Toscalettedei Galaksen

Imponerende operaforestilling på de givne præmisser

Selvom jungletrommerne havde meldt om en spændende udgave af Puccinis geniale Tosca fra 1900, indfandt man sig med en vis skepsis i Kulturhuset Galaksen i Værløse. Alene det forhold, at det drejede sig om en helaftensopera uden orkester kunne lægge en dæmper på forventningerne. Puccinis partitur er ikke mindst glødende i strygersektionerne, og der er bragende flotte orkesterudladninger i finalerne på hver af de tre akter. Dertil kom, at de tre partier nok var dækket med lovende sangere, men ikke fra det allerforreste geled i den danske operaverden.

Heldigvis kan kunst og musik være så velsignet uforudsigelige størrelser. Egnsteatret Undergrunden havde i samarbejde med Teater Nordkraft og Aalborg Operafestival skabt en forestilling, der på de givne præmisser var imponerende, ja, i lange stræk højspændt fængslende. Sangerne i de tre hovedpartier var på hver deres måde en positiv oplevelse. Isabel Piganiol var både vokalt og scenisk en Tosca med den fremtoning og karisma, der hører rollen til: gnistrende i sit temperament, stærk i vilje (og stemme!) - man sad ligefrem og nød den berømte scene, hvor hun giver skurken Scarpia “Questo il bacio di Tosca” (Her har du Toscas kys!), idet hun støder en kniv i ryggen på ham. Samme Scarpia, overbevisende sunget af barytonen Jens Søndergaard, var en ligefrem elegant politichef - kunne være en af Napoleons adjudanter - langt mere adræt og ungdommelig end man er vant til at opleve det i netop den rolle, der ofte bliver dækket af bedagede basser. Den sidste i trekløveret, maleren Mario Cavaradossi, blev sunget af Adam Frandsen, en af vores mest lovende unge tenorer. Han har vitterligt en flot stemme og agerede også troværdigt og trodsigt på scenen, selv under de trusler om tortur, der - i et sidelokale - bliver effektueret i anden akt, hvor hans sang bliver afløst af skrig. Den ellers glimrende scenograf og kostumier Rikke Juellund kunne dog godt have gjort lidt mere ud af hans fremtoning. Med sine seler slaskende ned over bagpartiet skilte han sig for markant ud fra de to andre.

Orkestret, ja, det var pianisten og enmandshæren Ulrich Stærk, der unægtelig havde en travl aften - han måtte endda selv vende nodebladene. Vist savnede man bruset fra orkestergraven, men Stærks præstation på tangenterne var en pianistisk fryd.