”Det er som noget fra et af de gamle melodramaer, paterfamilias på dødslejet, familien samlet, og tjenestefolkene trætter nedenunder.” Sådan lyder det et sted i John Banvilles nye roman på dansk, ”Uendelighederne”, med en dækkende beskrivelse af omdrejningspunktet for handlingen.
Romanens miljø kendes fra tv-serien ”Downton Abbey” eller ”Gensyn med Brides-head”: britisk dannelse og åndfuldhed med længsler og drifter, der løber lige under overfladen. I dette tilfælde er vi på et irsk herresæde, hvor den berømte matematiker Adam Godley ligger for døden, og familien samles til et sidste farvel. I løbet af 24 timer præsenteres Godleys livshistorie gennem hans egne tilbageblik og historier om hans unge kone, hans ekskone, og deres to børn, den vægelsindede søn Adam og den uligevægtige datter Petra og hendes forlovede, der kommer forbi Arden House på visit.
Nu kommer så det mindre velkendte, for ”Uendelighederne” fortælles fra gudernes verden, nærmere bestemt af Hermes, søn af Zeus. Han præsenterer handlingen og griber selv ind i den med jævnlige optrædener i den menneskelige verden og har i det hele taget en fest med at kommentere de dødeliges dårskaber, samt med at holde sin virile far lidt på afstand af handlingen.
Lidt misfornøjet med, at menneskeheden har forkastet den græske gudeverden til fordel for ”den blege galilæer”, som kristendommens grundlægger kaldes, er Hermes også, for et sted formaner han os læsere:
”I skulle have holdt jer til os. Vi tilbyder ingen sjæle-frelse, men heller ingen fordømmelse; intet liv efter døden hvor I vil kede jer i al evighed; ingen parousia, intet regnskab eller guddommelig straf, intet himmerige på jorden; ikke noget som helst, faktisk, bortset fra historier, trøstende eller i det mindste trøstende fornuftige redegørelser for hvordan og hvorfor ting er som de er, og hvordan de bliver opretholdt eller endog, af og til, en sjælden gang imellem, forandret.”
”Uendelighederne” er selv sådan en trøstende historie om, hvordan verden opretholdes, og man mærker tydeligt undervejs, at forfatteren Banville har moret sig med at spille græsk gud og alvidende fortæller. Især da den Panlignende skikkelse Benny dukker op halvvejs henne i handlingen og laver yderligere ravage i familiefortællingen, sker der noget.
Det knirker og knager i fortælleuniversets snoreloft, når guder hejses ned på scenegulvet i Arden House og hives op igen efter Hermes' og Banvilles forgodtbefindende. Sådan lige hvor dybt det hele stikker er måske mere tvivlsomt, men muntert på en særdeles sofistikeret facon er det, og Banvilles personkarakteristikker er i top. Klassisk fortællekunst fra en stor stilist, som modtog Bookerprisen for romanen ”Havet” og som skrev den superbe roman ”Den urørlige” om Anthony Blunt, der var mangeårig spion for Sovjetunionen.
Godt, at også ”Uendelighederne”, denne guddommeligt fjollende roman fra 2009, nu findes på dansk.