Udstiller museer for lidt samtidskunst?

Louisiana kritiseres for ikke at sætte en markant og eksperimenterende dagsorden og for at svigte samtidskunsten. Kunstekspert mener, problemet er udbredt på flere store museer

Udstiller museer for lidt samtidskunst?

Sanne Kofod Olsen, direktør for Museet for Samtidskunst og fra 1. september rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

”Jeg mener ikke kun, at Louisiana har et problem med den danske samtidskunst. Det gælder sådan set alle de store museer i Danmark, som ligner hinanden og glemmer den danske kunst. Jo, de skal lave gode udstillinger og selvfølgelig have folk ind ad døren. Men ofte har de flere udstillinger, både brede og smalle, på én gang, så hvorfor ikke også danske og mere eksperimenterende? Det handler ikke om, at kvaliteten ikke er der i dansk samtidskunst. På de store biennaler og messer er der dansk kunst i verdensklasse, som også er eksperimenterende, og det er ofte, uden at de har været udstillet herhjemme. Museerne har et traditionelt og klassisk kunstsyn. De er selvfølgelig bevarende instanser, men der bør være større fokus på samtidskunst. Det er indskrevet i Arkens, Louisianas og Aros' vedtægter.”

Rune Gade, kunsthistoriker og kunstkritiker.

”Jeg er ikke enig i kritikken af Louisiana - eller måske rettere i præmissen for kritikken. Louisiana er jo ikke en kunsthal eller et galleri, men et museum, som jo nærmest pr. definition er konservativt og konserverende. Intet i loven vedrørende museer taler om, at der skal være 'kritisk kunst' i samlingerne. Det er mere et holdningsspørgsmål, om man synes, kunst skal være (eller overhovedet er) kritisk. Den danske kunst har for mig at se været pænt repræsenteret i både indkøbs- og udstillingslinjen på museet. Endelig taler publikumstallene for museet også deres eget sprog. Så museet sætter vel en dagsorden for en del mennesker. At nogle ikke mener, det er de rigtige mennesker, er så en anden sag. Personligt kunne jeg godt ønske, at museerne var mere åbne over for kunst, som befinder sig i grænseområderne for de konventionelle medier, for eksempel performancekunst og kunst inden for nye medier.”

Lisbeth Bonde, kunstkritiker og formand for foreningen danske kunstkritikere.

”Det er blevet et mantra for museerne i disse år at skulle præstere flotte besøgstal. Den aktuelle udstilling med Olafur Eliasson på Louisiana har kun kunnet lade sig gøre på grund af privat sponsorstøtte. Kritikken er ensidigt rettet imod ét museum. Jeg savner, at kritikken fremsættes af kunstfaglige personer, hvor den denne gang synes medieskabt. Problemerne er mere komplekse end som så. Hvad gør man politisk, for at museerne bliver bedre? Det er vigtigt, at man opdrager publikum til at opleve og sætte pris på det endnu ukendte. Der er museer, der er undtagelser, som har specialiseret sig i samtidskunsten. Og jeg er ikke enig i kritikken, at museerne generelt er tilbageskuende. Der bliver efterhånden købt pænt ind af især de danske samtidskunstnere. Vi oplever en ny dansk guldalder i disse år, og museerne er generelt blevet bedre til at afspejle dette. For eksempel åbner der i september den hidtil største udstilling med kunstnerduoen Elmgreen & Dragset på Statens Museum for Kunst.”