Fjenden er nogens familie

Forfatteren Dy Plambeck udsender i morgen romanen ”Mikael”, der både handler om krig og kærlighed. Den er inspireret af hendes eget besøg hos de danske soldater i Afghanistan i 2012

Dy Plambeck har før skrevet romaner om Danmark og danskere uden for storbyerne, men oplevede efter opholdet i Afghanistan, at hun ikke længere kunne skrive om de samme emner på samme måde som før.
Dy Plambeck har før skrevet romaner om Danmark og danskere uden for storbyerne, men oplevede efter opholdet i Afghanistan, at hun ikke længere kunne skrive om de samme emner på samme måde som før. Foto: Arkivfoto.

En soldat er et civilt menneske i uniform. En soldat er trænet til at slå ihjel, men han eller hun er også et menneske, nogens barn eller måske ligefrem forælder. Og derfor rammer Dy Plambeck en skræmmende sandhed, når hun indleder sin nye krigsroman, ”Mikael”, med at skrive, at ”fjenden er et menneske” som en slags omskrivning af Bjergprædikenen, hvor Jesu opfordrer til at elske sin fjende.

I hendes roman, der baserer sig på hendes eget besøg hos de danske kamptropper i Afghanistan i 2012, skal åbningssætningen dog ikke læses som udtryk for ren og skær næstekærlighed, forklarer hun.

”Jeg fik den sætning fra en soldat, som jeg talte med under mit ophold i Afghanistan. Han sagde, at det vigtigste ved krigen for ham var at forstå, at fjenden var et menneske. Det lyder jo humant. Men det var ikke kun en forståelse af, at den, man skød på, også var nogens familiemedlem. Nogens barn, bror eller far. Nej, hvis man skulle ramme fjenden, måtte man netop forstå, at han tænkte på samme måde som en selv. At han ville gemme sig der, hvor man selv ville gemme sig,” siger Dy Plambeck, der sidder højgravid på sit kontor og fortæller om sine erfaringer fra Afghanistan.

Det var en forfatterkollega, der sendte hende på sporet af krig for lidt over to år siden. For hendes gode ven Alen Meskovic var selv flygtet som 17-årig fra det daværende Jugoslavien under Balkankrigen for 20 år siden. Og han tog hende med tilbage til Bosnien for at vise hende og en anden forfatter, hvor han kom fra.

”Jeg blev både fascineret og skræmt over, hvordan krigen 20 år efter stadig sad i samfundet. Husene stod stadig som ruiner med skudhuller i, og trætheden sad stadig i øjnene på folk. Vi gik ned ad en gade i Sarajevo, som nu var en blomstrende forretningsgade, men som 20 år tidligere havde dannet rammen om en frygtelig massakre. Dér blev jeg interesseret i krig, og jeg begyndte at læse både skønlitterære og faglitterære bøger om emnet,” fortæller hun.

Sådan fik hun idéentil at tage til Afghanistan for at se, om hun selv kunne skrive om krig.

”Jeg vidste ikke, om jeg kunne. Men jeg fik arrangeret det sådan, at jeg kunne tage af sted for Weekendavisen mod, at jeg skrev et par reportager for dem. Det første, der slog mig, var, hvor smukt Afghanistan faktisk er. Jeg havde svært ved at forstå, hvordan man kunne slås og slå ihjel i så smukke omgivelser,” fortæller forfatteren, der dog hurtigt fik fyldt sine medbragte notesblokke med indtryk fra sit møde med de danske soldater og deres arbejde under sit 14 dage lange ophold i Afghanistan.

”De store soldaterlejre var fuldstændig bygget op som en dansk provinsby med kirke, posthus, politistation og en café, hvor to kristne kvinder bagte kager. Ved første øjekast kunne det derfor minde om vores samfund. Det hele foregik bare i telte og containere. Men samtidig var det hele også anderledes,” siger hun og tilføjer:

”Krigen har jo ophævet standardsætningen fra De Ti Bud, der gennemsyrer alle civiliserede samfund: 'Du må ikke slå ihjel'. I lejrene kunne soldaterne godt nok ligge fredsommeligt på deres senge og se videofilm eller gå i supermarkedet og købe en pose ”Familieguf” eller måske endda en fladskærm som os andre. Men når de kørte ud ad portene fra lejren, ændrede alt sig. Alle de begreber og al den lovgivning, der omgiver det civile samfund, blev ophævet. Den dobbelthed i krigens rum syntes jeg var meget interessant at beskæftige mig med.”

Hun lagde som aftalt ud med at lave nogle journalistiske reportager, men hun havde stadig en del stof i overskud, som hun kunne bruge til sit bogprojekt.

”Mit mål var at prøve at beskrive soldaternes bevidsthed i stedet for at lave en politisk bog, hvor jeg tog stilling til, om krigen var forkert. Men alle mine oplevelser skulle først transporteres gennem et filter af fiktion, før jeg kunne bruge det.”

I den proces begyndtekrigens forbindelse til sprog hurtigt at interessere hende.

”Soldaterne har fået en træning, hvor det handler meget om kroppen. Det er, som om krigen overtager soldaternes kroppe. De er nærmest blevet trænet til at være en stor krop. Det skaber et sammenhold, som jeg tror, at mange af dem savner, når de ikke er i krig. Det er jo ikke, fordi de savner at slå ihjel eller at se deres venner blive såret. Men de savner sammenholdet og enkeltheden i at vide præcis, hvordan de skal opføre sig, når de er i ildkamp. Dér er kroppen på arbejde. Dér behøver de ikke engang at tænke. Kroppen ved præcis, hvad den skal i krigen. Men det er svært for soldaterne at sprogliggøre bagefter.”

Dy Plambeck tøver et øjeblik:

”Krigen ødelægger sproget,” kommer det så:

”Soldaterne bruger for eksempel udtrykket ”at rense op” i stedet for at sige, at de slår fjenderne ihjel i et område. Og jeg oplevede selv, hvordan mit eget sprog i begyndelsen blev ødelagt af krigen. Da jeg kom hjem, kunne jeg for eksempel slet ikke fortsætte med at skrive på samme måde som før om skæve eksistenser i Provinsdanmark, som jeg ellers var i gang med. Nu måtte jeg i stedet kæmpe for at få hver sætning frem og sætte dem sammen som en guirlande, så de til sidst skabte en fiktiv fortælling fra Afghanistan. Jeg ser derfor også min roman som et skifte i mit forfatterskab. For krigen krævede et andet sprog for at blive fortalt.”

Langtfra alt handler dog om krig i Dy Plambecks roman, der er skrevet i en nøgtern, men poetisk og smuk tone. For hun har også syet en kærlighedshistorie ind i sin roman, der inspireret af virkeligheden både følger soldaten Mikael og den kvindelige journalist Becky, der forelsker sig i soldaten:

”Kærlighed og krig er på mange måder det modsatte af hinanden. Hvor kærlighed handler om at nærme sig andre mennesker, handler krig om at nedkæmpe andre. Men som fortælling syntes jeg, at det var interessant at indlægge en kærlighedshistorie i krigens rum.”

En anden modsætning til krigens logik beskriver hun ved hjælp af feltpræsten og de damer, der drev den kristne cafe ”Kuffen”:

”Feltpræstens funktion er at være bindeled mellem krigens verden og hverdagen derhjemme. Feltpræsten er en neutral person, som hverken deltager i krigshandlingerne eller fordømmer dem. Og jeg oplevede egentlig, at der var meget stor respekt omkring feltpræsten i soldaterlejren,” siger Dy Plambeck og tilføjer:

”Man kan spørge sig selv, hvad en præst skal i en krig, hvor ingen vender den anden kind til, mens man i stedet bryder det bibelske bud om ikke at slå ihjel. Men faktisk synes jeg, at det giver enormt meget mening for en præst at være der og holde fast i soldatens følelse af at være menneske. Feltpræsten er en person, som soldaterne kan betro sig selv. Han er mere én af dem, end en psykolog er. Og han er også den, der står for ceremonien, hvis en soldat dør i kamp. På samme måde fungerede 'Kuffen' som et fristed, hvor soldaterne på en eller anden måde kan finde fred. Og ingen blev irriterede midt i deres backgammonspil, når damerne holdt aftenandagt og sang salmer og bad soldaternes bøn, der handlede om at give soldaterne mod og lade dem komme sikkert hjem igen.”

Men kan du selv forbinde kristendom og krig?

Det er svært. For det ligger jo netop dybt i kristendommen, at man skal elske sin næste og ikke slå ham ihjel. Men der er jo også krig i Bibelen. Og måske kunne en måde at vise næstekærlighed på også være at tage et ansvar ved at gå i krig og sætte sit liv på spil for sin næstes skyld.”

Kunne du selv være soldat?

”Nej, det er jeg slet ikke interesseret i. Jeg har ikke psyken til det fag. Desuden hader jeg at ligge i telt,” siger Dy Plambeck med et grin, inden hun tilføjer:

”Men jeg har stor respekt for soldaterne.”

Portræt af forfatteren Dy Plambeck i nærheden af hendes bolig på Frederiksberg.
Portræt af forfatteren Dy Plambeck i nærheden af hendes bolig på Frederiksberg.