En vintermorgen i 2010 kunne velfærdsprofessoren Jørn Henrik Petersen ikke åbne sine øjne. Aftenen før havde han godt lagt mærke til, at bogstaverne dansede rundt i den bog, han havde taget med i seng. Han havde slået det hen som træthed og lagt sig til at sove. Men næste morgen var han altså pludselig blind som Saulus, før han blev til Paulus.
Forvirret råbte han efter sin kone, der hjalp ham med at komme varmt vand i øjnene. For sådan havde han fået besked på at behandle sine øjne, da han som barn fik en øjenskade. Men denne gang hjalp det varme vand ikke.
”Min kone ringede så til en øjenlæge, vi kender. Han kom straks forbi og konstaterede, at jeg omgående skulle indlægges. Det var ikke en øjenskade, men en blodprop i hjernen, jeg havde fået.”
Jørn Henrik Petersen ler tørt:
”Jeg må indrømme, at min første tanke var, hvem der mon med al respekt for mine kollegaer skulle gøre vores store velfærdsprojekt færdigt, hvis jeg ikke kunne se. For vi havde lige fået en masse millioner af Carlsbergfondet til at skrive dansk velfærdshistorie,” siger Jørn Henrik Petersen og tøver et øjeblik, inden han tilføjer:
”Hele mit liv var jeg blevet kaldt Jern-Henrik. Jeg var gået fra succes til succes, indtil jeg til sidst troede, at jeg kunne gå på vandet. Men dér lærte jeg, hvad afhængighed af andre vil sige i praksis. Dér forstod jeg betydningen af at have nogen til at holde én i hånden, når man ikke selv kan lukke sine øjne op.”
timer senere kunne Jørn Henrik Petersen se igen.
”Det var en sygeplejerske på Syddansk Universitetshospital, der bemærkede, at mine øjne var åbne. Selv var jeg allerede gledet over i normaltilstand uden at lægge mærke til det. Men bagefter tænkte jeg meget over det. Og jeg skrev faktisk også en form for novelle, der hed 'Hånden' for at bearbejde de følelser, der var blevet vakt i mig, mens jeg magtesløs blev holdt i hånden af min kone. Det var sundt for mig at være indlagt. Hele mit liv har jeg troet på et samfund i gensidig afhængighed, hvor man snart bidrager, snart modtager. Velfærdsstatens rolleombytning. Men dér blev teorierne virkelighed for mig. Selv var jeg nu den svage afhængig af andre. Det er en rolle, vi alle kan havne i, før vi aner det.”
Jørn Henrik Petersen, der fylder 70 år i næste uge, kom sig heldigvis hurtigt, og har nu sammen med en række kollegaer afsluttet sjette og sidste bind af deres ”Dansk Velfærdshistorie”.
”Hvor glider vi hen?”, er titlen på bogen, der udkommer om en måned.
Selv svarede han dog allerede på det spørgsmål i sin egen lille polemiske bog ”Pligt & Ret. Ret & Pligt. Refleksioner over den socialdemokratiske idearv”, der udkom tidligere i år, da han kunne fejre sit usædvanlige 40-årsjubilæum som professor.
”Det er ikke nogen tilfældighed, at også teologiske debatter i efterkrigstiden spillede ind på de nordiske velfærdsstaters opbygning. I deres klassiske form hvilede de på en kristen etik. Man institutionaliserede næstekærligheden i erkendelse af, at vi alle sammen er for store egoister til at tage os af de svage, når det kommer til stykket. Det var arvesyndens funktion i os, sagde den britiske teolog William Temple oven i købet. Og den danske velfærdsstat blev netop bygget på et ønske om at trodse den arvesynd i en stærk medfølelse for den svage. Velfærdsstaten blev 'næstekærlighed på afstand'. Men nu er den sympati med 'den afhængige' næsten væk. Nu er det 'den udsatte', der er blevet samfundets syndebuk, mens de flittige skatteydere er blevet ofre. Politikerne taler uafbrudt om 'krævementalitet' og 'pligter forud for rettigheder'. 'Rejs dig op og gå! Du skal ikke ligge dér og nasse på os andre!'. Det er, hvad der i den 'moderne velfærdsstat' er tilbage af etisk tænkning. Afhængighed er blevet et fyord.”
Jørn Henrik Petersen sukker dybt:
”Jeg græder med andre ord snot over, at menneskenes børn ikke har vist den 'moralske adfærd', som velfærdsstaten som moralsk projekt kræver. Derfor erstattes 'noget for ingenting' af 'noget for noget'. Derfor erstattes næstekærlighedens etos med markedsøkonomiens rationale. Derfor går pligt forud for ret. Derfor spørger vi, hvad den enkelte har gjort og vil gøre for 'os'. Derfor stiller vi betingelser for at støtte den nødlidende. Derfor havner dem, vi ikke kan identificere os med, i velfærdsstatens kælder.”
Selvom Jørn Henrik Petersen begræder udviklingen med hjertet, forstår han den godt med hjernen, tilføjer han.
”Politikernes reaktioner har jo også at gøre med, at vi som mennesker ikke har villet forstå, at samfundet ikke deler egenskab med grisen fra nordisk mytologi, Særimner, der blev spist om dagen, men var vokset fuldt ud næste morgen. Vi skal som velfærdsmennesker være både mådeholdne, generøse og arbejdsvillige, men det har knebet slemt på alle dimensioner.”
Det er gået i glemmebogen, at vi er dybt afhængige af hinanden og bærer ansvar for hinanden, at vi løbende skifter roller. Sådan som han selv oplevede det på hospitalet, mener han:
”Et hospital er som en kirke. Dér betyder titler ingenting. Vi skal alle dø, og vi er alle underlagt de samme eksistentielle vilkår, uanset hvad vi laver, og hvilke talenter vi har fået at forvalte. Livet er skænket. Det er blevet stadig mere klart for mig. Jeg husker stadig, hvordan jeg stod som ny elev i Aalborg Katedralskole som 11-årig, mens mine nye skolekammerater præsenterede sig selv gennem deres forældres fine titler. Dengang var min egen far kun overassistent. Det var ikke så imponerende. Siden blev han socialdirektør, og nu kan jeg selv svømme i mine egne mange titler. Men de betyder ingenting over for det vigtigste i livet. Det bliver jeg mindet om hver søndag i kirken, hvor man hænger sine titler i våbenhuset.”
Jørn Henrik Petersen er kommet fast i kirken, siden hans søn blev konfirmeret.
”Jeg gik med i kirken, da min søn ikke ville nøjes med at gå til præst, men også ville gå i kirke om søndagen. Jeg kan ikke huske, hvad præsten sagde, da jeg første gang var med, men jeg følte mig både ramt af hans intellekt og etiske fordring. 'Han blev da ikke færdig. Hvornår optræder han igen?', sagde jeg til min søn. Og siden er jeg kommet hver søndag og er endog selv begyndte at prædike en gang i mellem.”
Som barn var han vokset op i en kirkeligt engageret familie, som voksen havde han stort set ikke sat sine ben i kirken, men efter sønnens konfirmation ”blev en brudt tråd knyttet igen”, som han siger:
”Få andre steder end i kirken bliver der i alvor talt om det væsentlige i livet. Om døden og om meningen. Om frygten og håbet. Troen kommer jo af det, der høres. Jeg har efterhånden hørt efter hver uge i 20 år. Det har bundfældet sig i mig, fordi det har sagt mig noget, der er dybere end nogen forelæsning, jeg selv kan holde. Ligesom et samfunds etik bliver svag, hvis den kun kan henvise sig til sig selv. Sådan bliver man også svag som menneske, hvis man kun kan henvise til sig selv. Og jeg overgiver mig stadig mere trygt til tanken om at være i Guds gode hænder. Meget andet i livet kan jeg forklare logisk. Men over for Gud og døden bliver jeg tavs, der kan jeg kun tro.”