Festival for de store følelser

Ny type litteraturfestival i Vor Frue Kirke i København vil udnytte kirkerummets stemning til at åbne op for svære emner og store følelser

Der blev læst, sunget og skreget, da forfatteren Per Bloch tog sin debutroman, ”Ti, tyve, tredive”, og sit album ”Mezzosphere” med i natkirken. -
Der blev læst, sunget og skreget, da forfatteren Per Bloch tog sin debutroman, ”Ti, tyve, tredive”, og sit album ”Mezzosphere” med i natkirken. - . Foto: Leif Tuxen.

Et mørkerødt projektørlys oplyser det ovale område foran alteret i Vor Frue Kirke i København. En harpe, et orgel, to guitarer og et keyboard står i en skøn forening ved kirkens dåbsengel og med Kristusfiguren i baggrunden. Foruden det røde skær er kirken kun oplyst af levende lys langs bænkerækkerne, hvor gæster i alle aldre spændt venter på, at nogen skal bryde den lavmælte summen af småsnak i kirken. De første syv rækker er næsten fuldt besat i den store domkirke, og klokken nærmer sig 20.

Da en spinkel mand med briller, iført sorte bukser og en grå tilknappet skjorte kommer til syne i det røde skær, bliver der straks stille blandt publikum. Manden hedder Per Bloch, og han er forfatter til romanen ”Ti, tyve, tredive”, som han har med sig på scenen.

Sådan var rammerne forleden, da Vor Frue Kirke bød indenfor til litteraturfestivalen God 'n' Poetry - Gud og poesi - hvor forfattere og musikere eksperimenterer med nyskrevet dansk litteratur i kirkens rum. På festivalen, der fortsætter til den 4. september, lader en række forskellige forfattere som et litterært eksperiment deres værker smelte sammen med musik for på en ny måde at behandle de store følelser i tilværelsen.

”Jeg har ikke haft en barndom. Altså jo, jeg har gennemlevet en periode, der rent juridisk og historisk kan betegnes som barndom, men det var ikke barnets tid, nok nærmere barnets dom,” lyder oplæsningen fra Per Bloch, mens spirituel musik kører som et underliggende lydtapet.

Stemningen i kirken er afslappet, mens han læser op fra sin bog. Den fortæller historien om drengen Eddie, hans barndom og opvækst. Faderens alkoholisme og moderens psykiske sygdom. Deres skilsmisse med nye familiedannelser, papsøskende og flytninger skildres i drengens urolige optik.

Per Bloch er den første af flere forfattere, der gæster Vor Frue Kirke i løbet af de kommende uger. Fælles for forfatternes fortællinger er, at de handler om de store eksistentielle spørgsmål i livet, som for mange mennesker kan være svære at tale om. Kirken er et af de få steder, der er tilbage, hvor det er bredt accepteret at åbne op og tale om følsomme emner, mener Sofie Kragh-Müller, forfatter og initiativtager til natkirken.

”For mig er kirken et af de sidste rum, hvor vi kan få lov til at være med hele vores eksistens. Det er næsten forbudt at tale om de store følelser og store temaer som liv og død, kærlighed og smerte. Det er derfor, kirkerummet er så interessant for mig som forfatter. Det inviterer til at tale om det, der er stort, og til at bringe det, jeg skriver, i spil på nye måder.”

Per Bloch er færdig med første kapitel af historien om Eddies barndom.

”Hvis I skulle få lyst, må der godt klappes i natkirken,” siger han, og publikum kvitterer med det samme.

Forfatteren får nu selskab af sine tre musikere. Knips slår takten an og giver ekko i kirken, mens Per Bloch synger sangen ”I Like You Better When You're Here” fra sit album ”Mezzosphere”. Flere blandt publikum sidder med lukkede øjne og nyder forfatterens sang, der også handler om et følsomt emne, nemlig ensomhed.

Sognepræst i Vor Frue Kirke Malene Berg mener også, at det er blevet svært for mange mennesker at tale om de store følelser i livet.

”Natkirkens formål er at vække, bevidstgøre og skabe et religiøst og åndeligt sprog for danskerne, for det har vi bare næsten ikke uden for kirkens rum. Mennesker definerer sig i dag meget ud fra den individuelle udvikling. Man skal selv have ansvar for at definere, hvem man er. I kirken derimod bliver du sat ind i en stor frelsefortælling, hvor Gud styrer. Man er på den, når man kommer derud, hvor man ikke kan skabe tingene selv, og det er der, troen åbner sig og kan drage omsorg for dig. Ord som meningsløshed og håbløshed findes ikke i samfundet mere,” siger sognepræsten.

Per Bloch veksler hele tiden mellem sang og oplæsning. Musikken bliver mere og mere aggressiv og minder ikke tilnærmelsesvis om noget, man plejer at høre i kirken. Det er både de lyse, de de mørke, de skrigende og de støjende følelser, der kommer til udtryk oppe ved kirkens alter. Til sidst minder litteraturfestivalen nærmest om en rockfestival, og da Per Bloch takker af, er det til stående ovationer og en hujen og piften.

Publikum er begejstrede, og mange vælger denne aften at blive hængende i kirken til langt efter koncertens afslutning for at fordøje poesien og de mange indtryk sammen med kunstneren selv. En af dem er 42-årige Xenia Lach-Nielsen, der fortæller, at musikken og poesiens ord sendte hende tilbage til barndommens land.

”Per Blochs tekst kom op i et højere luftlag, fordi den var båret frem af musikken - det var virkelig en spændende oplevelse,” siger hun.

Forfatteren selv var da også meget tilfreds med koncerten. Og han håber, publikum fik stof til eftertanke.

”Der er et generelt budskab i det, jeg laver. Man skal ikke være bange for følelser og for at dykke ned i sine mørke afkroge. Der findes en masse spændende ting, hvis man tør kigge indad. I det her tilfælde kigge opad - ikke nødvendigvis religiøst, men i hvert fald spirituelt. Der er meget at hente, og jeg oplever meget i vores kultur, at man distancerer sig og gemmer sig for det, der er større. Det er min optræden en modreaktion på. Man skal ikke være bange for de store spørgsmål i livet omkring kærlighed, liv og død.”