Havet, øen, øjetog hjertet

Hvis man tør minimere sig selv et øjeblik og mærkesuget fra naturen, når den giver og tager med rund og grusom hånd, må man absolut læse denne roman

Hvornår har jeg sidst læst en bog så renset for larm og lir, banale forklaringsmodeller, bestialske mord og andet dårskab? Hvornår er jeg sidst blevet så grebet, så indvendig påvirket? Jeg ved det ikke, og jeg forstår det heller ikke helt.

For meget sker der ikke i Roy Jacobsens nye roman, ”De usynlige”. Stedet er det mindst tænkelige, næsten klaustrofobisk småt, og hver person er tegnet med et minimum af pennestrøg. Det er hverdag, slid og slæb, hav og fisk, kulde og blæst, latter og tårer. Dag ud, dag ind. Og som læser vugges man i begyndelsen søvnigt ind i rytmen som et stykke drivtømmer, delvist til stede, delvist på forundrende afstand. Men pulsen går i blodet, sniger sig ind. Og da så pludselig en af vores hovedpersoner dør, vækkes man som ved et lynnedslag. Tabet er ubærligt. Hvordan kunne det dog ske?

Vi er på den lille ø Barrøy ud for Norges kyst. Tiden er før og efter Første Verdenskrig. Ikke at krigen betyder så meget derude på havet, men den rumler i baggrunden som atmosfærisk uro og økonomisk krise. Hans Barrøy er øens ejer, og om ham er hustruen Maria, datteren Ingrid, faderen Martin og søsteren Barbro. Maria er øens egentlige regent, hun kommer udefra og kan i et sug længes væk. Et hastigt forjaget sug, for øen kommer man ikke fra, når man først har valgt den. Barbro er lidt for sig selv, der er nedarvet sygdom i familien, Martin en gammel knark og Ingrid i begyndelsen kun en pige på tre år. De er de eneste på øen.

Tilsammen klarer de fem dagen, vejen og meningen med det hele. Der er arbejde fra morgen til aften, der er perioder med ensomhed, når Hans må til fastlandet og tjene penge. Der er planer om at bygge en kaj, ovnen skal holdes ved lige, et vindue bliver sat i køkkenet, køerne malkes, en hest bliver købt og solgt igen, og senere kommer fyret på sydspidsen til, blinkende som et fjendtligt øje udefra. Alt for verdensvendt. Ligesom skolen på naboøen, som Ingrid til sidst må overgive sig til. Der kommer indimellem folk til øen for at arbejde. En af dem sætter varige spor i Barbro, og lille Lars bliver født.

I alt dette er der et net af tæt vævet kærlighed. Som når Marie og Hans kommer gående hånd i hånd, leende, så man ved, at de har noget sammen, noget, der er vokset ud af og dog er større end øen selv. Som da Barbro hentes hjem. Og skønt Ingrid er enebarn, og det ikke er let at forklare hvorfor, så er og bliver hun øens mirakel, guldet på bundet af havet.

Som antydet forskubber balancen sig brutalt. Mere skal ikke hviskes her. Men da har Ingrid for længst lært det vigtigste: at øen går aldrig under, skønt alt andet vakler, ”den er urokkelig og evig, låst fast i kloden selv”.

Den norske forfatter Roy Jacobsen har med denne roman, den bedste siden ”Vidunderbarn” fra 2010, endnu en gang vist sin suveræne evne til at gå ind i det mindste og skabe det største. Bogen kan minde lidt om finske Ulla-Lena Lundbergs ”Is”, der sidste år blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Også her knækker filmen midt i naturens hvilende centrum, men hos Jacobsen er øen stærkere. Det er den, der har den blivende kraft. Den bærer kærligheden. Og derfor kan livet fortsætte.