kan gå hen og skrifte i kirken. Jeg kan godt se, at det kan være sundt for sjælen, men ud fra et moralsk synspunkt bryder jeg mig ikke om det.”
Du bor i et kvarter i Madrid, hvor krisen er meget synlig. Hvordan oplever du det?
”Jeg er meget indigneret over situationen i Spanien. Det er, som om hver eneste minister i den nuværende borgerlige regering forsøger at ødelægge sit eget departement. Justitsministeren ødelægger justitsen, sundhedsministeren sundheden, kulturministeren kulturen. Jeg hører til den generation og du må gerne kalde mig hippie der havde ambitioner om at gøre verden bedre. Jeg blev faktisk journalist (på Politiken, red.) med det formål, ikke for at tjene penge.
Og det er trist at vågne hver morgen og konstatere, at der politisk set ikke er noget at glæde sig til, fordi politikken er så egoistisk.
Samtidig synes jeg, at solidariteten er vokset her i kvarteret. Ja, den har altid været her. Se bare under terrorbomberne i 2004, hvor fire S-tog blev sprængt i luften af en gruppe med tilknytning til al-Qaeda (og 191 mennesker omkom, red.). Flere af terroristerne boede i Lavapiés-kvarteret, men alligevel var der ingen, der holdt op med at købe varer i de arabiske butikker. Tværtimod blev folk mere solidariske og købte mere.”
Lige til sidst må jeg spørge dig, hvordan det føles at dele navn med Tordenskjold.
”Det er jeg da kun glad for. Jeg kalder mig faktisk 'Tordenskjald'. Da jeg havde udgivet min første digtsamling, stod jeg og solgte den på Strøget i København. Og da folk så mit navn på bogen, faldt der mere end én bemærkning om, at jeg var afbildet på alle tændstikæskerne.”