Kaj Munk er også for unge

Ny bog er det første større, samlede undervisningsmateriale om Kaj Munk siden 1948

Forhenværende lærer Jon Høgh (i midten) og ekstern lektor, ph.d. på Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet, Knud Erik Andersen (til højre) er forfattere til bogen om Kaj Munk, mens Lisbeth Lunde Lauridsen (til venstre), der er daglig leder af Kaj Munks Præstegård (i baggrunden), har bidraget til bogen med en citatkavalkade om det liv, som huset engang var ramme om. -
Forhenværende lærer Jon Høgh (i midten) og ekstern lektor, ph.d. på Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet, Knud Erik Andersen (til højre) er forfattere til bogen om Kaj Munk, mens Lisbeth Lunde Lauridsen (til venstre), der er daglig leder af Kaj Munks Præstegård (i baggrunden), har bidraget til bogen med en citatkavalkade om det liv, som huset engang var ramme om. - . Foto: Jens Bach.

Sidste gang, der blev udsendt et større, samlet undervisningsmateriale om Kaj Munk, var helt tilbage i 1948. Nu foreligger endelig et nyt i form af bogen ”Der skal komme en stor fredens dag engang. En historie om præsten og digteren Kaj Munk, krigen og Vedersø Præstegård”. Titlens første led er et citat fra skuespillet ”Niels Ebbesen”.

For indførelsen i Munks verden, hans liv og holdninger, står Knud Erik Andersen, ph.d. og ekstern lektor på Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet, og Jon Høgh, der i årene 1971-2012 var lærer på Tim Skole nord for Ringkøbing og tidligere har skrevet en bog om Kaj Munk samt været medredaktør på en anden. En afsluttende citatkavalkade om ”Livet i Kaj Munks Præstegård” er samlet af den daglige leder af Kaj Munks Præstegård, Lisbeth Lunde Lauridsen.

Den fyldige Munk-præsentation, der er udsendt af Bollerup Boghandels Forlag i Ringkøbing, henvender sig blandt andet til folkeskolens ældste klasser, gymnasier samt elever i ungdoms- og efterskoler og er ledsaget af et opgavehæfte, hvis ophavsmand er Jon Høgh - levendelæring.dk. Desuden er der udarbejdet en række opgaver, der ”med fordel” - som det hedder - kan løses i forbindelse med et besøg i præstegården: levendehistorie.dk.

Historien om Kaj Munk er udfordrende. Også for unge. Derom er forfatterne enige. Udfordringen består først og fremmest i det krav om stillingtagen, som hans holdninger og virke uvægerligt rejser. Med formuleringen i bagsideteksten: ”Hvordan ville 'jeg' i den givne situation have handlet? Ville 'jeg' heroisk have kastet mig ind i kampen mod Nazi-Tyskland og alt, hvad det stod for i 1930'erne og under krigen - koste hvad det ville? Eller ville 'jeg' som et flertal af danske politikere samarbejde med Nazi-Tyskland og alt, hvad det stod for?”.

Et valg skulle foretages.

Forfatterne lægger vægt på at berette om Kaj Munk på baggrund af den tid, der var hans. Uden at glorificere. Atter med bagsidetekstens ord: ”Alt efter hvilken periode i Kaj Munks liv, man vil se på, så tog han både fejl og gjorde det rigtige. Han sympatiserede, som hans kritikere helt korrekt fremhæver, en tid med Tyskland og Europas stærke mænd, ja, men han skiftede også holdning.”

Knud Erik Andersen mindes, hvordan han selv blev udfordret af Kaj Munk. Eller af hans søn, Arne Munk. Men det kommer i denne sammenhæng ud på ét.

”Jeg traf Arne Munk i forbindelse med et foredrag, hvor han talte om det svigt, der efter hans opfattelse skete, fordi vi i Danmark ikke fra begyndelsen af besættelsen gik ind i en heftig modstand mod tyskerne. Jeg fremførte da det synspunkt, der ofte har lydt, nemlig at en hel generation af unge kunne have mistet livet. Og til hvilken nytte? Arne Munk gav mig grund til eftertanke, da han svarede, at den kamp, vi ikke udførte herhjemme, blev udført af unge fra andre dele af Europa. Det blev dem, der kom til at betale med deres liv.”

”Når jeg rejser denne problematik over for unge, går de ind i en diskussion. Eksistentielle spørgsmål, der rammer et jeg, er altid vedkommende.”

At Kaj Munk - også - er for unge, kan Jon Høgh bekræfte: ”Det var ved et familiebesøg, jeg i en alder af 15-16 år første gang stødte på ham. I reolen fandt jeg en bog med titlen ”Aldrig spørge om det nytter”. Det viste sig at være en samling Kaj Munk-citater, fra skuespil, artikler og digte. Den vakte straks min interesse. Og til jul samme år ønskede jeg - og fik - hans erindringer ”Foraaret saa sagte kommer”, som jeg læste i løbet af få dage og igen flere gange siden.”

”Min interesse for Munk har holdt sig. Og i de 40 år, jeg har været lærer, har der ikke været ét eneste år, hvor jeg ikke har undervist i tekster af Kaj Munk. For eksempel i digtet ”Den blå anemone”. Når jeg fortalte om hans livshistorie, havde eleverne let ved at se en sammenhæng mellem digtet og den særlige situation, han stod i, da han skrev det i 1943. Og desuden har jeg oplevet, hvor ligefrem begejstret elever har været for skuespillet ”Ordet”, der beskæftiger sig med noget, som mennesker i dag er optaget af: det uforklarlige.”

Lisbeth Lunde Lauridsen: ”Når jeg har haft rundvisninger i Kaj Munks Præstegård for konfirmander, skolebørn og gymnasiaster, har jeg mærket, hvor nærværende han er for de unge. De oplever ham som aktuel. Han giver dem noget. Fordi han kræver en stillingtagen. Og i det hele taget fordi han i sine dramatiske værker tager fat på eksistentielle spørgsmål. Kaj Munk har fødderne forankret i den danske muld, samtidig med at han er meget udansk. Han kan skifte retning. Og alligevel ved man, hvor man har ham. Han er ikke på nogen måde kompromissøgende og spørger aldrig til nytten af det, han foretager sig, men alene, om det er sandt. Det er i den grad udfordrende for de unge. Og jeg har længtes efter, at der skulle komme en bog som denne. En bog, hvor en ny generation kan møde Kaj Munk.”

Knud Erik Andersen medgiver, at de, der anser Kaj Munk for uaktuel, i visse henseender umiddelbart kan synes at have ret. Men så fortsætter han:

”Grav et spadestik dybere og inddrag dramatikken. Så kan Munk bestemt ikke siges at være uaktuel. Et eksempel: Hovedpersonen i skuespillet ”Kærlighed” er en ikke-troende sognepræst, Ejnar Kargo. Jævnfør Thorkild Grosbøl og den debat, der var om ham. En ballade, der førte til, at menighedsrådet i Mejdal Sogn i et stillingsopslagsøgte en troende præst. Tro-tvivl-problematikken er ikke blot højaktuel. Den er på en eller anden vis i os alle.”

Kampen mellem magten og kærligheden fremhæver Knud Erik Andersen som et gennemgående tema i Kaj Munks dramatik. Heller ikke den, der bliver opmærksom på dette, kan - påpeger Andersen - med rimelighed erklære Munk for uaktuel: det er et tema, der hver eneste dag er tæt på os alle.

”Med Per Stig Møllers ord kan jeg sige: 'En tid, der er fremmed for religionen, vil altid være fremmed for Søren Kierkegaard og Kaj Munk. Når tiden atter vender sig fra materialismen og til det religiøse og etiske, til individets forhold til sin bestemmelse og sit valg, vil den på ny blive anfægtet af dem begge.' Selv har jeg lyst til at tilføje, at for den, der har interesse i religionen, det etiske, menneskets bestemmelse, valgets betydning, er Kaj Munk næsten ikke til at slippe. Og hører de nævnte 'interessefelter' ikke til at være menneske?”.

”Vi lever i en tid, hvor demokrati og humanisme har godt fat - og næsten er selvfølgelige idealer. Sådan var det ikke i 1930'erne. Hos Kaj Munk finder vi ikke demokratiet og humanismen som 'bærepiller' i tilværelsen. Det centrale spørgsmål hos ham var: Hvor er Gud? Det spørgsmål synes uaktuelt anno 2014. At det så ikke er det, er en anden sag”.

Spørgsmålet stilles ofte: Hvorfor sørgede Kaj Munk ikke for at slippe væk, før han blev pågrebet af sine mordere? Viste han ikke ansvarløshed over for sin hustru og sine fem børn ved ikke at flygte? Bogens forfattere svarer, at han handlede, som han gjorde, fordi han ikke kunne andet.

Lisbeth Lunde Lauridsen er enig: ”Kaj Munk ville føle, at han svigtede, hvis han opfordrede til kamp, men selv stak af. Han opfattede kampen mod nazismen som en kamp ikke mod det onde, men mod den onde. For ham viste Djævelen sit ansigt gennem nazismen. Og derfor var kampen mod den at betragte som en kristen pligt.”

”For Kaj Munk gælder i den grad salmens ord: 'Kæmp for alt, hvad du har kært,/ dø, om så det gælder!'. Gæster i præstegården spørger: Hvordan kunne Kaj Munk vælge døden frem for sin familie? Sådan tror jeg heller ikke, han tænkte. Mordet på Kaj Munk var det første clearingmord i Danmark under krigen. Så der var intet fortilfælde, der kunne fortælle ham, at det ville gå, som det gjorde. Selvom han helt sikkert var forberedt på, at han ville blive hentet, havde han nok en forventning om, at han som en anden Paulus kunne skrive breve fra fængslet eller i det mindste få en 'talerstol' i form af en rettergang.”