Tivoli hejste det australske flag

Melbourne-symfonikerne bød på Strauss, Elgar og Berlioz

En tilsyneladende godt brugt sir Andrew Davis takkede for det begejstrede bifald. -
En tilsyneladende godt brugt sir Andrew Davis takkede for det begejstrede bifald. - . Foto: Simon Læssøe/Scanpix.

Vist blev det en festlig koncert, da Tivoli mandag aften havde fået besøg fra den anden ende af kloden. Melbourne Symphony Orchestra, der er grundlagt i 1906 og dermed er Australiens ældste orkester, afsluttede en længere Europa-turné i hjertet af København.

Kronprinsesse Mary med følge kastede tilmed glans over begivenheden og må have nydt at opleve sine landsmænd kaste sig ud i et fuldlødigt program med Richard Strauss, Edward Elgar og Hector Berlioz.

Strauss' symfoniske digt Don Juan fra 1889 var en passende indledning, hvor den rutinerede chefdirigent sir Andrew Davis fik præsenteret sit orkester for fuldt udtræk. Den unge Strauss' partitur svulmer og bølger i løbet af det knap 20 minutter lange musikalske portræt af forføreren over alle forførere, og de fleste detaljer kom fint frem i australiernes fortolkning.

Som solist i Elgars cellokoncert, der stammer fra 1919 og for et halvt århundrede siden blev et signaturværk for den unge Daniel Barenboim og hans cellospillende hustru, Jacqueline du Pré, havde man den aldeles fremragende - og meget kontrollerede - nordmand Truls Mørk, og det på én gang sørgmodige og elegante værk var dermed i de bedste hænder. Den stovte Mørk er en mand, der kan lytte til og spille sammen med et orkester, og han fik mange skønne klange ud af sit ædle instrument fra 1723.

Koncerten sluttede med Berlioz' skelsættende Symphonie Fantastique, om hvilken sir Davis selv har udtalt: “Hos Berlioz føres vi for første gang i musikhistorien ind i en persons indre univers, på stoffer i en drømmeverden og i et tonesprog, der vendte op og ned på, hvad der var 'rigtig musik'.”

Det unikke værk fra 1830 er ganske rigtigt et af de mest markante værker i musikhistorien - på linje med Beethovens Eroica-symfoni fra 1805 eller Stravinskys Sacre du Printemps fra 1913.

Samtidig er det en lakmusprøve for, hvordan et stort symfoniorkester spiller. Og selvom Melbourne-symfonikerne for mig at høre ikke helt var oppe på det niveau, DRSO præsterede, da det danske eliteorkester ved et par lejligheder i år fremførte værket - i januar med orkestrets nu afdøde chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos og under musikfestivalen i Granada i juni med Jess Lpez Cobos - så blev det 55 minutter lange mirakel af et værk spillet med fynd og klem og med en stigende intensitet, der kulminerede i fjerdesatsens “March til skafottet” og i femte- og sidstesatsens syrede “drøm om en heksesabbat”.

En tilsyneladende godt brugt sir Andrew Davis takkede for det begejstrede bifald, bukkede for kronprinsessen og undskyldte nærmest, at det kun kunne blive til et enkelt ekstranummer.

Det turnévante ensemble fra Melbourne var netop kommet helskindet gennem sidstesatsen i det sidste værk - og der var desuden tale om den femte og sidste station på turnéen efter koncerter i London, Edinburgh, Amsterdam og Mecklenburg-Vorpommern.