Når Inge Sofie Skovbo går tur med sin hund i og omkring Aarhus, sker det en gang imellem, at hun bliver standset af mennesker, der gerne vil tale med hende.
Først siger de som regel et eller andet pænt om hunden, og derefter kommer så dét om, at de har set hende mange gange på teatret og gerne vil sige hende tak for gode oplevelser.
”Det er sødt og gør mig glad, for det er jo ikke sådan, at jeg er menneskesky. Men faktisk er jeg et meget privat menneske. Mange tror, at når man er skuespiller, så er man også udadvendt. For mig hænger de to ting slet ikke sammen. Jeg bryder mig for eksempel ikke om at mingle og duer slet ikke til at smalltalke,” siger Inge Sofie Skovbo.
Hun er i ”opløbsfasen”. Om få dage er der premiere på forestillingen ”Besøget”, bedre kendt som ”Den gamle dame besøger byen” af Friedrich Dürrenmatt, hvor Inge Sofie Skovbo spiller titelrollen som den stenrige Clara Zachanassian, der kommer tilbage til sin hjemby for at tage hævn.
Vi mødes til en kop formiddagskaffe, lige før hun skal i ”sminken” for at gøres klar til dagens prøve. Hun har sovet dårligt og kan mærke, at stressbarometret står højt. Forestillingen er en stor mundfuld, ikke bare for hende, men for hele ensemblet på Aarhus Teater. Og Inge Sofie Skovbo tager i særlig grad ansvaret på sig. Hun er altid rystende nervøs op til en premiere, for hun vil så gerne gøre det godt, vil så gerne give publikum en stor oplevelse.
”Man vil jo nødig være sprunget fra timetervippen og bagefter tænke: Gad vide, om jeg i det hele taget kan svømme?”, siger hun og forsøger sig med et smil, der ikke når helt op til øjnene.
”Men altså, det er jo kun teater, vi dør ikke af det.”
-årige Inge Sofie Skovbo har ingen forklaring på, hvordan hun holder til presset, men kan kun sige, at hun først og fremmest holder af prøveforløbet med dets analyseren og tolkning af teksten og bestemt ikke er en af dem, der står i kulissen og glæder sig til at skulle på scenen. Faktisk skal hun nærmest skubbes ind.
”Men det er jo paradoksalt, for det hele giver først mening, når der er et publikum til at modtage,” erkender hun.
Inge Sofie Skovbo har været en del af det faste ensemble på Aarhus Teater i 10 år og har spillet mange store roller på den aarhusianske landsdelsscene, ligesom hun tidligere har spillet på Det Kongelige Teater og flere andre teatre i København. Man kan sige, at hun er en af teatrets ”slidere”, der aldrig har opnået den store landsdækkende berømmelse. Det faktum begræder hun ikke.
”Jeg kan godt indimellem savne anerkendelse, men bestemt ikke berømmelse,” siger hun, men tilføjer så alligevel, at hun finder det beklageligt, at det først og fremmest er tv-mediet, der styrer, hvilke skuespillere der er ”i vælten”.
”Det kan godt ærgre mig, når vores egen markedsføringsafdeling her på teatret omtaler en skuespiller som 'kendt fra tv'. Teatret burde være meget mere stolt af sig selv, det er jo her, det store slid ligger”, siger Inge Sofie Skovbo.
Selv er hun glad og stolt over hovedrollen i ”Besøget” - men altså også meget nervøs. Der er ikke mange hovedroller til ældre skuespillerinder, men rollen som den rige, hævntørstige dame i ”Besøget” er en af dem, der rager op. Senest spillede Ghita Nørby rollen på Det Kongelige Teater for et par år siden, og sidste gang, forestillingen blev spillet på Aarhus Teater, var i 1959, hvor ingen ringere end Bodil Ipsen spillede Clara. Begge er og var store divaer, men selvom Aarhus Stiftstidende for nylig også beskrev Inge Sofie Skovbo som en diva, er det ikke en betegnelse, hun vil sætte på sig selv. Men gerne på rollen i Dürrenmatts forestilling.
”Stykket er skrevet i 1956, men når vi spiller det, foregår det i 2014. Det betyder for mig, at divabegrebet også er ændret. Det er godt, for så passer det bedre til mig. Jeg tænker ikke på Clara som en forfinet krukke, men snarere som en dygtig, moderne forretningskvinde med stærke principper,” siger hun og tilføjer:
”Hele stykket er ikke sådan psykologisk realistisk, det er snarere nogle moralske principper, der bliver diskuteret. Clara er en af verdens rigeste kvinder, men hun blev svigtet og forrådt, da hun var ung, og det er der, hun grundlægger sin benhårde livsanskuelse, om at 'verden gjorde mig til luder, nu gør jeg verden til et bordel',” siger Inge Sofie Skovbo med et citat fra en af Claras replikker.
”Når det er teater, løftes det hele op jo i 120. potens, men jeg forstår hende godt og kan godt sætte mig ind i hævnfølelsen. I den afmagt, der kan følge efter svigtet kærlighed, er det nok meget sundt at kunne føle vrede og hævntørst.”
Da Inge Sofie Skovbo i 2004 af daværende teaterdirektør Madeleine Røn Juul blev tilbudt en kontrakt med Aarhus Teater, var hun ikke sen til at sige ja. Hun var på det tidspunkt lige blevet skilt og trængte til luftforandring samt mere fast grund under fødderne end freelancetilværelsen i København kunne tilbyde.
”Jeg troede egentlig bare, at det skulle være et par år, men nu er der pludselig gået 10, og jeg må sige, at jeg er meget glad og taknemmelig for min arbejdsplads her. Som ældre, kvindelig skuespiller er det en stor fordel at være fastansat på en landsdelsscene, for der er virkelig langt mellem rollerne og mange om buddet i København.”
Hvordan har du det med at være blevet en ældre, kvindelig skuespiller?
”Altså, det er jo ikke så rart, at der er så få roller. Men det er altså også lidt af en befrielse. I sidste sæson spillede jeg en husbestyrerinde i Henrik Ibsens 'Rosmersholm'. Det var rigtigt sjovt, fordi det var fuldstændig uforfængeligt. Jeg havde det, ligesom jeg tror, mange mænd har det, altså at de ikke længere behøver at gå så voldsomt op i, hvordan de ser ud. Dengang jeg havde roller som den unge, attråede kvinde, tænkte jeg ofte: Svarer mit udseende nu også til hende? Den forfængelighed kan jeg begynde at være ligeglad med, og det er altså virkelig en befrielse. Som skuespiller ser man sig rigtig meget i spejlet og kan hele tiden registrere forfaldet, men det er også et arbejdsredskab at kunne slippe forfængeligheden,” mener Inge Sofie Skovbo.