Klogt om nutidens unge

Forskningsartikler sætter fokus på unges identitet

Ole Michael Spaten har i bogen "Unges identitet og selvopfattelse" samlet en række kompetente folk, der præsenterer læseren for et nuanceret billede af unges selvopfattelse.
Ole Michael Spaten har i bogen "Unges identitet og selvopfattelse" samlet en række kompetente folk, der præsenterer læseren for et nuanceret billede af unges selvopfattelse.

Børn og unge udvikler identitet og selvopfattelse på en anden måde end for blot en generation siden. Nutidens samfund bliver af mange betegnet som et opbrudssamfund, der er præget af individualisering, hvor det er op til den enkelte at skabe sin identitet.

Ole Michael Spaten, der er lektor i social- og personlighedspsykologi ved psykologistudiet på Aalborg Universitet, har samlet en række kompetente folk i ”Unges identitet og selvopfattelse”, og sammen fremlægger de en række kvantitative såvel som kvalitative undersøgelser, der præsenterer læseren for et noget mere nuanceret billede af unges selvopfattelse, køn og forhold til forældre end vanligt.

Et af de afsnit i bogen, der måske har den bredeste appel, er det om forældreskab. Forældre har altid været nogle af de vigtigste ”socialiseringsagenter” i børns liv, og forholdet mellem afhængighed og autonomi synes altafgørende vigtig for barnets identitet og selvopfattelse. I de danske ”forhandlingsfamilier” har man ofte benyttet sig af den autoritative opdragelse, der stiller krav og udviser kontrol, men også meget varme og involvering. Men den metode synes at være på retur. Man kan nemlig spore en tendens til, at den laissez-faire-prægede opdragelse vinder frem i en form for afmagt. Forældre i dag har ganske enkelt vanskeligt ved at følge med i og forstå den verden, som deres børn lever i, fordi den er så fundamentalt anderledes end deres egen og det stiller muligvis de unge endnu værre end de uforstående forældre, da de nu selv bliver tildelt ansvaret for at lykkes med livet.

Det er seriøs forskning, der ligger til grund for ”Unges identitet og selvopfattelse”, og resultatet er en på alle måder knastør og akademisk bog, der næppe når ud til det brede publikum. Men det kunne man godt unde den. Vender man blikket mod syd til Aarhus Universitets fine serie ”Tænkepauser”, kan man se, at den tunge forskning snildt kan formidles folkeligt til et bredere publikum, og der er mange børn, unge og voksne der kunne få forstand af pointerne hos Ole Michael Spaten og hans kolleger, for der ligger et solidt lag af empiri under bogen.