Når kristendommen bliver til drøm

Jørgen I. Jensens imponerende værk ”Den fjerne kirke” er fortsat aktuel i debatten om kristendom og folkekirke. Men den afslører også, hvor voldsomt meget der er sket i løbet af de seneste 15 år

Ifølge Jørgen I. Jensen har kirken en fjern position for de fleste danskere. Den er hele tiden i baggrunden, men er samtidig en del af kulturen illustreret ved, at folk ved juletid strømmer til opførelser af Händels ”Messias”, men ikke kunne drømme om at gå til en gudstjeneste om søndagen. Her er det Krogstrup Kirke ved Julianehåb på Sjælland, der illustrerer danskernes fjerne kirke. -
Ifølge Jørgen I. Jensen har kirken en fjern position for de fleste danskere. Den er hele tiden i baggrunden, men er samtidig en del af kulturen illustreret ved, at folk ved juletid strømmer til opførelser af Händels ”Messias”, men ikke kunne drømme om at gå til en gudstjeneste om søndagen. Her er det Krogstrup Kirke ved Julianehåb på Sjælland, der illustrerer danskernes fjerne kirke. - . Foto: Leif Tuxen.

I 1995 udgav kirkehistorikeren Jørgen I. Jensen bogen ”Den fjerne kirke” med undertitlen ”Mellem kultur og religiøsitet”, og man kan nok med sindsro fastslå, at der ikke siden er skrevet en mere dyb og vægtig dansk debatbog om kirke og kristendom.

Jørgen I. Jensen er en sprænglærd mand, og med bogen her lagde han en solid bund for den diskussion om danskernes forhold til folkekirken, som stadig er i fuld gang.

Jensens ærinde er at beskrive forholdet mellem religion, kultur, kunst og musik for derigennem at gøre det klart, hvordan det moderne menneske bevæger sig i retning af et mere og mere uformuleret forhold til kristendommen. Men også for at understrege, hvor vigtigt det er at fastholde kristendommen som den historiske religion, der tilbyder den enkelte mulighed for at lære sig selv at kende.

Bogen rummer blandt andet en udførlig analyse af gnosticismen som en slags mytisk forløber for den fjerne kirke, en gennemgang af Augustins betydning gennem opdagelsen af individets selverkendelse og grundigt beskrevne linjer til kunsten, der ifølge Jørgen I. Jensen er med til at afsløre kirkens nutidige fjerne position.

Som det for eksempel illustreres, når folk ved juletid strømmer til opførelser af Händels ”Messias”, men ikke kunne drømme om at gå til en gudstjeneste om søndagen.

Med et så stort og gennemarbejdet værk som dette om kristendommen og det moderne giver det sig selv, at en læsning fortsat er yderst relevant. Men samtidig må man sande, at virkelig meget er sket i religiøs sammenhæng siden 1995. Også så meget, at nogle af Jensens pointer i dag skal udfordres.

Hverken Jørgen I. Jensen eller nogen anden kunne nemlig forudse, hvordan behovet for at få kristendommen udlagt ville vokse frem som et resultat af et mere intensivt globalt religionsmøde. Ikke mindst siden 2001 og terrorangrebet på USA er danskerne blevet mindet om, at et liv med kirken som blot fjern kan have sin pris. Vi mister indsigt i, hvad det religiøse i bund og grund betyder, hvilket er uheldigt, når det med fornyet styrke præger samfundet.

Jørgen I. Jensen lander i denne aktuelle virkelighed i en pudsig mellemposition. Han vil genetablere en kontakt med ”det historiske dyb” og hjælpe mennesket frem til erkendelsen af, at det gennem den uengagerede tilgang til kirken kan miste en vital livsdimension.

Men samtidig fastholder han en ret blufærdig omgang med det kristne. For mens det er rigtigt, at forkyndelsen kommer i problemer, når den vil ”formulere den inderste hemmelighed”, som Jensen udtrykker det, er det også rigtigt, at folk efterspørger flere konkrete ord. Og når Jensen ser det som næsten forargeligt, at en præst kan finde på at spørge forældre, hvorfor de vil have deres barn døbt, taler han fra en teoretisk boble.

Personligt spørger jeg altid om det, hvilket fører til mange gode samtaler, for man opdager, at jo mere det religiøse fylder i samfundsdebatten, desto større bliver behovet for at sætte ord på den religiøse virkelighed, vi så sjældent taler om.

Mange ønsker at undersøge, hvor de selv står, og hvad forskellen er mellem religionerne. På den ene side pointerer Jørgen I. Jensen, at der mangler kontakt mellem det daglige sprog og kirkens sprog, men samtidig advarer han mod en kirke, der prøver at komme på højde med sin samtid, idet den kan stivne i en ”samtidsfiksering”, der kan udvikle sig til en møllesten i fremtiden. Man fornemmer, at forfatteren befinder sig i en lidt handlingslammet tilstand, som en del i dag faktisk prøver at sprænge.

Det er ikke tilfældigt, at teologer i disse år diskuterer Guds foranderlighed i forhold til suveræn almagt, for det sker, når nogen mener, at bekendelserne misrøgtes i en skrøbelig tid, mens andre frygter den fastlåste dogmatik. Denne diskussion er her i landet blevet intensiveret, siden ”Den fjerne kirke” udkom, fordi virkeligheden på så larmende vis opfordrer til det.

Jørgen I. Jensen er ikke en klassisk debatskribent. Mere end at drive polemik fremlægger han en historisk, religiøs og kunstnerisk sammenhæng, der imidlertid skitserer den kristne kirkes karakter så klart, at debatten bryder frem.

Hvis man kan tale om en form for konklusion i hans monumentale tankerække, er det, at mens det religiøse i dag anses for at være noget helt personligt, der kun sporadisk kommer i berøring med den fjerne folkekirke, er kulturen til gengæld at opfatte som det fælles.

Kulturen er virkelighed, mens det religiøse ses som en slags drøm fra fortiden, der eksisterer i kanten af bevidstheden.

Den karakteristik er bestemt også vedkommende i dag, hvor det for mange - ikke mindst politikerne - er et mål i sig selv at presse det religiøse ud af samtalen i troen på, at det udelukkende bør overlades til den enkelte selv. Alt imens danskerne sniger sig hen i den fjerne kirke, når en vigtig handling i livet skal varetages, eller når man til en koncert på indirekte vis kan holde drømmen om den hemmelige meningsfuldhed i live.

Vi knyttes gennem kulturen til den kristne tradition og den eksistentielle sammenhæng, og Jørgen I. Jensen foreslår forsigtigt den mulighed, at der måske i fremtiden i en slags symbiose mellem kultur og kirke kan ”opføres en gudstjeneste”.

Nogen vil lidt spidst hævde, at den praksis skam har indfundet sig, men det store spørgsmål efter en læsning i dag af Jørgen I. Jensens imponerende bog er, om det virkelig er omsonst at ville gøre kirken mindre fjern i kraft af sprog og klassisk forkyndelse. Om den tid virkelig er forbi, hvor kristendommen kan være andet end en drøm i den enkelte, eller om den stadig kan opfattes som en fælles virkelighed. Det spørgsmål er i dag endnu mere påtrængende, end da Jørgen I. Jensen skrev ”Den fjerne kirke”, hvilket i sig selv illustrerer bogens store kvalitet.