Det var med ambivalente følelser, at jeg gik til Neil Young-koncert onsdag aften i Forum i København.
Der var engang, da Neil Young altid snurrede på min grammofon og fyldte godt op i min pladesamling, men den tid er for længst forbi. Hans tynde stemme skal jeg være i et specielt humør for at kunne holde ud i dag. Og lyden af hans hvinende guitar er ikke længere intimt forbundet med mine sprøde nervestrenge. Jackstikket er for længst trukket.
Neil Young tilhører en tid i mit liv, der er hjælpeløst forbi. Det hele ligger så langt tilbage, at det er et helt andet liv, og jeg ved ikke rigtig, om det er noget, der bare skal have lov at ligge, eller om jeg virkelig skal opsøge det igen med fare for, at det bliver et pinligt genhør.
Young selv er en romantiker. Han er nostalgisk og sentimental som den countrymusik, han er rundet af. Der har altid været en længsel tilbage til de gode, gamle tider i hans sange. Der har altid ligget en tåre på lur, når erindringer og drømme er gået i drift og af sig selv har søgt det tabte land, som for ham ligger i North Ontario, og han så bare har følt sig så ganske, ganske hjælpeløs.
Der er noget sødt selvbekræftende i denne hjælpeløshed, og der er noget nydende i den fælles opgivenhed, der opstår, når man hører ham. Jeg dyrkede det selv som en last, da jeg var ung og melankolsk. Allerede dengang var det blevet alt for meget og helt uudholdeligt, hvis ikke Neil Young havde et overskud, som gang på gang er slået ud i en energisk rockmusik og et guitarspil a la Jimmi Hendrix. Og så har han også forsøgt at gå en anden vej end resignationens med sit engagement i natursagen. Han har igen og igen sunget om Moder Jord, som den moderne verden udnytter langt ud over enhver bæreevne. Neil Young har slået et slag for den gode sag og udfordrende spurgt: Hvem skal redde denne Jord?
Oh, lonesome me
Men det var ikke den gode vilje, der talte til mig igennem Neil Youngs sarte stemme. Det var ”the lonesome blues”. Det var, når jeg skal være ærlig, de helt banale tekster om forsmået kærlighed og om de store, kompromisløse længsler efter den eneste ene, hende med et hjerte af guld. Det var den skamløst patetiske følelse, der fik frit løb med hans sange.
Det var skønt at have ondt i sjælen, når Neil Young gav Don Gibsons swingende ”Oh Lonesome Me” i en drævende og selvmedlidende 1970'er-fortolkning, der ikke ejede det gran af ironi, som senere skulle til, for at man kunne klare den slags. Kærlighedssorger skulle og kunne tages helt alvorligt, når Young sang:
”Everybody's going out and having fun/ I'm a fool for staying home and having none./ I can't get over how she set me free./ Oh, lonesome me.”
Jeg kunne selv spille den på min guitar. Og jeg kunne også spille ”Only Love Can Break Your Heart” og ”Heart of Gold”, som med sin slidte metafor alligevel ramte hjertet og lod de inderste følelser komme til udtryk:
”I want to live,/ I want to give/ I've been a miner for a heart of gold./ It's these expressions/ I never give/ That keep me searching for a heart of gold. /And I'm getting old.”
Det var med blåøjet ligefremhed, at jeg sang med på sådan en sang. Jeg kunne gøre det, lige indtil jeg blev afsløret og mistede min uskyld på det plan. Da jeg en aften var på værthus og diskuterede musik, var der en overlegen yngre kvinde i selskabet, der affejede Neil Young med en påstand om, at det bare var noget for overfølsomme, unge mænd. Den sad. Jeg var gennemskuet og klædt af til skindet og så på mig selv med nye øjne. Jeg kan stadig huske det firemandsbord, vi sad ved, og at kvinden, som jeg i øvrigt ikke kendte, hed Trille. For mig blev Neil Young aldrig helt den samme, efter at min patetiske og sentimentale side var afsløret og gjort til skamme.
Old ways
Jeg holdt dog ved Neil Young 15 år endnu. Med en komplet mangel på fantasi gav jeg i 1980 min nye kæreste albummet ”Live Rust” i julegave. Jeg ville gerne selv have det og opførte mig lige som min søn, der er par år senere gav sin mor et Rasmus Klump-hæfte i fødselsdagsgave, fordi han ikke kunne forestille sig nogen bedre gave og gerne selv ville have det.
I 1982 hørte jeg Neil Young for første gang live i Brøndbyhallen. Vi købte ståbillet ved indgangen og stod halvt bag scenen, skæve og euforiske og sang med på ”Like a Hurricane”.
Jeg blev ved med at købe hans plader og rockede med på et album som ”Raged Glory” (1990) og gik akustisk med ”Harvest Moon” (1992). Men så var det også ved at være slut. Det patetiske blev holdt i kort snor på disse album, hvor den larmende og punkede lyd ikke tillod megen flæben. Men Neil Young kunne når som helst lade sentimentaliteten og nostalgien folde sig ud. Albummet ”Old Ways” (1985) blev for meget for mig. Det var træskodans og tilbage til landet og laden med violin og jødeharpe og sange, som Patsy Cline havde sunget i 1950'erne.
Sangene var sovset ind i strygere, og det var og er ikke til at holde ud at høre på.
På den anden side udgav han plader, der med deres larmende lyd var som punk og grunge. Bukserne sprak ikke på Neil Young, men selv var jeg på vej andre steder hen. Skal jeg efterrationalisere, så var jeg måske blevet træt af rockmusikken, fordi den, som Søren Ulrik Thomsen skrev, blot gentager, hvad jeg selv siger, og fordi der er så meget andet i verden og tilværelsen, som den ikke får fat på.
Måske behøvede jeg ikke længere et spejl, der viste ”lonesome me”, og sange, der handlede om længsel og fængsel, hjerte og smerte. Ikke fordi disse følelser ikke mere var i mig, men fordi jeg ikke hele tiden behøvede at få dem forløst af et romantisk vers eller en rørstrømsk guitarsolo. Jeg begyndte også at lytte til klassisk musik og moderne jazz og var på vej bort fra ”the old ways”.
Rock and roll can never die
Men i onsdags gik jeg så til koncert med Neil Young og hans band Crazy Horse, som han har arbejdet tæt sammen med siden 1969. Og det blev som ventet til en rocket aften. I tæt og intenst samspil lagde Young og bandet med det samme en tung og swingende rytme, så jeg øjeblikkeligt gen-forstod, hvorfor elementær rock kan være så fed. Jeg fik selv sat stikket i igen og fik kroppen forbundet med en både nærværende og tilbageskuende musik.
Young sang ”Days That Used to Be”, der handler om at se tilbage til en ungdom, hvor man ikke var bundet af materielle forpligtelser, men var optændt af idealer og drømme. Man skal huske den tid, og det kan der måske også være grund til, når man tager den gennemsnitlige alder af publikum i betragtning.
Den lå på omkring de 60 år. Her var mange gamle venner, der var sammen til koncert for at opleve den gamle musiker og måske få endnu en stjernestund i hans selskab.
Min sidemand ømmede sig lidt halvvejs gennem koncerten, for der var mange numre, som ”man ikke har hørt”, og det var ikke dem, han og hans kammerat var kommet for at høre. Han var tydeligvis en af de mange, som først og fremmest kender Neil Young for hans tid med Crosby, Still og Nash og for albummene ”After the Goldrush” og ”Harvest”.
Derfor var aftenens absolut største moment også, da Young lagde den elektriske guitar og fik en akustisk i stedet og sang ”Heart of Gold”.
Der gik et sus gennem den fyldte sal, da han slog akkorderne an og akkompagnerede med mundharmonikaen. En lighter brændte blandt publikum og blev transmitteret på storskærmen. Det kunne et øjeblik minde om noget fra en anden tid og om en kollektiv genopstandelse, der gav de grå hår farve og slettede alle rynker.
”Leder I stadigvæk efter et hjerte af guld?”, spurgte Young med et skævt smil publikum bagefter. Svaret var vistnok ja, for det bliver man aldrig for gammel til.
I den lille, akustiske afdeling af koncerten spillede Young også Bob Dylans ”Blowin' in the Wind”.
Dylan spiller den stadigvæk selv, men på en måde, så det er helt umuligt at synge med. Fællessang er ikke Dylans sag. Det lagde Young til gengæld op til med flere sange.
Hans ekstranummer var en ny sang ”Who's Gonna Stand Up and Save the Earth?”.
Den forvandlede afslutningsvis koncerten til et vækkelsesmøde, hvor Young og bandet sang omkvædet igen og igen og pegede ud på publikum. Det var angiveligt os, der skulle komme op på mærkerne og frelse Jorden. Det havde Young snakket om med den mandshøje indianerfigur af træ, som prydede scenen. Et par gange i løbet af koncerten var han henne ved figuren og mumle lidt og få gode råd.
Men publikum ville tydeligt nok hellere høre om et hjerte af guld. Og hvis man ikke kunne det, så var det også i orden med en ordentlig omgang rock, som Neil Young og Crazy Horse gav med det ordinære slutnummer: ”Rockin' in the Free World”. Den aldrende forsamling rockede på gulvet, der sejlede i ølsjatter og plastickrus. Miljøkrisen kunne Young synge om, som han ville, men hvem tænker på den, når der er sat strøm til musikken, og guitaren er ved at trævle ens trommehinder op, og bassen dunker som et ekstra hjerte?
Neil Young og Crazy Horse leverede en rockmusik, som i et par passager gik i lidt kedelig selvsving, når hans guitarsoloer blev for forudsigelige. Men det meste af tiden var musikken som en bekræftelse på Youngs udsagn om, at ”Rock and roll can never die”. Godt nok var koncerten en tur ned af mindernes allé, men de gamle musikere formåede også at spille et nærvær frem, så genhøret ikke blev pinligt sentimentalt og nostalgisk. Der var gang i den i Forum, selvom vi alle sammen er blevet ældre og stadig ikke kan lade være med at længes efter ”a heart of gold”.
Fem store Neil Young-album:
After the Goldrush, 1970
Harvest, 1972
Rust Live, med Crazy Horse, 1979
Ragged Glory, med Crazy Horse, 1990
Harvest Moon, 1992
CITAT: ”Der gik et sus gennem den fyldte sal, da han slog akkorderne an og akkompagnerede med mundharmonikaen.”