Bibelen som personlig tiltale

Udlægning af Matthæusevangeliet er en lidt ujævn sag, men med små perler undervejs

Matthæusevangeliet bliver ved med at kunne fortælle os nye ting.
Matthæusevangeliet bliver ved med at kunne fortælle os nye ting. Foto: Rune Johansen.

Man kender måske historien om teaterdirektør Knud Poulsen, der engang blev spurgt, hvorfor hans teater stadigvæk hed ”Det ny teater”, selv om det jo efterhånden var en ældre institution.

Knud Poulsen replicerede: ”Hvad så med Det Nye Testamente det kan vel heller ikke blive ved at være nyt?”

Men det er lige akkurat, hvad Det Nye Testamente bliver ved med at være. Derfor har sognepræst Svend Schultz-Hansen ved Aarestrup og Haverslev Kirker skrevet en ny kommentar til et af evangelierne.

”Sandhed og sammenhæng” er en blanding af parafrase, kommentar og dogmatiske overvejelser over evangelisten Matthæus og betydningen af hans ord for os, der lever i dag.

Schultz-Hansen har i modsætning til de fleste eksegeter udelukkende benyttet den autoriserede danske oversættelse af Det Nye Testamente. Bogen er også helt uden fodnoter og litteraturhenvisninger, men på en af de første sider skriver Schultz-Hansen om Matthæus, at det er ”Guds frelseshistorie skjult i historiens gang, som ligger evangelisten på hjerte, og som han vil forkynde for sine læsere”. Og et par sider senere hedder det, at ”Jesu livsopgave er at genskabe det personlige forhold mellem Gud og menneske”.

Det er tolkningens sigte at skaffe ørenlyd for dette anliggende, og forfatteren gør det ved at følge Matthæusevangeliets 28 kapitler nøje og nærlæse ordene deri grundigt.

Schultz-Hansen skriver prunkløst, stilfærdigt og noget kedsommeligt om Matthæusevangeliets horisont og indhold, skønt der også er linjer, som glimter. Som når han beskriver kærligheden:

”Den kvinde, der siger, at hun elsker blomster, men glemmer at vande dem, viser, at det er så som så med kærligheden.”

Eller når han skal forklare, hvad det fine ord inkarnation dækker over nemlig ”at Gud blev menneske, at Skaberen blev skabning, at den alvidende blev uvidende, at Herren blev tjener, at Himlen blev jord, så jorden siden kunne blive Himmel i ham”.

Men det er også en bog, der ikke går i clinch med oplagte emner. Pavedømmet har altid stivet sin autoritet af med henvisning til Matthæusevangeliets 16, 28, hvori Jesus siger, at han vil give Peter nøglerne til Himmeriget, men Schultz-Hansen forbigår helt den katolske kirke i sin gennemgang af perikopen.

Schultz-Hansen vil til gengæld understrege, at læseren selv bør være tiltalt og udfordret under læsningen af Bibelen.

Bjergprædikenen handler således ikke om, hvad man skal gøre. Men den handler om, hvad du skal gøre. Og hvis man vil undslå sig med begrundelsen, at mange andre mennesker heller ikke tager sig af deres næste, så bliver der stadigvæk sagt du, for som Schultz-Hansen konkluderer:

”Et menneske må selv stå inde for, hvad det siger, fuldt og helt, enten med et ja eller et nej.”

”Sandhed og sammenhæng” er en lidt ujævn sag, men den tålmodige læser vil støde på små perler undervejs i læsningen.