Lilleør bliver i for høj grad selv budskabet

Sognepræst og debattør Kathrine Lilleør er ikke for fastholdere. Hendes stærke medieperson skal bære sammenhængen i fødselsdagens lidt flagrende klummeudvalg, der udkommer i dag på hendes 50-årsfødselsdag

Kathrine Lilleør har en beundringsværdig evne til at tale direkte og følsomt om de sværeste menneskelige emner, uden at det kammer over i sentimentalitet.
Kathrine Lilleør har en beundringsværdig evne til at tale direkte og følsomt om de sværeste menneskelige emner, uden at det kammer over i sentimentalitet. Foto: Cæciilie Philipa Vibe Pedersen.

I anledning af, at sognepræst og debattør Kathrine Lilleør i dag fylder 50 år, udsender hendes ven og forlægger Poul Pilgaard Johnsen en lille bog med 50 udvalgte klummer fra perioden 2004 til april i år. At præsentere døgnets skriverier i bogform er altid en risikabel affære. Det kan give god mening at samle for eksempel Jørn Lunds klummer, fordi de altid handler om sproget, men det er ikke lige så oplagt i tilfældet Lilleør.

Hun forholder sig - prisværdigt for en debattør - til alle tænkelige emner, hvoraf en del bliver hurtigt og lykkeligt glemt igen. Johnsen bringer derfor klogeligt flest klummer fra de seneste tre år. Men man skal sluge nogle voldsomme emneskift fra ”Paradise Hotel” til fordrivelsen af de kristne fra Irak. Klummerne er ofte meget korte og i sagens natur ikke analytisk dybe. Man skal læse dem for deres holdninger. Det er ikke altid til at forudsige, hvad Lilleør mener om et emne. Hun tager nemlig ofte udgangspunkt i sine følelser; godt nok er hun både kristen og borgerlig, men hun er først og fremmest sit eget ”etiske råd”, som Johnsen skriver i sit henførte forord. Hun er et menneske, der brænder, som det flere gange understreges med en forslidt mediekliché.

Naturligvis er der så vel skarpe som sjove klummer imellem, men andre gange virker det helt flagrende og tilfældigt, hvad Lilleør lige brænder igennem med. I en klumme om den voldsomme mistænkeliggørelse af mandlige pædagoger for misbrugstilbøjeligheder kritiseres forældre over en bank. Det er åbenbart deres frygt, der bærer ved til mistænksomheden. Det er undgået min opmærksomhed. I en anden klumme om drenges bogstavdiagnoser er det pædagogerne, der får det glatte lag, og Lilleør får antydet, at alle disse diagnoser da vist er noget hysteri, der hurtigt fordamper, når de arme drenge blot kan gå til konfirmand hos en præst med hjertet på rette sted.

I tekster, der kommer tæt på prædikener eller begravelsestaler, kan man fornemme Lilleørs styrke som forkynder. Hun forfalder ikke til kirkeligt automatsprog, og især har hun en beundringsværdig evne til at tale direkte og følsomt om de sværeste menneskelige emner, uden at det kammer over i sentimentalitet. Følelsesfuldheden er samtidig hendes bløde punkt. Hjertemetaforikken (fra hjerte til hjerte) skal virkelig trække meget, også i mindre konkrete sammenhænge, hvor man hellere havde set argumenter og ræsonnementer.

Og nogle gange plumper hun helt i som i en hyldest til Jørgen Leth, hvor teksten om ”kokkens datter” sættes til at illustrere ”den maskuline liderlighed, forløst, enkelt og nydelsesfuldt. Fuldstændig ukontrollabelt “”. Meget kan man sige om Jørgen Leth, men hans tilgang til det seksuelle er da vist noget mere cool, æstetisk, distant og refleksiv end dette naive, vitalistiske evangelium.

Det er ikke helt nemt at lokalisere Kathrine Lilleørs teologiske ståsted, men et par af de ældre klummer giver pejlemærker.

Personligt og familiært udgår hun fra Tidehverv, men hun mener, at Søren Krarup har kuppet bevægelsen siden engang i 1980'erne, ensrettet og politiseret den. Det vil være fristende da at se Lilleør som en aktuel eller intakt repræsentant for det mere klassiske Tidehverv eller det såkaldt grundtvigsk-tidehvervske, der også havde en svaghed for vitalisme og celebrering af de naturlige menneskelige følelser og drifter som en videreførelse af opgøret med Indre Mission. Men hun står tydeligvis helt fremmed over for den blufærdighed i omgangen med det religiøse og kirkelige, som også præger den grundtvigsk-tidehvervske tradition og fandt en sen og næsten parodisk kulmination i Thorkild Grosbøll. Ham giver hun ikke meget for.

Hovedopgaven for hendes generation af præster er, siges det, at drive essensen frem af kristendommen. Præsten skal ikke gå i vejen for budskabet med sin egen anfægtelse. Der skal forkyndes og formidles.

Lilleør er bevidst om, at nutidens menighed er radikalt kirkefremmed sammenlignet med tidligere generationer, men at den til gengæld kan have en stor nysgerrighed og sult. Man kan derfor ikke spise den af med ”kodesprog” fra gamle teologiske stridigheder. I en vis forstand deltager Lilleør dermed i en bredere bølge af teologisk og kirkelig re-traditionalisering, som man også kender fra andre i hendes generation. Men uden den dogmatiske retro-ortodoksi, som man kan finde hos de yngre til midaldrende profiler i Tidehverv, og uden det konservative kristendom som led i en kulturkamp-fokus, som man finder hos en anden højprofileret kvindelig præst og debattør som Sørine Gotfredsen. Med sin impulsive stil er Lilleør et helt andet sted. Ikke for fastholdere.

Det er forfriskende, men heller ikke uden problemer. For når lyset er slukket og performance er afsluttet, kan det være svært for modtageren at fastholde, hvad kristendommen så gik ud på, eller hvad det borgerlige grundsynspunkt så var. Lilleør bliver i for høj grad selv budskabet. Og på den måde er titlen på denne bog meget sigende: Lilleør med et udråbstegn efter.