Inden for blot et par år har Carl-Henning Wijkmark (født 1934) ikke bare fået tre af sine romaner oversat til dansk, men også slået sit navn fast på denne side af Sundet som en af de mest betydelige nutidige svenske forfattere. ”Natten der kommer” (på dansk 2013) var for mig personligt den store øjenåbner. En morbid, illusionsløs og dybt følsom beskrivelse af en døende patients sidste levedage. Opmuntrende? Uha, nej. Opløftende, livsudvidende? Ja, i allerhøjeste grad.
Med den nye efterfølger ”Vi ses igen i næste drøm” er vi endnu en gang ude ved eksistensens rand. Ikke på en rejse frem mod døden, men på en rejse tilbage i tiden, dagklart og helt bogstaveligt, selvom det hvilket titlen desværre tydeligt angiver, hvorved en foruroligende dobbelthed forsvinder blot er en drøm. Derom senere.
Optakten er følgende: Den svensk-amerikanske professor Frank Larson er efter mange år i USA tilbage i sit hjemland for at deltage i et symposium på universitetet i Lund. Netop før det hele går i luften, falder han i kælderen lige lukt ned i et ormehul. Forvirret vågner han op i en helt anden tid, 90 år tidligere.
Herfra starter en labyrintisk fortælling og et kryptisk tankeeksperiment. Som en matematisk ligning fører Wijkmark sin hovedperson først rundt i 1920'ernes Lund med alt det fremmedartede og uigenkendelige, det indebærer.
Meget er endnu ikke opfundet, kulstof 14-metoden for eksempel, hvilket skal vise sig at have stor betydning. Goethe har skrevet ”Faust”, men F. Scott Fitzgerald ikke ”Natten er blid”, irrationelt længes han efter at læse den. Hitler er stadig en perifer fantast, og Frank Larson selv var slet ikke født.
Med en forbavsende målrettethed får vores professor, der et sted i sit forslåede baghoved nok er klar over, at virkeligheden og slaget har spillet ham et puds, etableret sig i den nye, gamle tid. Mobiltelefonen og betalingskort er selvsagt til ingen nytte. Men han tjener lidt på nogle artikler til avisen, han låner lidt, pantsætter lidt, han køber tøj, der passer til modebilledet, han ændrer årstallet i sit pas. Og ikke mindst får han et projekt.
Han vil opsøge sin mor, der i 1924 er en purung pige og endnu end ikke har tænkt på, at hun en dag skal føde lille Frank. Der er noget, der skal forsones mellem de to, et uafklaret mellemliggende, et følelsesmæssigt ”ormehul”.
Rejsen går derfor til Amalfi, hvor den unge frøken Fagerdahl opholder sig, og det symbolske bindeled mellem de to er en vidunderlig kvindebuste, La Dama de Elche, en slags urmoder fundet under en arkæologisk udgravning i Valencia. Fra Amalfi rejser de sammen til de spanske udgravninger.
At der er tale om nære, familiemæssige relationer, holder Wijkmark tæt ind til kroppen. Først skal vi som læsere hvirvles ind i et velkendt spind af tidsrejser og fortidsbindinger.
Alligevel er den afsløring af moderen, der finder sted hen mod slutningen af romanen moderen som både ikon under jorden og kød og blod over den ingen chokerende pointe. Derfor kan den også røbes her. Vi gisper ikke. Og vi er langt fra Edgar Allan Poes sitrende uhygge, selvom han bliver refereret i romanen.For nok er vi i ”Vi ses igen i næste drøm” på eksistensens gyngende grund, nok er vi på både en indre og en ydre rejse, og nok bliver vi konfronteret med vores egne fortidsforsømmelser. Men vi forlader aldrig rationaliteten.
Og dermed står Wijkmarks roman, formfuldendt skrevet og stramt velkomponeret som den er, til sidst og dirrer et ubeslutsomt sted mellem psykologi og mystik, mellem psykedelisk mareridt og nøgtern rejseskildring, mellem det lille fald og de helt store favne.