Det nye er ikke godt, og det gode er ikke nyt

Caspar Eric gør brug af referencer fra Facebook, Youtube, iPhone, Twitter og Netflix og skaber en medievirkelighed, som omfatter hele jeg'ets verden. Iris

Caspar Erics debutdigte er hæsblæsende og anstrengende

Caspar Eric debuterer med denne digtsamling, der kan beskrives som en blanding af 1970'ernes Dan Turll og de seneste års norske digterstjerne, Audun Mortensen. Fra Turll har Eric tendensen til at ophobe ”og”-konstruktioner i endeløse sætninger, hvor der registreres alle mulige ting fra jegets liv i storbyen.

Der gøres som hos Turll en del ud af at fortælle, at alt, hvad der tilhører den såkaldte finkultur for eksempel digtere og kunstudstillinger er noget bras, og at jeget, hvad materielle ting angår, mest er optaget af forhold som at få pizza og burger hos justeat.dk og 7/11, samt hvad der står på hans T-shirt.

Fra Audun Mortensen har Caspar Eric den voldsomme brug af referencer fra Facebook, YouTube, iPhone, mp3, MacBook, Twitter, Netflix, musikvideoer og internetsider en medievirkelighed, der angiveligt omfatter hele digterjegets verden, når man ser bort fra en forelskelse i en pige.

Den nævnte Turll-Mortensen-cocktail kan for eksempel lyde således: ”Jeg vil suckerpunche macbookens webcam/ jeg vil bodyslamme macbookens webcam/ og tvinge det ind i hukommelsen/ jeg vil drikke gin og tonic alene/ og vælte rundt og ryge cigaretter/ og synge med på medinatekster/ og spilde gin og tonic i tastaturet/ og macbooken vil blive helt fuckd”. Man kan naturligvis lovprise de smarte slangudtryk, men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke aner, hvordan man suckerpuncher en macbook, og at jeg heller ikke bliver videre nysgerrig efter at vide det ved at læse Caspar Erics tekst. Hertil er teksten simpelthen for manieret i sit rasende, opremsende flow, hvor der er alt for få stemnings- og intensitetsskift.

En anden trend, som bogen trækker veksler på, er den såkaldte performative biografisme, hvor digteren forsøger at skabe en æstetisk fascination omkring sit biografiske jegs relation til bogen. Her har Gyldendal følt sig kaldet i markedsføringen ved at anføre, at ”jeget i bogen ligner i udpræget grad” forfatteren selv. I bogen findes der tilsvarende talrige referencer til forfatterens liv, ikke bare i form af en række fotos af Eric, men også i teksten, hvor digteren fortæller om bogens tilblivelse:

”Jeg tænker helt sikkert mest på sex/ i det øjeblik hvor jeg siger/ vil du ikke tage mit portrætfoto/ til denne her bog jeg skriver/ selvom det i virkeligheden er gyldendal/ som kommer til at eje portrættet”.

Skal man vurdere Caspar Erics bog, kan man naturligvis se talent i de voldsomme kaskader af sideordnede sætninger. Sammenligner man værket med en række andre yngre debutanter som Yahya Hassan, Lea Løppenthin eller Signe Gjessing, mangler der imidlertid poetisk spændvidde, originalitet og modenhed. Her er det, der er nyt, ikke særlig godt, og det, der er godt, ikke nyt, som en klassisk kritik lød.

Hos Caspar Eric skal man den ene efter den anden gang læse formuleringer, der er så tænderskærende tåbelige og umodne som denne: ”Jeg ville ønske jeg kunne få/ en hospitalsseng/ på en lukket afdeling/ med en spiseforstyrrelse/ som ikke skulle være en rigtig spiseforstyrrelse/ men også bare en praktisk måde/ at være væk en uge/ og udelukkende spille playstation alene”. Eller: ”Jeg synes du er lækker når du går i pels/ og at det er vigtigere/ end 10.000.000 døde babysæler”.

Endelig vil de fleste nok rive sig i håret, når de ser siderne 43-53 i Caspar Erics bog, hvor der ikke står andet end ordene ”og mere youghurt” over 500 gange, uden at man har nogen anelse om, hvad meningen er. Caspar Eric burde have ventet med at debutere, til han havde noget vægtigt at byde på.