kort nyt

De fleste kender melodien til tv-serien ”Huset på Christianshavn”, men i onsdags døde manden bag melodien, Steen Holkenov. Han blev 75 år, skriver dr.dk.

Kendingsmelodien fra 1970, der stadig kan høres flittigt på DR K, når kanalen viser ”Huset på Christianshavn” (blandt andet i aften), blev pianisten og komponistens mest kendte tema, men Steen Holkenov skrev ligeledes en stribe revymelodier til både tv- og radioprogrammer blandt andre DR's satireprogrammer ”Hov-Hov”.

De seneste år var Steen Holkenov også aktiv i debatten om korrekt brug af det danske sprog. Lige til sin død var han administrator for Facebook-gruppen Dansk Sprogværn, hvor han så sent som i sidste weekend underholdt og kommenterede.

Det spanske nationalmuseum Museo Nacional del Prado i Madrid møder kritik, efter at det er kommet frem, at 885 værker er forsvundet fra museet. En inventaropgørelse viste nemlig for nylig, at museet ikke længere huser 27.509 kunstværker, som det gjorde for fire år siden, men kun 26.624, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Den engelske filminstruktør Ridley Scotts kommende bibelfilm ”Exodus Gods and Kings” (herover en plakat for filmen) er allerede før filmens premiere blevet genstand for en kampagne på det sociale medie Twitter, hvor der opfordres til at boykotte filmen, skriver dagbladet Politiken.

Kampagnen mod filmen skyldes, at flere er vrede over det, som de mener, er en racediskriminerende casting, fordi det er de hvide skuespillere, som er blevet tildelt rollerne som konger og guder, mens filmens tyve og slaver alle er sorte. Filmen byder blandt andet på Christian Bale i rollen som den egyptiskfødte Moses, mens australske Joel Edgerton spiller hans adoptivbror, Ramses II.

Forargelsen over, at hvide skuespillere udgiver sig for at være egyptere og israelere, er tydelig på Twitter, hvor kampagnens hashtag eller emneord er blevet delt over 15.000 gange i løbet af de seneste syv dage. Derudover er der også startet en underskriftindsamling i protest mod filmen med titlen ”Bevis overfor Hollywood, at mørklødede folk også har et publikum”.

”Exodus Gods and Kings” har dansk premiere den 25. december.