En kinesisk kærlighedshistorie med politisk perspektiv

”Beijing Love Story” er beretningen om de to menneskeretsaktivister Hu Jia og Zeng Jinyan. - Foto fra forlaget.

En fuldtonet hyldest til et berømt kinesisk dissidentpar og en klar fordømmelse af magthavernes undertrykkelse af kritikere

Titlen på denne bog er på en måde vildledende. For vist har den finske journalist Sami Sillanpää begået en kærlighedshistorie om Kinas førende dissidentpar, men især er bogen en beretning om ”Det nye Kinas” selvdestruktive uskik med at gøre fjender af deres bedste folk, der bidrager til at løse landets problemer og kunne være med til at forme fremtiden. Dem, der hjælper og oplyser og påtager sig opgaver, som egentlig er statens: rådgivning og hjælp til syge, ”ulovlige” børn, voldsofre og ofre for Kinas heftige udvikling og korrupte embedsfolks mageløse grådighed.

”Beijing Love Story” er beretningen om to menneskeretsaktivister, Zeng Jinyan og Hu Jia, der mødtes under indsatsen for de hundredtusinder af bønder, som i 1990'erne blev smittet med hiv, da der gik forretning i at give blod. Hensynsløst og dårligt oplyst personale i myndighedernes nu kommercielle blodbanker lokkede folk til at give blod, udvandt plasmaen, blandede det resterende blod i baljer og sprøjtede det tilbage i donorerne, så de kunne tappes flere gange dagligt og dermed tjene flere penge.

Kvinden, Zeng Jinyan, er den stærke, kloge og yngste af de to; manden, Hu Jia, er brushovedet, der vil redde verden og hele tiden udstiller magthaverne og vælger konflikt frem for metoder, der måske kunne være mere frugtbare.

Zeng studerer, arbejder, administrerer og udretter, Hu er ”freelanceoprører” på fuld tid. Begge er tredje generation af ”Det nye Kinas” selvskabte samfundsfjender, født af forældre i unåde, som derfor blev stemplet som højreorienterede og henvist til tvangsarbejde i internt eksil.

Var man stemplet som højreorienteret i de politisk sprængfarlige år 1966-1976, kunne man kun finde en ægtefælle blandt andre med samme skæbne. Hu Jia blev født i 1973. Hans mor kunne ikke have ham med på arbejde på en kemifabrik i Hebei, men det kunne faren, så den lille dreng voksede op på en stålfabrik i Hunan, politisk udstødt som sin far, så han fik aldrig lov at lege med de andre børn.

Efter 22 års tvangsarbejde fik Hu Jias forældre hver et brev fra staten om, at de ”fejlagtigt var blevet betegnet som højreorienterede. Nu retter vi fejlen.” Så var den potte ude. Ingen kompensation eller undskyldning.

Zeng Jinyans familie oplevede tilsvarende i det sydlige Kina. Da hun kom på universitetet, brød hun i sin fars bevidsthed familiens forbandelse. Han blev selv nægtet uddannelse på grund af sit ophav og sin formodede højreorientering.

Som det er sædvanen i Kina, søger forældre og bedsteforældre at beskytte unge ved at tie om uretfærdighederne og indstændigt opfordre til at følge Kommunistpartiets til enhver tid herskende linje.

Men Zeng og Hu sprængte den velmente spændetrøje. Hu Jia meldte sig i kampen for et bedre miljø og blev endda rost for sin patriotiske indsats i lokalaviser. Da han flyttede fokus til landsbyerne i Hebei, der var ved at blive udslettet af aids, mødte han den 10 år yngre, buddhistiske og meget engagerede Zeng. De arbejdede godt sammen. Resten gik som den slags af sig selv - indtil det lykkedes magthaverne at drive en kile ind i forholdet.

Arbejdet blev i stigende grad politisk, og politik skal menigmand holde sig fra i Kina. Som 16-årig i 1989 var Hu Jia på Den himmelske Freds Plads i Beijing for at se de store demonstrationer for medbestemmelse og mod korruption. Han så også det efterfølgende blodbad, hvilket martrede ham og gjorde ham til buddhist.

I magthavernes øjne holdt de to unge med de forkerte.

Sami Sillanpää var Kina-korrespondent for Helsingin Sanomat i årene 2003-2009, og her lærte han Zeng og Hu at kende. Parret boede i en nydelig forstad i et byggeri med det surrealistiske navn ”Bobo Frihedens By”, døgnovervåget, forfulgt af sikkerhedspoliti overalt, de og deres gæster blev groft chikaneret, og det meste af tiden tilbragte de i husarrest - mens de løbende orienterede omverdenen om situationen via sociale nettjenester.

De optog chikanen og overvågningen på video. Hu Jia udgav på YouTube (mens kineserne stadig havde adgang til tjenesten) filmen ”Fanger i Frihedens By”. Den faste stab af overvågere filmede tilbage, så det blev en veritabel videooptagelsesduel af dem, man nemt kan rode sig ud i med spooks i Kina.

Magtapparatets tryk avlede modtryk. Zeng og Hu gav sig ikke, selvom Zeng foretrak en mere nøgtern strategi end Hus konfrontatoriske stil, der endte med at sende ham i fængsel. Selv da Zeng fødte deres barn, gloede politiet med over skulderen. Datteren, Qianci, blev fjerde generation i politisk unåde.

Sami Silanpää har fulgt Zeng og Hu og haft adgang til brevvekslinger. Han genfortæller parrets bemærkelsesværdige skæbne, som de deler med tusindvis af ligesindede i Kina, hvor statsmagten investerer vældige ressourcer i denne nedbrydning af stærke og engagerede mennesker, hvis indsats ellers kunne gøre godt.

Følelser er ikke Silanpääs sædvanlige gebet som udlandsredaktør, men hans harme over behandlingen af Kinas kritikere er åbenbar. Budskabet er lysende klart og ville vinde yderligere ved en strammere redigering. Også oversættelsen er klar, men alt for trofast over for det finske med sære sætningskonstruktioner. Der er sjusk og inkonsekvens i brugen af personlige stedord. Mange steder er der geografisk forvirring, for eksempel anbringes den nordvestlige Beijing-forstad Haidian tre forskellige steder. Dalian i nordøst anbringes nær Zengs fødeegn i sydøst. Kinas store Rorgænger, Mao Zedong, kaldes den store styrmand. Mange småfejl kunne være nappet i en gennemlæsning med Kina-briller.

Bogen er en fuldtonet hyldest til Kinas berømte dissidentpar og deres ligesindede - og en ligeså fuldtonet fordømmelse af magthavernes undertrykkelse af kritikere. Og ved historiens gunst (afhængigt af øjnene, der ser, selvfølgelig) spiller skæbnen magtapparatet et puds: Zhou Yongkang er tidligere ansvarlig for Kinas indre sikkerhed og gav formentlig ordre til at spærre Hu Jia inde i 2008. Frem til for to år siden var Zhou blandt Kinas ni mest magtfulde mænd. I dag er han selv spærret inde og efterses på hemmeligt sted i sømmene af sine tidligere håndlangere i Kommunistpartiets hemmelige sikkerhedsapparat. Interessant, om han plejer samme syn på retfærdighed nu som før.