Athena Farrokhzad er navnet på en debuterende svensk lyriker med iranske rødder, der sidste år blev kendt for at udtale, at Yahya Hassans digte kunne puste til den yderliggående højrefløjs fremmedhad. I denne sammenhæng slår Farrokhzad imidlertid sit navn fast på en anden og langt mere interessant måde, nemlig som forfatter til en fremragende digtsamling med titlen ”Vitsvit”.
”Vitsvit” skriver sig ind i en litterær bølge, der blandt andet på dansk omfatter værker af Eva Tind Kristensen, Maja Lee Langvad, Hassan Preisler og Yahya Hassan, hvor spørgsmål om traumatiske oplevelser ved at være dansker af anden etnisk baggrund samt stigmatisering og racisme i det danske samfund tematiseres.
Den svenske titel på bogen, som er bevaret på dansk, er en sammensætning af ordene ”hvid” og ”suite”, men hvor ”svit” på svensk også kan betyde ”følgesygdom” eller ”eftervirkning”. Titlen rammer på denne vis plet i forhold til den racisme-, indvandrer- og ”hvidhedsdebat”, som ikke mindst er blusset op i de danske medier i tiden omkring Yahya Hassans exceptionelle gennembrud. Og for at det ikke er løgn, er spørgsmålet om ”hvidhed” også accentueret i selve bogens ortografi, idet siderne er sorte med hvid skrift.
Læser man i ”Vitsvit”, får man hurtigt øjnene op for, at der er tale om en yderst raffineret poet. Kompositorisk møder vi i værket en række stemmer, der tilhører familiemedlemmer til digteren, og de enkelte korte afsnit, der hver er på et par linjer, indledes - med undtagelse af den første side - alle med formlen: ”Min mor sagde:”, ”Min far sagde:”, ”Min mormor sagde:”, ”Min morbror sagde:” og ”Min bror sagde:”. Tror man imidlertid, at det drejer sig om almindelig, dagligdags samtale, tager man grundigt fejl, for alle replikkerne er i sig selv koncentrerede digte, der med deres tone, metaforik og intertek-stualitet på mesterlig vis udtrykker en hel livsholdning.
Det indledende digt, hvor moderen præsenteres, indeholder de strofer, der citeres på modstående side under ”Ugens digt”. Her ser man alle de temaer, som i forskellige konstellationer væves ud og ind mellem hinanden i bogens kor af stemmer: Forsøget på at lægge den iranske fortid bag sig og det desperate forsøg på at tilpasse sig, fremmedfølelsen mellem danske normer og i det danske sprog, fortidens traumatiske oplevelser af undertrykkelse, forfølgelse, fængsel og tortur, der lever videre i nutidstilværelsen, angsten og desillusionen.
Lad mig blot citere tre af de fantastiske stykker i ”Vitsvit”. ”Min mor sagde til min bror: Tag dig i agt for fremmede/ Husk at du ikke har noget at vende tilbage til/ hvis de skulle blive fjendtlige.” Og: ”Min far sagde: Din bror barberede sig inden skægget begyndte at vokse/ Din bror så terroristens ansigt i spejlet/ og ønskede sig et glattejern i julegave.”
Og: ”Min bror sagde: Engang vil jeg dø i et land/ hvor mennesker kan udtale mit navn.” Og sådan kunne man blive ved med at citere bogens replikker. Her skifter tonefaldet fra resignation og dyb smerte til raseri og galgenhumor, og ind i teksten væves der citater fra Paul Celan og de hellige skrifter til ordsprog og popsange. En gribende, raffineret, hårdtslående og nødvendig digtsamling.