”Jeg ville egentlig ønske, at jeg havde skrevet en mere kritisk bog”, sagde den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie kækt ifølge hans egen selvbiografi under et live-interview på amerikansk tv i 1989. Det var lige efter, at den iranske Ayatollah Khomeini havde udsendt en fatwa en slags religiøs dødsdom over ham på grund af, hvad Khomeini betragtede som satanisk blasfemi i Rushdies roman ”De sataniske vers”.
Salman Rushdie er stadig en indædt religionskritiker, men da den lille store forfatter i går kom til Odense for at modtage Hans Christian Andersen Literature Award, H.C. Andersens Litteraturpris, forklarede han, at han i dag er lettet over, at folk omsider begynder at betragte hans romaner som romaner.
”Længe læste alle mine bøger sociologisk, religiøst eller politisk, bare ikke litterært. Det forekom mig mærkeligt, at folk troede, at jeg havde en stor plan bag 'De sataniske vers'. For min eneste plan var at skrive så god en roman, jeg kunne,” siger Salman Rushdie og kalder sig endda ”agendafri”, inden han tilføjer:
”Jeg har altid ment, at romaner ikke skulle være politiske. Hvis man vil skrive politisk, kan man gøre det på en hurtigere og mere direkte måde. Romaner tager også lang tid at skrive, så de egner sig slet ikke til politiske kommentarer. ”
Til Salman Rushdies store frustration blev enkelte afsnit af hans berømte roman som bekendt fremhævet, som om de var hans egen holdning.
”Jeg ville bare gerne have, at folk ville læse bogen som en bog. Balladen opstod først og fremmest ud af to drømmesekvenser ud af en bog på næsten 600 sider. Romanen handler ikke om islam, men om emigration. Det er ikke en roman om religion, religion er kun en undertekst i den. Men det blev glemt dengang. Romanen handlede om en karakter, der havde mistet sin tro og som en konsekvens af det mistet forstanden. Han lider af kompliceret skizofreni og har underlige drømme om religionens opståen. Det er da det, man kalder fiktion.”
Sådan blev det ikke opfattet i Iran. Og han måtte gå under jorden af sikkerhedsgrunde, da det gik vildest for sig. Alligevel er han ikke glad for det store sikkerhedsopbud i Odense:
”Jeg går ud fra, at de er der på grund af jer, og ikke på grund af mig”, siger han spøgende foran den lille flok gruppe journalister, der har fået lov til at møde ham på Odense Centralbibliotek inden prisoverrækkelsen.
Faktisk har han følt sig som en fri mand i 13-14 år, og han tager uforfærdet metroen i New York, hvor han bor, fortæller han. Men verden er ikke blevet mindre voldelig siden 1989. Og det bærer radikale religiøse især muslimske bevægelser en del af ansvaret for, mener Salman Rushdie:
”Jeg bliver nødt til at sige, at de fleste religiøst betingede voldelige handlinger bliver udført af muslimske terrorister. Sådan er det. Min mest optimistiske forhåbning er, at fænomenet islamisk radikalisme historisk set bliver en relativt kort affære. For de lande, hvor islamisk radikalisme har haft succes, som Iran, Afghanistan, Algeriet og Libyen, er alle sammen lande, hvor folket generelt ikke brød sig om det. Når radikal islam faktisk får magten i et land, opdager folk som regel, at de faktisk ikke ønsker det. Det var, hvad det arabiske forår handlede om. Det var ikke succesrigt, men det var det, det handlede om. De fleste mennesker i den muslimske verden vil have, hvad alle andre vil have. De vil leve i åbne samfund, der er fri for undertrykkelse.”Derfor mener han også, at man som åbent samfund skal stå fast, når man bliver truet, hvad enten det handler om forsvaret af de danske Muhammedtegninger eller hans egne romaner:
”Hvis man giver efter for trusler, garanterer det ikke, at trusler forsvinder. Tværtimod gør det problemet større. Og en af grundene til, at 'De sataniske vers' blev forsvaret af så mange andre forfattere, var, at det kunne ske for andre bøger. De forsvarede sig selv. Og et af problemerne, vi har haft med alle disse begivenheder, er, at folk siger, at man skal lede efter dybereliggende årsager. Som om kriminaliteten kan undskyldes, fordi den har en årsag. Det er stadig et mord, selvom morderen ikke kan lide sit offer. Jeg har ikke læst hans digte, men en ung poet som Yahya Hassan må have lov til at sige, hvad han vil, uden at blive udsat for vold.”
Tror du ikke, at religion også kan være en del af løsningen på konflikter i for eksempel Mellemøsten?
”Det ved jeg ikke. Det ser ikke sådan ud. Jeg tror, at hvis man er en del af problemerne, er det svært at være en del af løsningen.”
Til gengæld tror han på, at litteratur gennem sin usande fiktion kan hjælpe mennesker til at komme tættere på menneskelige sandheder. Og her føler han et slægtskab med H.C. Andersen.
Allerede som barn i Bombay læste den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie med fornøjelse en samling af H.C. Andersens eventyr. Dem glemte han aldrig, så han blev stolt, da han fik at vide, at han var dette års modtager af Hans Christian Andersen Literature Award, fortæller han:
”Det er jo altid rart at modtage en pris, men når den er opkaldt efter en anden forfatter er det noget særligt,” siger han.
Salman Rushdie har som H.C. Andersen både skrevet fantasifulde eventyr for børn i Rushdies tilfælde, fordi hans egne børn bad ham om det.
”Men de bøger udspringer af den samme tradition, som alle fabler og eventyr udspringer af.”
Hvordan forholder du dig til, at H.C. Andersen også var en kristen forfatter?
”Ja, det var han, men på den anden side ikke. Nogle af hans historier er åbenlyst religiøst inspirerede som for eksempel 'Den lille havfrue' med en meget klar kristen klang af sjælen og dens efterliv. Som en ret velkendt ateist ville jeg ikke selv have grebet en historie sådan an. Men jeg synes, at der er nok af hans historier, som jeg ville kalde moderne, fordi de ikke nødvendigvis er defineret af simple ideer om godt og ondt. Det gør ham efter min mening mere spændende. Historier som 'Snedronningen' og ”Skyggen' er mere mørke historier. Man kan se forfattere som Kafka komme ud af den tradition. Folk sammenligner ellers sjældent H.C. Andersen med Kafka, men det mener jeg faktisk, at man kan.”
