Antropologi er videnskaben om mennesket, men ordet anvendes om to i almindelighed temmeligt forskellige videnskaber. For det første er antropologien en kulturvidenskab. For det andet er antropologien også betegnelsen for den videnskab, der eftersøger menneskeartens biologiske oprindelse og udvikling.
De to former for antropologi har i lang tid ikke haft meget med hinanden at gøre, men nu forekommer et sjældent møde i (kultur)antropologen Ole Høiris' bog ”Menneske”, der forfølger århundredernes forskellige forklaringer på, hvor mennesket kommer fra.
I lang tid var det afgørende for alle overvejelser over den sag, at de i tilstrækkelig grad måtte harmonere med den bibelske fortælling om menneskets oprindelse. En del af Høiris' bog er helliget den ganske dramatiske historie om, hvordan videnskaben i løbet af 1800-tallet gradvist frigjorde sig fra de religiøse bindinger. Netop denne del af videnskabshistorien er blevet en fast del af videnskabens egen oprindelses-mythos og fremføres som sådan i reglen i stor opsætning og med trompetfanfarer. Det er dog ikke Høiris' anlæggende at deltage i denne forestilling. I stedet viser han, at kontroverserne om menneskets oprindelse langt fra ophørte, i og med at videnskaben havde frigjort sig fra teologiens hegemoni. Til den dag i dag fortsætter de videnskabelige diskussioner om menneskets oprindelse og udvikling med at være kontroversielle og politiserede.
Enhver tids videnskab må, for at blive accepteret i et vist omfang stemme overens med tidens grundlæggende forestillinger. I 1920'erne var det uacceptabelt, at menneskeracen skulle have haft sin vugge i Afrika, for europæerne brød sig ikke om den tanke, at de skulle have haft sorte forfædre. Med nazismens militære nederlag blev den racebaserede videnskab til gengæld odiøs, og forklaringer, der betonede alle racers fælles oprindelse, blev nu populære.
Den slags sammenhænge mellem videnskab og politik tilhører ikke en fjern fortid. Også i den nyeste forskning spiller den politiske interesse undertiden ind. Således har kinesiske forskere, i takt med Kinas tiltagende geopolitiske betydning, argumenteret for, at Kinas rolle i menneskehedens forhistorie er blevet undervurderet, ligesom fund af urmenneskelige rester i Australien har spillet en væsentlig rolle i de australske aboriginals' identitetssøgen.
Navnlig i de sidste par århundreder har fund af knogler spillet en afgørende rolle for de videnskabelige forsøg på at finde en tilfredsstillende fremstilling af menneskets udviklingshistorie. Flere gange har skeletfund ført til, at man kunne afvise visse teorier. Men knogler kan ikke tale. Ethvert fund må tolkes og læses ind i en større sammenhæng, som knoglerne ikke selv fortæller.
Og det synes da også at være bundlinjen i Høiris' fremstilling: Den biologiske antropologi har, gennem sine opdagelser og teorier, bestemt haft indflydelse på, hvordan vi kan forstå mennesket, men på den anden side er den ikke selv leveringsdygtig i nogen bestemmelse, som helt kan sige sig fri for at have et vist spekulativt fundament. Menneskets forhistorie er, i alle sine varianter, i sidste ende en historie, som mennesket fortæller om sin egen oprindelse.