Einstein havde skizofrene træk, det samme havde forfatteren James Joyce. Filosoffen Bertrand Russel havde adskillige familiemedlemmer med sygdommen, og Kurt Vonnegut var dybt deprimeret. Faktisk har størstedelen af de største forfattere i nyere tid døjet med forskellige former for psykiske sygdomme. I mange tilfælde endte deres liv med selvmord.
Denne umiddelbare sammenhæng mellem galskab og genialitet er velkendt. Aristoteles var blandt de første til at notere sig, at ”dem, der har været eminente inden for filosofi, politik, poesi og kunsten har alle haft tendens til melankoli”.
Sammenhængen var også et tilbagevendende tema hos Shakespeare og mange andre litterater gennem tiden. Men er det rigtigt? I så fald, hvorfor er det så sådan? Og i hvilken grad er det galskaben, der skaber den kreative kraft?
De spørgsmål satte Nancy Andreasen sig for at besvare for omtrent 40 år siden. Og for nylig offentliggjorde den i dag 76-årige amerikanske hjerneforsker og litterat en foreløbig opsummering af sin forskning i, hvad kreativitet egentlig kommer af. Og hvorfor psykiske sygdomme så ofte følger med. Hendes seneste forskning, der endnu ikke er færdiggjort, kommer nærmere et svar end nogen anden forskning, mener hun selv.
Hendes drivkraft er en historie for sig, og den fungerer fint som forklaring på hendes særlige blik på kreativitetens væsen så lad os begynde med den.
Nancy Andreasen havde egentlig tænkt sig en litterær karriere. Hun fulgte derfor i forfatteren Sylvia Plaths fodspor og studerede litteratur på Oxford University, men mens Plaths livsbane gled ned i et mørkt hul af psykisk sygdom og siden selvmord, gik Andreasen helt andre veje: Hun blev hjerneforsker og psykiater på internationalt topniveau.
Sporskiftet havde især to forklaringer. Efter nær at være død af komplikationerne fra fødslen af sin første datter følte hun en taknemmelighedsgæld til den medicinske videnskab, der havde reddet hende og datteren, og som hun havde læst sig ind på under sine mange prøvelser.
Samtidig bar hun på en slags skyldfølelse over, at hendes netop udgivne bog om poeten John Donne jo ikke hjalp nogen med noget. Hvad nu, hvis hun brugte sin energi på noget, der faktisk var med til at redde liv? Inden for en måned forlod hun sin litterære karriere og kastede sig over den medicinske naturvidenskab. Her blev hun hurtigt sporet ind på psykiatrien og psykiske sygdomme, for det mest komplekse og interessante organ var hjernen, mente hun.
Med denne dobbeltsporede karrierevej var det måske ikke så mærkeligt, at hendes primære forskningsfelt med tiden blev det, hun selv kalder 'the science of genius' genialitetens videnskab.
Hun ville vide, hvad der skaber særligt kreative hjerner og i sin essens: Hvad kreativitet overhovedet er. Som forskningen skred frem, trængte endnu et spørgsmål sig på hos hende: Hvorfor led så mange af de største kreative hjerner også af psykiske sygdomme?
Forskningen i den fine grænse mellem gal og genial går langt tilbage. Allerede i 1891 gav den italienske læge Cesare Lombroso sit om end noget tyndbenede bud på, hvad der ofte karakteriserede genier: De var venstrehåndede, levede i cølibat, stammede, var neurotiske og psykotiske. Beviserne var blandt andre Jean-Jacques Rousseau, sir Isaac Newton, Charles Darwin og lord Byron, og han linkede genialitet direkte sammen med degenerering og arvelighed.
Arveligheden blev også undersøgt og underbygget af andre, men først i begyndelsen af 1900-tallet udkom psykologen Lewis M. Termans ”Genetic Studies of Genius” Genetiske studier af genialitet der stadig står som en af de mest legendariske studier af amerikansk psykologi.
Terman udviklede verdens første IQ-test, og ud fra den udvalgte han godt 1500 studerende med en IQ over 135 og testede dem. Hurtigt stod det klart, at IQ og kreativitet ikke var forbundet, sådan som han havde forventet. Andre undersøgelser har siden vist det samme og skabte den alment anerkendte teori:
De fleste meget kreative mennesker er ret kvikke, men de behøver ikke være særligt kvikke. Effekten af intelligens på kreativitet forsvinder med andre ord, når intelligensen når et vist niveau.
Men hvad indikerer så stor kreativitet? n måde at undersøge det på er internationalt kendt som studiet af ”little c” c for ”creativity” (kreativitet). Her tager man udgangspunkt i, at kreativitet pr. definition er evnen til at ”tænke anderledes”. Det har forskere så testet ved at stille forsøgspersoner spørgsmål som ”hvad kan man bruge en mursten til?”. Jo flere og mere varierede svar, jo mere kreativ.
Den metode har selvsagt sine problemer, ikke mindst at definere kreativitet blot som evnen til at tænke anderledes. Newtons gravitationsteori og Einsteins relativitetsteori opstod eksempelvis ved at tænke ekstremt logisk, påpeger Nancy Andreasen.
En anden metode blev derfor udviklet, kendt som studiet af ”store C”. Her interviewes en udvalgt gruppe af mennesker, der har vundet stor hæder for at være kreative. Selvom dette også indebærer en vis subjektivitet, blev det den metode, Andreasen tog til sig.
I løbet af 15 år interviewede hun 30 af USA's bedst kendte forfattere, blandt andet Richard Yates, Kurt Vonnegut og John Cheever. Hendes hypotese var baseret på de mange eksempler i historien at forfatterne havde et markant højere antal tilfælde af skizofreni i familien, at forfatterne selv ville have spor af sygdommen uden dog at være hæmmet af den, og at kreativitet ville være udbredt i familien.
Skizofreni-tesen faldt hurtigt til jorden, men til gengæld viste det sig, at 80 procent af forfatterne havde døjet med humørsvingninger på et tidspunkt i deres liv (i befolkningen generelt var tallet 30 procent).
Kreativitet var desuden overrepræsenteret i forfatternes familier. Begge resultater stemte overens med konklusionerne i tilsvarende undersøgelser fra andre lande, men de rejste samtidig nye spørgsmål: For hvorfor og i hvilken grad er kreativitet arvelig? Og spørgsmålet om, hvorfor psykiske sygdomme så ofte følger med kreativiteten, var endnu ikke besvaret.
Mens Nancy Andreasen forskede videre op gennem 1980'erne, begyndte hjerneskanningsteknikkerne at komme frem, og det ændrede hendes fokus. Nu kunne hun mere præcist undersøge, om hjernen så anderledes ud hos de mest kreative. Og hvordan den blev påvirket af en mental lidelse.
I dag er måleinstrumenterne blevet så avancerede, at det er muligt at se, hvordan det levede liv direkte former hjernestrukturen og omvendt. Tag eksempelvis Londons taxachauffører, der må lære den store bys indviklede forbindingsnet udenad for at få deres licens.
Skanninger har vist, at de har en forstørret hippocampus, som er den centrale del af hjernen i forhold til hukommelse og orienteringsevne. Skanninger har desuden vist, at den del af hjernen, der kaldes Brocas område, og som er central for vores sprog, er særlig stort hos musikere i symfoniorkestre.
At drage skarpe konklusioner om menneskets adfærd ud fra hjerneaktivitet er dog en vanskelig balanceakt, hvor mange har snublet. For hjernen består af cirka 100 milliarder nerveceller, der hver især er forbundet til 100-10.000 andre nerveceller via signalstoffer og elektriske ladninger. Aktivitetsmønstrene er derfor uendelige, så selvom et område er særligt dedikeret til eksempelvis sprog, så er vores sproglige evner også bestemt af mange andre dele af hjernen. Når medierne ind imellem hævder, at nu er følelsen af kærlighed, had eller skyld fundet et specifikt sted i hjernen, er det en sandhed med alvorlige modifikationer.
Det samme gælder for kreativitet, påpeger Nancy Andreasen. Ikke mindst fordi netop kreativitet langt fra kan koges ind til en simpel, mental proces.
Hjerneforskningen har dog hjulpet os væsentligt tættere på at indfange kreativitetens væsen. Det centrale område i hjernen for association er eksempelvis meget aktivt, når nogle af de mest kreative hjerner undersøges. Og fra interviews har Nancy Andreasen desuden fundet ud af, at underbevidstheden er en helt central komponent. Mange af de mest succesfulde forfattere fortæller om, hvordan de ind imellem ”forsvandt fra virkeligheden” i ”drømmelignende tilstande”. Og hvordan nogle af de bedste idéer som regel kom, når de tænkte på noget helt andet.
Netop nu er Nancy Andreasen cirka halvvejs igennem sin undersøgelse af dette heureka-øjeblik. Her sætter hun udvalgte kreative hjerner såsom filmskaberen George Lucas (ham med Star Wars-filmene) og Pulitzer-vinderen Jane Smiley til at lave simple associationsopgaver inde i en MR-skanner og sammenligner resultaterne med ”almindelige” menneskers. Denne gang har hun dog udvidet feltet til også at indeholde særligt kreative hjerner fra naturvidenskaben og kunsten og har derfor også en lang række Nobelprisvindere med på holdet.
Fordi forskningen stadig er i gang, må hun ikke afsløre detaljer, men siger dog, at hjerneforskningen sammenholdt med dybdeinterviews om forsøgspersonernes personlige og familiære historie giver ”store mængder nye oplysninger om, hvordan kreativitet opstår i hjernen”. Blandt andet har hun bevist sin grundlæggende hypotese om, at hjernens område for association er mere aktiv under prøverne hos de særligt kreative end hos kontrolpersonerne.
Hun har også underbygget sin tidligere fundne sammenhæng mellem kreativitet og sandsynligheden for en mental sygdom de mest almindelige lidelser er bipolar lidelse (tidligere kaldt maniodepressiv), depression, angst, panikanfald og alkoholisme. Særligt kreative mennesker har desuden med større sandsynlighed end andre mennesker mindst ét familiemedlem med diagnosen skizofreni.
Den primære forklaring på sammenhængen mellem kreativitet og psykisk lidelse er ifølge Nancy Andreasen en særlig personkarakteristik, som mange kreative mennesker deler: De er eventyrlystne og undersøgende af natur. De tager risici. Og modsat mange andre, så omfavner de deres psykiske lidelse som noget, der giver dem stor glæde. Når al angsten, usikkerheden, humørsvingningerne og depressionerne munder ud i noget exceptionelt, er det ikke bare det hele værd, lidelserne har været en del af drivkraften.
En anden påfaldende lighed mellem de største kreative hjerner er, at de meget ofte er autodidakte. It- og internetverdenen er et godt eksempel med både Bill Gates (Microsoft), Steve Jobs (Apple) og Mark Zuckerberg (Facebook), der alle droppede tidligt ud af skolen. Måske netop derfor er de blevet så gode til at 'tænke anderledes”, spekulerer Nancy Andreasen.
Mange særligt kreative mennesker er desuden særligt kyndige på en lang række områder. Eksempelvis filmskaberen George Lucas, der også er dybt interesseret i antropologi, historie, sociologi, hjernevidenskab, digital teknologi og arkitektur. Blandt andre Leonardo da Vinci og Michelangelo havde samme diversitet.
Endelig er det et tilbagevendende karaktertræk ved de mest kreative, at de er usædvanligt vedholdende, også når de mødes af skepsis eller modgang. Men uanset disse kreative træk og muligheden for storhed er der ikke langt til, at den syge del af drivkraften får overtaget, pointerer Nancy Andreasen:
”Nogle mennesker kan se ting, andre ikke kan, og de har ret, og vi kalder dem kreative genier. Nogle mennesker ser ting, andre ikke gør, og de er forkert på den, og vi kalder dem psykisk syge. Og nogle mennesker, som John Nash (skizofren amerikansk matematiker portrætteret i filmen 'Et smukt sind', red.), er begge dele.”
