”Jeg er til livsbekræftende historier”

Der er en kirke eller en præst i de fleste af mine film, påpeger instruktør Søren Kragh-Jacobsen, der altid har insisteret på humanisme og opbyggelighed

Mine film har været nedslag i tiden og er et billede af tidsånden, siger instruktør Søren Kragh-Jacobsen, der har lavet 11 spillefilm.
Mine film har været nedslag i tiden og er et billede af tidsånden, siger instruktør Søren Kragh-Jacobsen, der har lavet 11 spillefilm. . Foto: Leif Tuxen.

“Nu hænger månen fin og from og temmelig fuld i en usynlig tråd/ og tænk engang nu stopper fuglesang og klokkeklang og babygråd/ og mor hun stopper sokker og far han vasker tæer / og Gud han spiller natten ind på himlens lys-klaver.”

Sådan synger Deres udsendte for tiden tit med sin fireårige datter i familiens sorte Peugeot 406. Tekst og melodi er af Søren Kragh-Jacobsen og fra 1986, hvor sangen blev fremført første gang og lidt renere af Jes Ingerslev og Tom McEwan i det fabelagtige børneprogram ”Omsen og Momsen”, hvor de to optræder som både børn og forældre. Dengang var jeg selv seks år, og det er det samme slidte kassettebånd med seriens gode melodier og tidløse sangtekster om de smås verden, som vi hører i dag i den gamle franske bil.

Begejstringen for Søren Kragh-Jacobsens forståelse for børnefamiliens hverdag og store og små trængsler bliver som det første delt med sangskriveren og filminstruktøren, da Kristeligt Dagblads udsendte familiefar en solrig sommerdag dukker op i hans store Østerbro-lejlighed i København.

Kragh-Jacobsen kvitterer med ægte taknemmelighed og begynder straks at fortælle, hvor sjovt det var at skrive sangene til Danmarks Radio dengang i 1980'erne.

”Der var jeg jo selv småbørnsfar og var ligesom inde i den verden,” siger han ydmygt. Men mon ikke der er mange andre og flere generationer af børn og senere forældre, der har sat og sætter pris på hans erfaring omsat til de næsten 30 år gamle sange? Af en eller anden grund løb den fjollede ”Fy Fy Skamme” fra ”Nu er det ikke sjovt længere”-serien fra 1982 med opmærksomheden.

Vi er egentlig mødtes for at tale om Søren Kragh-Jacobsens film, men hans sange, ikke mindst hans evergreen ”Kender du det” om pigen Mona fra 1975 rammer plet i skildringen af menneskets sind i forskellige aldre.

Det samme har mange af hans film, ikke mindst de første børne- og ungdomsfilm, herunder ”Vil du se min smukke navle”, der kom tre år efter sangen om Mona. Og siden ”Gummi Tarzan”, ”Guldregn”, ”Skyggen af Emma” og ”Drengene fra Sankt Petri”.

”Jeg var så heldig at kunne portrættere forskellige tider, jeg har levet i. Jeg var meget ung, da jeg lavede 'Vil du se min smukke navle'. Og så har der ellers hver gang været cirka 10 års afstand til den tilstand, jeg har beskrevet i filmene,” fortæller Søren Kragh-Jacobsen, der sidder der med sit karakteristiske krøllede hår og store smil, lænet tilbage i sin sofa med hænderne over hovedet og benene over kors.

I stuen står der otte akustiske guitarerved skrivebordet under vinduet til gården. Og ved fjernsynet er en bunke dvd'er, der skal ses. Her er Kragh-Jacobsens to verdener, musikken og filmen, til stede i samme rum. Men det er filmen, den elektromekanikeruddannede forstadskøbenhavner altid har set som sit egentlige hverv, mens musikken mest er ”sjov” og en nebengesjæft.

”Mine film har været nedslag i tiden og er et billede af tidsånden. Der er film, jeg ikke ville kunne lave i dag. I 'Skyggen af Emma' flytter en pige ind hos en mand på 50, og den er en slags kærlighedshistorie, og jeg var overbevist om, at en voksen og et barn godt kan have et platonisk vidunderligt kærlighedsforhold. Det ville nok være ret grænseoverskridende i dag,” siger Søren Kragh-Jacobsen.

Han blev hurtigt kendt som instruktøren med en særlig evne til at instruere talentfulde børn og unge. I 1988 hjalp han 11-årige Line Kruse i gang med karrieren, da hun spillede den ressourcestærke Emma, der finder de sande værdier, i ”Skyggen af Emma”. I 1991 debuterede den dengang kun 17-årige Nikolaj Lie Kaas i ”Drengene fra Sankt Petri”. Og senest i Kragh-Jacobsens 11. film, den mørkere ”I lossens time” fra 2013, spilles drengen som otteårig af talentet Pelle Falk Krusbæk. Men det er krævende at arbejde med børn og unge, indrømmer Søren Kragh-Jacobsen, der forlod ”børneværelset” med filmen om teenagedrengenes modstandskamp mod besættelsesmagten og siden har koncentreret sig om deciderede film for voksne.

”Jeg elskede at lave alle mine film. Men det var hårdt at arbejde med børn. De har endnu ingen metode og bruger sig selv 100 procent. Følelser må de hente helt inde i det ægte, mens en voksen skuespiller kan producere følelser uden at blive slidt op. Det slider på børn og på mig.

Det kræver meget at få dem til at spille 'over teksten', som jeg kalder det. Altså være så godt inde i stoffet, at man kan slippe det og smide rundt med det. Man er meget fysisk med de mindre børn og tæt på dem, for at de kan præstere. Jeg måtte for eksempel holde Jordan Kiziuk ('Øen i Fuglegaden', 1997) i fødderne, mens han spillede. Han ville mærke mig,” fortæller Søren Kragh-Jacobsen.

Hvad synes du om børne-tv i dag?

”Jeg ser det faktisk ikke, men der er bestemt nogle flotte præstationer af børn og unge indimellem i voksenfilm, men det er en hård tid for børnefjernsyn. I 1970'erne og 1980'erne var der ingen konkurrenter. 'Guldregn' blev som serie flyttet fra DR torsdag til lørdag aften på grund af sin popularitet, det ville ikke ske i dag. Samtidig var tiden mere uskyldig. I dag er der et enormt medieudbud, og børn ser de store amerikanske familiefilm. Deciderede småbørnsfilm er der næsten ikke. Og alle børn har i dag en computer, hvor de til hver en tid kan finde noget, der overtrumfer næsten alt, vi laver,” siger Søren Kragh-Jacobsen, som har været lidt træt af at have børneprædikatet siddende på sig, når nu han for eksempel også var optaget af andre ting, for eksempel Anden Verdenskrig, som han har lavet to film om: ”Drengene fra Skt. Petri” og ”Øen i Fuglegaden”.

Søren Kragh-Jacobsen fik en hjælpende hånd af to venner og kolleger til at komme videre. En dag i slutningen af 1990'erne faldt han i snak med kollegerne Lars von Trier og Thomas Vinterberg, som havde fået en god ide.

”På det tidspunkt var jeg temmelig træt af 'film-making', og efter 'Øen i Fuglegaden' var jeg ret træt af de gammeldags måder at lave spillefilm på. Den film havde virkelig trukket tænder ud på grund af manglende midler og producere, der pludselig trak sig, og det samtidig med, at vi skulle optage i kulde og sne i Polen med masser af mennesker og udstyr og ikke mindst en lille dreng. Von Trier havde spurgt mig, om jeg ikke var træt af tung teknik og af at vente på lamper og kraner. Jo, det var jeg. En dag mødte jeg ham og Vinterberg, der var jubelglade og havde lavet en stiløvelse, hvor intet måtte været kalkuleret,” siger en smilende Kragh-Jacobsen.

Han lavede dogmefilmen ”Mifunes sidste sang”, og glæden ved at lave film kom tilbage, fortæller han. Men det var samtidig ”ét skud i bøssen”, selvom han godt gad at gøre det igen.

”Jeg synes, mange lærte af dogme, og branchen ændrede sig også. Hele filmprocessen går eksempelvis lidt hurtigere siden dengang. Jeg er meget glad for den film og holder af at se den igen. Vi ville have sol og sommer og være ude på landet. Vi optog filmen på 240 timer. Som med mange af mine film sikrede jeg mig at være så tæt på manuskriptprocessen som muligt. Vi fik lavet en sjov historie om noget fornuftigt,” siger han om den prisvindende kærlighedsfilm med Iben Hjejle, Anders W. Berthelsen og Jesper Asholt, der brød igennem som skuespiller i rollen som den autistiske bror, Rud.

Mange af Søren Kragh-Jacobsens film er centreret omkring parforholdet, og som han selv siger, har han efterhånden også god erfaring med sin livsledsagerske igennem 35 år.

Instruktørens karakterer er ofte lidt skæve eksistenser, den lille mand på gulvet, der sejrer på en eller anden måde. Det er jo kendetegnet ved eksempelvis Gummi Tarzan. Men temaerne, den 67-årige instruktør har arbejdet med, bliver ifølge ham selv indkapslet i hans seneste film, ”I lossens time”, om en ung forstyrret mands følelse af kærlighedstab. Han begår mord, og på et psykiatrisk hospital kommer han i snak med en forstående præst.

”Der er en tråd, der går igen i mine film. Det er den humanistiske historie om den lille mands sejr. Jeg er mange gange blevet tilbudt at lave spændingsfilm og har da også lavet en del på TV men jeg har svært ved at gå helhjertet ind i det. Det er at gå mod min egen natur, jeg er til livsbekræftende historier. De film, von Trier laver, er lavet ud fra et helt andet menneskesyn,” siger Kragh-Jacobsen.

Der er noget grundlæggende opbyggeligt i hans værk. Og den opmærksomme seer vil også have opdaget, at der enten er en kirke eller en præst til stede i mange af filmene. Det lægger han heller ikke skjul på selv.

”Jeg tror på et ekstra lag, noget højere end os selv. Der er et tyndt fernis af metafysik i mange af filmene. Det har altid pirret mig i en tid, hvor menneskene tror, de har styr på det hele og kan klare næsten alt: 'Det er os, der bestemmer, og os, der har kørekortet til verden'. Men jeg tror på en kraft uden for vores kontrol,” siger Søren Kragh-Jacobsen, der som barn blev ”jaget i kirke” af sin far og modsat andre i sin branche tør stå ved og tale om sin religiøsitet.

”Jeg har altid været et religiøst menneske. Jeg har tidligere prøvet at fornægte det, men det gik bare ikke. Jeg kan godt lide kirkens rum, historie og fortælling.”

I Søren Krag-Jacobsens 11. film, ”I lossens time”, kommer han for første gang rigtig tæt på det at tro. Per Olov Enquists drama fra 1988 om en psykolog, en præst og en ung morder i psykiatrisk forvaring gjorde dybt indtryk på ham. Teksten er fuld af undertoner og et mirakel, en slags genkomst.

Filmen får ifølge ham publikum til at tænke over begrebet tro: Er der en guddommelighed? Eller er Gud i dig selv? Spørgsmål, han gennem livet har stillet sig selv.

Er du blevet klogere på troen og livet med alderen?

”Det ville være en overdrivelse at sige, at jeg er blevet klogere på troen, men jeg er nok blevet stærkere i troen. Det kommer til udtryk som en stille indre kraft, der kræver eftertænksomhed og fordybelse. En smuk tanke, der er destilleret gennem et tykt lag af levet liv, og som nu banker lidt stærkere på og beder om din opmærksomhed. Vel ganske naturligt, når man stille og roligt nærmer sig den yderste dag,” siger Søren Kragh-Jacobsen og fortæller, at ”I lossens time” er svenske P.O. Enquists norrlandske udtryk for den ekstra time i døgnet, eller et slags sandhedens øjeblik, hvor tiden ikke længere gælder. Et sted i filmen bruges udtrykket ”i Guds armhule”, som for Kragh-Jacobsen er en metafor for det at kunne lægge sig trygt til hvile uden at frygte, når ”Gud spiller natten ind på himlens lysklaver”.

k.dk/kultur