En af de mest skræmmende og tabuiserede forestillinger er en verden, hvor mennesket ikke længere er klodens mest intelligente væsen. Det i en grad, hvor det synes lettere at forestille sig menneskehedens ophør end dets videre udvikling.
Den hastige udvikling i bioteknologi og teknologi som sådan har dog gjort forskellige scenarier omkring menneskeskabte spring i evolutionen nærværende. Den canadadiske forfatter Margaret Atwood skriver således i efterordet til tredje bind i hendes postapokalyptiske trilogi ”MaddAddam”, der udkommer på dansk i dag, at alle væsener i hendes bog enten er under udvikling eller teoretisk mulige. Hvis de ikke allerede findes.
”MaddAddam” foregår i en verden, hvor næsten hele menneskeheden er udryddet af en pestlignende epidemi, men hvor nye væsener allerede var blevet dannet af den begavede Crake, som også blev skildret i trilogiens første bind, ”Oryx and Crake”. Crakerne er menneskelignende, men blidere, og som også en forfatter som Michel Houellebecq har gjort det, sætter romanen spørgsmålstegn ved menneskets moralske habitus, og om vi ikke netop på det punkt let kan overgås? Også spørgsmålet om, hvorvidt det sidste menneskelige dna er værd at bevare, stilles også af bogens andre væsener, som udgør en ganske mangfoldig samling, der blandt andet omfatter muterede grise.
I det tomrum, der er opstået efter mennesket, fortæller Atwood om nye forsøg på at skabe mening. Guds Gartnere, som allerede optrådte i andet bind af trilogien, er en økologisk bevægelse, som dyrker det naturlige som en religion. MaddAddamerne er en rest af menneskeheden, som bekæmper de ødelæggelser, som de bioteknologiske firmaer har sat i gang. Det er også blandt dem, at man finder de egentlige hovedfigurer i en roman, hvor karaktererne dog aldrig bliver helt skarpt tegnet: Zeb, Toby og Adam, som ender med at kæmpe mod de voldelige Painballere, mens Crakerne plager om at få fortalt historier om, hvordan de blev til.
Atwoods roman giver i selve sin form en god fornemmelse af, hvordan det kunne føles at leve i en verden, hvor man ikke længere kan orientere sig eller stole på, at man ved, hvordan tingene hænger sammen. Bynavne optræder hist og her som et minde om vor verden, men ellers er man som på en anden planet. Det er både en styrke og en svaghed ved romanen.
På den ene side fremskriver den nogle følelser af at være fortabt i en ny verden, hvor man søger mål med tilværelsen og skal indrette sig på en diffus ny orden, som man ikke selv kan kontrollere. På den anden side er de mange spring i fortællingen og det ukendte univers med til at komplicere læsningen og svække empatien med de ellers hårdt plagede karakterer. Atwood er en legesyg fortæller, der også får lagt en del humor ind i den uroplagede verden, men opfindsomheden trives også på baggrund af en uforpligtethed, fordi bogens verden jo ikke kan måle sig med nogen virkelighed, også selvom Atwoods pointe er, at det kunne blive virkelighed.
Atwood var efter sigende i spil til Nobelprisen sidste år, som i stedet gik til hendes landsmand og veninde Alice Munro. To meget forskellige forfattere: den ene med et stille blik for det intime, den anden med den store lyskegle rettet mod fremtiden tilsammen en demonstration af litteraturens spændvidde og historiefortællingens nødvendighed. Nu og fremover.