I foråret 1862 fortæller den flittige 57-årige brevskriver H.C. Andersen flere af sine venner, at han snart igen skal på en længere rejse; han skal besøge Spanien, og muligvis tager han også til Afrika.
”Jeg er jo ung af sind,” som han selv fremhæver senere betror han sin dagbog, at han går i vandet i Barcelona iført spanske svømmebukser og føler sig særdeles forfrisket og nej, Andersen blev ikke fotograferet ved den lejlighed, men den spanske rejse udmønter sig i den moderne rejsebog ”I Spanien”.
H.C. Andersen er eventyrets mester, men han er også rejsebøgernes skarpe og moderne forfatter, en lydhør og åbent oplevende skribent, som ufortrødent blander lyrik, beretning og reportage.
I brevene fra 1862 beretter Andersen desuden glædestrålende om, at hans digtning nu er kendt i Indien, hans eventyr bliver oversat af hinduer; og især eventyret om en moder skulle være populært. At min eventyrdigtning, siger Andersen, er gået til digteren Kalidasas fædreland og er blevet hjemlig dér, det er en skøn drøm for mig, ja et eventyr.
I dag (i går, red.) har vi her i Odense besøg af en digter, der har rundet mange verdenshjørner i Indien, Pakistan, Europa og USA, men hvis eventyrlige bøger i efterhånden mange år har været hjemlige i Danmark. Årets modtager af The Hans Christian Andersen Literature Award, Sir Salman Rushdie, har skrevet bøger, hvis for-tællinger og eventyr hører hjemme i Odense og overalt i verden, hvor læsere elsker at lytte til historier, der både går til hjertet, og som udfordrer tanken med svimlende plots og et mylder af forunderlige personer.
Blandt hans hovedværker er ”Midnatsbørn”, 1981, et stort epos med et væld af historier om det moderne Indiens tilblivelse, og ”De sataniske vers”, 1988, vor tids vigtigste immigrationsroman om sammenstød og møder mellem kulturer, ytringsfrihed, hjemlighed og fremmedhed under en global himmel. Blandt de nyeste storværker er hans selvbiografi ”Joseph Anton. Erindringer”, 2012, der skildrer de mange svære år efter udstedelsen af fatwaen, den religiøse belæring, som frihedselskende overalt i verden har fordømt og aktivt modgået.
Rushdies erindringsbog er fuld af gribende momenter, ikke mindst hans fortælling om skolegangen i 1960ernes England, hvor drengen mødes med racisme og mobning. I 1800-tallet var der for det fattige barn H.C. Andersen fra Odense meget langt til de københavnske borgerhjem, og den lærde skole var fuld af spotlatter, ondskab, overgreb og blind vrede; ”Rejs De ad helvede til” var som bekendt rektorens afskedssalut til ham.
I det 20. århundrede føler den indiske dreng på den engelske kostskole en enorm afstand mellem barndommens verden og det nye engelske miljø, og han begår de tre utilgivelige fejl: at være fremmed, at være dygtig og være dårlig til sport. ”Det, man lærer i skolen, er ikke altid det, som skolen tror, at den lærer én,” skriver Salman Rushdie.
H. C. Andersen eksperimenterede med erindringsgenren ved at skrive flere selvbiografier; Rushdie bruger et kæmpeværk på over 600 sider til sit store livtag med genren. Men ikke en af de mange sider er overflødig.
Den sproglige opmærksomhed hos Rushdie over for blandinger af forskellige sprog, eksempelvis engelsk og indiske sprog, er blevet fremhævet som en særlig styrke i hans forfatterskab, og han har selv forklaret, at det er vigtigt, at indiske forfattere er lydhøre over for de møder mellem sprog af forskellig oprindelse, som opstår i nutiden, frem for at afvise engelsk som kolonialismens sprog. Sprog skal ikke gøres til en antikvitet, men være levende og bevægeligt i tanke, følelse og tid.
Men en sådan lydhørhed over for sprog var jo allerede Andersens særkende talesprog, skriftsprog, dialekter og kancellisprog blander sig i hans eventyr. Den sproglige nerve er selvfølgelig enhver digters kendemærke, men for både Rushdie og Andersen bliver nerven ekstra receptiv af de kulturchok, de i hver deres tidsalder har oplevet. Også humoren er vigtig. Den er uforlignelig og altid sprogligt præcis og drillende, som når Rushdie i børnebogen ”Luka og livets ild” lader Luka og hans følgesvende, den mystiske Nobodaddy, hunden Bjørn og bjørnen Hund, rejse gennem rotteriget og blive belært om Over-Rotten og dennes særlige status:
”Og hvem vælger Over-Rotten?”, spurgte Luka.
”Han vælger sig selv,” sagde Nobodaddy. ”Han vælger faktisk sig selv igen og igen og gør det stort set hver eneste dag, for han kan godt lide at gøre det. Han kalder det Naturlig Udvælgelse.”
”Det lyder mere, som om han trænger til en gang Naturlig Fravælgelse,” fnøs hunden Bjørn, som fik en gruppe forbipasserende Rotter til at se skarpt efter dem. ”Pas på,” advarede Nobodaddy ham, ”alle her er ude på ballade.”
Problemer er der nok af for Luka, Bjørn og Hund; men eventyr og virkelighed kræver og forløser hinanden hos Rushdie. De to eventyrbøger fortæller om det nære forhold mellem far og søn, rørende og grinebideragtigt på en og samme gang. Alt fra computerspil til ældgamle myter og guder har del i Rushdies eventyr om drenge og mænd.
I ”Joseph Anton” beretter Rushdie om, hvordan hans roman Raseri fra 2001 får en dårlig modtagelse i den litterære kritik. Tidligere er han blevet såret over dårlige anmeldelser, men nu følger han en ny form for frihed, for hvad anmelderne end måtte mene, så er han sikker på, at det er den vej, han skal. Den erkendelse, hvor ro og uro blander sig, fører frem til en særlig indsigt. I slutningen af erindringerne hedder det om litteraturen, at den hjælper os til at se, at vi mennesker kan være meget mere, end vi tror; at vi kan være uenige om børneopdragelse, politik og fodbold, men fælles om at være bange for mørket og dele ønsket om at skabe et fællesskab. Litteraturen opmuntrer ganske enkelt mennesker til forståelse for og sympati med hinanden.
Den visdom og det håb, giver Sir Salman Rushdies forfatterskab mennesker overalt i verden, og derfor takker hans læsere ham.
Vi tildeler Sir Salman Rushdie The Hans Christian Andersen Literature Award for i en blanding af verdensvendt realisme og eventyrlig fabuleren at tematisere rejsens og kulturmødernes betydning for vores samtid.
