Det vildtvoksende livsvalg

Siden Bjørn Nørgaard trådte ind på den eksperimenterende kunstskole som nysgerrig gymnasieelev i 1964, har han ikke kun forsøgt at gøre kunst til sin levevej, men også til sin levevis

”Mit grundlæggende syn på kunstens væsen har ikke ændret sig, siden jeg var ung”, siger Bjørn Nørgaard.
”Mit grundlæggende syn på kunstens væsen har ikke ændret sig, siden jeg var ung”, siger Bjørn Nørgaard. . Foto: Leif Tuxen.

Sommerblomsterne står ranke som lydige soldater i Landbrughøjskolens have på Frederiksberg. Blå for sig, hvide for sig, orange for sig, røde for sig og gule for sig i regelrette regimenter om den lille pæne andedam. Det er de studerende, der bekriger ukrudtet her, så de velordnede planter og blomster i bedene springer ud i hvert fald næsten som beregnet.

På den anden side af Bülowsvej får de vilde planter derimod lov til at gro som utæmmet hippieskæg i baghaven til en stor, gammel herskabsvilla, der efterhånden har fulgt kunstnerparret Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen i mange år.

Parret mødte hinanden i 1968 og købte nogle år senere villaen med den vildtvoksende baghave i en tid, hvor man ikke behøvede at være mangemillionær for at få sit eget hus i byen. Og siden har huset både fungeret som deres atelierer, bolig og kreditkonto, fortæller Bjørn Nørgaard, mens vi går hen over et pink gulv i den snørklede entre, der forbinder køkkenet og de to kunstneratelierer i ejendommen:

”Det er huset, der har sørget for, at vi har overlevet i alle de år. Det er det eneste, jeg for alvor har tjent penge på i mit liv,” siger Bjørn Nør-gaard, der ellers har været en central skikkelse på den danske kunstscene i snart 50 år og i dag er en eftertragtet kunstner i blandt andet Kina og Tyskland.

I 1960'erne blev han en slags kunstnerisk dogmebror på den eksperimenterende kunstskole, der præsenterede datidens måbende publikum for et helt nyt kunstsyn med skæve happenings og hidtil uset installationskunst. Og landskendt blev han selv, da han senere i 1970 skabte en af danmarkshistoriens største kunstskandaler ved at slagte en gammel hest på en mark i forbindelse med mediespektakel-udstillingen ”Tabernakel” på kunstmuseet Louisiana.

Siden har han fået ridderkors og titel af professor, ligesom han blandt andet har siddet i kanonudvalg og lavet de berømte 17 gobeliner på selveste Christiansborg som en gave til Dronningen i 2000. Men hvad er den røde tråd i det hele?

Bjørn Nørgaard tygger lidt på spørgsmålet, da han har serveret dampende grøn te på sin terrasse.

”Ens egen røde tråd er jo, at man har været der hele tiden,” siger han lunefuldt og læner sig tilbage i sin havestol, mens han lader blikket glide hen over baghavens jungle af grønne planter, der fletter sig ind i hinanden i et uoverskueligt virvar som et abstrakt ukrudtskunstværk.

”Livet er fyldt af forskellige delmængder, forskellige rum og forskellige fællesskaber. Spørgsmålet er, om de tilsammen danner et mønster, man kan aflæse,” fortsætter han så:

”Det skal man nok finde. For vores menneskelige hjerne er designet til at lede efter mønstre i alting. Det er både dens fordel og forvirrende ulempe. For vi har et eller andet i os, der gør, at vi altid leder efter mening i alting, uanset om der er en mening eller ej. Og det gør, at vi har en tendens til at aflæse mønstre i alt, hvad der sker. Dels kan det gøre, at vi faktisk finder en sammenhæng og en mening, men det kan også gøre, at vi ikke ser meningen, fordi det mønstrer, vi tror, vi har fundet, slører for det, der rent faktisk er tilfældet.”

Et drilsk smil kravler ud gennem hans skæg:

”Den røde tråd i ens liv er derfor den røde tråd, man vælger at se. Men om den er et sandt udtryk for, hvad der er sket, er jo ikke sikkert. På den anden side kan man sige, at en del af det at lave en kunstnerisk virksomhed i dag netop er at finde eller opfinde en fortælling om sig selv, en slags rød tråd, der binder det hele sammen. Måske kunne der i virkeligheden findes mange forskellige røde tråde. For det kommer jo an på, hvilket mønster man ser ud af sine valg,” siger han og fortsætter:

”Hvis man ser på de ting, som man har foretaget sig og prøver at kæde dem sammen, vil det som regel være muligt. Når mennesker siger, at der ikke er nogen mening med noget, så er det, fordi de har mistet viljen eller evnen til at skabe røde tråde i livet. Men de er der jo hele tiden,” siger han, inden han spoler tiden tilbage i sin egen fortælling i et forsøg på at skabe i hvert fald én rød tråd i sit liv.

Bjørn Nørgaard voksede op i København med en kunstinteresseret far, der tog ham med på museer og til udstillinger, inden han var gammel nok til at begynde i skole.

”Der var ingen forventninger til, at jeg skulle blive som de kunstnere, min far var optaget af. Men hans passion for kunst smittede alligevel af på mig, og tidligt begyndte jeg både at tegne og læse i hans kunsttidsskrifter.”

Interessen holdt ved, og som en stor dreng begyndte han selv at tage til Louisiana med sine kunstinteresserede kammerater, mens han fortsatte med at kigge i kunsttidsskrifterne derhjemme. Det var også et af faderens gamle kunsttidsskrifter, Kunst, der for nærmest præcis 50 år siden skulle ændre Bjørn Nørgaards liv med en lille omtale af Den eksperimenterende kunstskole, Eks-skolen.

På det tidspunkt gik han på Søborg Gymnasium, mens han forfulgte sin lyst til at udfolde sig kunstnerisk som elev hos kunstneren Erling Frederiksen i fritiden. Her lærte han at lave kunst på den klassiske måde med gipsmodeller og modeltegning. Det gamle eksemplar af Kunst gjorde ham dog nysgerrig på, om der fandtes andre måder at være kunstner på:

”Omtalen stod på bagsiden, hvor nogle unge mennesker var i gang med at rulle noget brunt papir ud på gulvet. Jeg ved ikke, hvorfor det billede kom til at betyde noget for mig, men det fangede mig i hvert fald.”

Forinden havde Bjørn Nør-gaard sammen med en gymnasiekammerat i forvejen set en udstilling med Per Kirkeby fra Eks-skolen. Og en hed sommerdag tog de to venner, opildnet af omtalen i tidsskriftet, også ind for at opleve Eks-skolen med egne øjne.

”Normalt tænker jeg på livets udvikling som en organisk bevægelse, hvor det kan være svært at tillægge den ene oplevelse mere vægt end den anden. Det bedste valg er jo som regel dem, man ikke tager, men kommer til en. Men det blev et slags vendepunkt for mig at træde ind på Eks-skolen, der dengang holdt til i et loftslokale i fjerde baggård i Pilestræde tæt ved Berlingske Tidende.”

”Der var hulens varmt og lugtede også lidt indelukket, men jeg fik alligevel hurtigt fornemmelsen for, at det sted var noget for mig. Og jeg begyndte at komme der igen og igen. På det tidspunkt havde skolen også et aftenskolehold, som langsomt faldt fra, så der til sidst kun var en lille kerne tilbage. De kaldte hinanden brødre i et mærkværdigt fællesskab, der mest gik ud på at være uenige, men jeg blev hængende, og en dag blev jeg også kaldt for bror og droppede ud af gymnasiet for at gå på Eks-skolen på fuld tid.”

Eks-skolen bestod hovedsageligt af billedkunstnere, men den blev hurtigt også et samlingssted for en række af datidens unge digtere, filminstruktører og komponister, der nytænkte kunstbegrebet parallelt med det spirende ungdomsoprør.

”Ungdomsoprøret begyndte som en undergrundsbevægelse, som jeg også blev en del af. Vi kaldte os ikke selv hippier, men alternativt tænkende. Og da Eks-skolen flyttede til Store Kongensgade, smeltede den helt sammen med de nye politiske tanker. Alt blev nytænkt også kunsten. For vi havde en fornemmelse af, at avantgardebegrebet var dødt, fordi der ikke kunne laves flere formelle nybrud med billedkunstens formelle midler som form, flade og farve. Nu skulle det være samfundet i sig selv, der var kunstværket. For os var kunst ikke længere en produktion, men en tænkning.”

Det viste sig netop på den famøse Tabernakel-udstilling på Louisiana, hvor Eks-skolens værker skulle udstilles, men da Bjørn Nørgaard i skolens vilde alt-kan-lade-sig-gøre-ånd ville slagte en gigtplaget hest i forbindelse med udstillingen, sagde Louisianas ledelse fra. Og i protest slagtede han den i stedet på en mark. Det blev blandt andet udlagt som en protest mod Vietnam-krigen, men for Bjørn Nørgaard var aktionens budskab aktionen, som han siger:

”Samtidig ophørte Eks-skolen som fysisk realitet, om end ånd og broderskab lever videre. De fleste af os syntes ikke længere, at det gav mening at lave kunst som udstillinger. For os var kunst en åndelig bevægelse. Det var en metode til at tænke verden, samfund og mennesket sammen til en helhed, der ikke byggede på materielle overvejelser, men på at hvert menneske var et skabende individ. Den eneste, der holdt fast i kunsten som værk, var Per Kirkeby. Det gjorde, at det måtte udvikle sig videre i andre sammenhæng.”

I stedet var Bjørn Nørgaard med til at oprette en ”stamme”, der sejlede til Livø i 1971 for at udleve dens egne idealer.

”I dag er det ironisk at se tilbage på. For nutidens konkurrencestat har på mange måder udviklet sig stik modsat af de tanker, vi havde for samfundet dengang. Selvfølgelig kan man sige, at vi trods alt har ligestilling og en form for miljøbevidsthed i dag. Men ellers er vi i mine øjne på vej mod en åndelig fattigdom, fordi alting skal gøres op i materialisme,” siger han og sukker dybt:

”Og hvis man skal pege på en rød tråd i min egen tænkning, er det netop, at de åndelige og materielle værdier kun giver mening, hvis de er i balance. Hvis man ikke spiser, dør man. Men hvis man kun dyrker de materielle værdier, dør der også noget vigtigt. Det forstod man i 1960'erne, hvor kulturpolitikken var en væsentlig del af regeringsprojektet. Men i dag handler alting kun om vækst for vækstens egen skyld, og det er endda socialdemokrater, der presser den udvikling eller kulturafvikling frem. Det er, som om at man har glemt, at det, der har skabt den vestlige civilisation, netop er et samspil mellem de åndelige og materielle værdier. Den arv er vi ved at miste, fordi konkurrencestatens logik siger os, at kunst og kultur er en omkostning, ikke en værdiskabelse. Men det ender i en frygtelig åndelig fattigdom.”

Vi trækker indenfor, da nogle håndværkere begynder at pille et stillads alt andet end lydløst ned på naboejendommen. Og da vi lidt efter sidder i Bjørn Nørgaards store atelier med skitser og bogreoler overalt, fortsætter den erfarne kunstprofessor passioneret med at tale.

”Kunst er en måde at erkende verden på, som vi ikke må miste. Verden kan netop ikke kun beskrives gennem det logiske, teknokratiske sprog, der hævder at kunne sige sandheden om enhver social situation, sådan som nutidens politikere gerne vil have os til at tro. Verden har så mange måder at fremstå på, at man er nødt til at holde fast i, at der findes flere forskellige måder at opleve og forstå den på. Helt tilbage fra klassicisterne i 1700-tallet har kunst været en erkendelsesform gennem sanserne. Den måde, som forfattere og poeter bruger sproget på, er jo heller ikke et logisk sprog, men meget mere åbent. Det naturvidenskabelige sprog er et andet sprog, der hele tiden forsøger at beskrive verden på nye måder. Og der er brug for alle de forskellige slags sprog at erkende på. Men problemet er, at det bureaukratiske sprog nu bliver indført overalt både i kunsten, forskningen, politikken og administrationen. Der er ikke plads til det åndelige sprog nogen steder længere. Alt skal kunne beskrives med et logisk, teknokratisk sprog i vores konkurrencestat, der efterhånden kun har blik for de materielle værdier. Og det kommer til at forarme os kulturelt og åndeligt,” siger han og fortsætter nærmest vredt:

”Politikerne vil gerne give os færdige svar på alting, men de findes ikke. Enhver god forsker ved, at det skal være eksperimentet, der viser, hvad der sker. Hvis resultatet foreligger på forhånd, er det dårlig forskning. Sådan er det også i kunst. Hvis jeg begynder at tænke på, hvordan folk vil opfatte et værk, er jeg allerede på et vildspor. For så har jeg forudberegnet andre menneskers oplevelse. Og som samfund har vi brug for de oplevelser og erkendelser, som kunsten kan give.”

Har enhver kunstner ikke også en intention med sit værk, uanset hvor minimalistisk det måtte være?

”Jo selvfølgelig, men ideelt set må man som kunstner befri sig selv for alle tanker om, hvordan reaktionerne bliver. Ellers bliver kunsten for kalkuleret. Sådan var mit kunstnerideal, da jeg lavede hesteofringen, og sådan er det stadig.”

Tænkte du slet ikke over reaktioner, da du for eksempel lavede Dronningens gobeliner?

”Jeg ville være fuld af løgn, hvis jeg svarede nej. Jeg taler jo også om den ideelle verden, som enhver ved ikke findes. Men mit grundlæggende syn på kunstens væsen har ikke ændret sig, siden jeg var ung.”

Har du selv det?

”Ja, selvfølgelig har jeg det. Biologisk set har jeg jo også udskiftet hver eneste celle i min krop mange gange, siden jeg var ung. Og jeg er da helt sikkert også blevet påvirket undervejs, men kunst er stadig ikke kun en levevej for mig, det er også en levemåde. Jeg skelner stadig ikke mellem min fritid og mit arbejdsliv. Jeg må bare erkende, at jeg ikke længere kan undvære min nattesøvn. Men når jeg vågner, tænker jeg stadig som kunstner.”