Kære forfattere, oversættere, grafikere, boghandlere, journalister, kolleger, bogfolk i alle afskygninger, kære venner
For et par måneder siden kunne vi nok en gang læse og høre om en ulykkelig sag om omsorgssvigt af børn.
En socialforvaltning havde siddet adskillige henvendelser om elendige forhold i en familie overhørig, og da familien var flyttet til en anden kommune, havde man heller ikke dér taget affære. Resultatet var, at to mindreårige børn var havnet i en helt miserabel situation, og myndighederne greb først ind, da en otteårig dreng havde drukket to-tre flasker rødvin og blev hospitalsindlagt med en promille på godt og vel 2,5.
Det er en historie, man ikke kan andet end blive både forstemt og opbragt over; men man kan også godt fundere lidt over, hvordan det kunne gå så galt.
Det er jo langtfra et ukendt fænomen, at en families vantrivsel er blevet overset af de sociale myndigheder. Der er masser af lignende fortilfælde, det ene mere gruopvækkende, hjerteskærende end det andet, og de afføder hver gang massiv pressebevågenhed og inderlige beklagelser og lovning på bod og bedring fra de ansvarlige myndigheders side.
Miseren her skyldtes ikke, at de relevante institutioner ikke var blevet gjort opmærksom på, at der var noget galt i familien. Det var heller ikke, fordi de henvendelser, der var kommet til den første kommune, ikke var blevet hørt og registreret og journaliseret, og det var heller ikke, fordi sagsakterne ikke var blevet sendt videre til den anden kommune, da familien flyttede.
Nej, skaden skete, fordi man i den første kommune nok havde oprettet dokumenter og sagsmapper, men undladt at skride til handling, og i den anden kommune, altså der, hvor det løb helt af sporet, ja, der havde man ikke andet at sige til sit forsvar, end at man havde modtaget så mange papirer om sagen fra kommune ét, at man ikke havde haft tid til at læse dem alle sammen og derfor ikke havde skredet ind.
I forhold til indbyggertallet har Danmark verdens største offentlige sektor, og den har aldrig været større og dyrere, end den er nu. Spørgsmålet er, om den er pengene værd.
Der er en århundredgammel tradition for, at vores offentlige sektor er bemandet af dygtige, engagerede, hæderlige, loyale, ukorrupte kvinder og mænd. Alligevel sker der disse eklatant urimelige brist og svigt.
Alle spørgsmål om, hvordan den slags kan ske, besvares rutinemæssigt med ”for få ressourcer”; men lad os forsøge med en anden forklaringsmodel, lad os forsøge med ”uhensigtsmæssig anvendelse af ressourcer”. For at blive ved historien fra før: Hvorfor havde de kommunale myndigheder i den første kommune brugt tid og personale til at registrere og journalisere side op og side ned i stedet for at få nogen til at køre ud og se på, hvordan det stod til i den nødstedte familie? Og hvorfor havde man i den anden kommune ikke fået læst det fremsendte materiale igennem?
Hvordan går sådan noget til?
For en snes år siden, i halvfemserne, under den socialdemokratisk-radikale regering, blev der kaldt til orden i den offentlige sektor. Nu skulle der ryddes op, der skulle rationaliseres og effektiviseres. Via Finansministeriet holdt New Public Management sit indtog både oppe og nede i statsadministrationen med sine kvantitative mål og systemer, excel-ark og dertilhørende måltal og estimeringer og fremskrivninger og evalueringer og overvågninger og kontrol alle vide vegne.
I 2001 fik vi under stort rabalder en borgerlig regering. Nu skulle skatterne ned, den offentlige sektor skulle slankes, der skulle liberaliseres og ryddes op i bureaukrati og overvågning, og som en naturlig konsekvens heraf proklamerede statsministeren i sin første nytårstale, at korpset af såkaldte smagsdommere skulle sættes fra bestillingen.
Borgerne skulle have større frihed, de skulle have flere muligheder for at indrette sig, som de hver især havde lyst til. Det var alt sammen signal til en værdikamp, som varede nogle år, og som til sidst fusede ud i en pærevælling af tænketanke og kánoner, latterliggørelse, mistænkeliggørelse og bevidste fordrejninger.
Under VK-regeringen steg skattetrykket, der var mere og mere, der blev forbudt og påbudt, excel-arkene og newspeak´en konsoliderede sig, der blev udfærdiget større og større stakke af rapporter og dokumentation, som ingen læste, der blev indført flere kontrolinstanser og mere overvågning, og i store dagbladsannoncer pralede Venstre af, at den offentlige sektor var vokset under den borgerlige regering og nu aldrig havde været større. I kampen om vælgerne og dermed om magten søgte partierne ind mod midten, og politikerne lærte at sige ”velfærd”, lokke vælgerne med mere ”velfærd”, true med mindre ”velfærd”. Der var ingen politiske visioner, der rakte længere end til ”velfærd”.
I 2011 fik vi så S-R-SF-regeringen. Den kom til magten under bastante, umisforståelige løfter om en ny politik, nu skulle det være slut med den tidligere regerings asociale nedskæringer og udsultning af den offentlige sektor. Nu skulle der virkelig velfærd på bordet.
Og igen: Hvad skete der? De tre regeringspartier kom ned fra Det Sorte Tårn med et regeringsgrundlag, hvori de frejdigt, socialdemokrater, radikale og SF´ere, erklærede, at ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Alle politikerløfter og tilhørende vælgerforventninger om ny retning, nye prioriteringer i beskatning, om dagpenge, betalingsring, ligestilling, osv. osv. blev øjeblikkelig stedt til hvile og gjort til skamme; men ikke nok med det: Regeringen havde en trumf i ærmet. Den lancerede begrebet Den Nødvendige Politik, og med det forsøgte den at bilde vælgerne ind, at politik kan være en objektiv størrelse, og den afskaffede dermed dybest set partipolitik, som vi hidtil havde kendt dem, nemlig som bestemt af ideologi, etik, klasseinteresser.
Det er den slags, der skaber kontinuitet i tingene. Det er også den slags, der er med til at gøre borgerne ligeglade med, ja, lede ved politik. Hvis det hele er lige meget; hvis det er et spøgelse ved navn Den Nødvendige Politik, hvis substans er skabt af embedsværket uden andet end højst symbolsk påvirkning fra Folketinget; hvis politikerne opfører sig som teknokrater, hvis det er hip som hap, hvem og hvilke partier der regerer landet; hvis vi oplever, at politikerne er villige til at gøre hvad som helst for at få magten, villige til at give køb på alt, hvad deres parti har af principper og mærkesager, for at få magten og ikke mindst for at beholde magten; hvis spin fremstår i offentligheden som essensen af politik; hvis den politiske debat mest foregår mellem kommentatorer, der helst ikke taler om det, politikerne siger og gør, men overgår hinanden i gisninger om politikernes motiver til at sige og gøre, som de siger og gør; hvis politikerne ikke har andre mål og idealer end ”velfærd” for deres politik, hvorfor så gøre sig den ulejlighed at gå hen og stemme?
I disse år er dansk politik en tilsyneladende selvkørende maskine med alt overvejende fokus på økonomien, en selvforstærkende ond cirkel af kamp om at erobre magten og beholde magten i stedet for at bestemme og udstikke ideer og idealer og pejlemærker, der ligger ud over det rent økonomiske, kort sagt i stedet for at drive politik.
Det er ikke kønt at se på; men jeg ser ingen nævneværdige tegn på foruroligelse over tingenes tilstand og udvikling i de politiske partier og deres udmeldinger, fx ingen tegn på, at nogen har en fornemmelse af, at der må være noget grundlæggende, noget strukturelt i vores samfund og samfundsopfattelse, der er skredet eller i hvert fald i færd med at skride, fx ingen tegn på, at man fra politisk hold mener, at det først og fremmest er bureaukratiet med alle dets kontrol- og overvågningsinstanser, der skal slankes, så der kan frigøres ressourcer til det praktiske, reelle arbejde rundt om i institutionerne, som jo faktisk er det, vi har dem til.
Man kan spørge sig selv, om disse signaler fra Slotsholmen, både de politiske og administrative, ikke kan tænkes at have en afsmittende virkning på dem, der skal føre politikernes beslutninger ud livet. Hvis man i institutionerne kun lader måltallene råde, kun måler effektivitet i kvantitative termer og frimodigt blåstempler ganske betragtelige fejlmarginer og dermed ser gennem fingre med lemfældig sagsbehandling i selv de mest indgribende og personfølsomme anliggender, kan man så ikke forestille sig, at det afføder en vis kynisme hos dem, der skal forvalte den?
Risikerer det ikke at komme til at gå ud over arbejdets kvalitet? Hvad er det for et menneskesyn, der kommer til at styre de mennesker, der bemander institutionerne og træffer afgørelserne, og hvilken virkning har det på dem, der betjener sig af dem og er afhængige af dem?
Hvordan opleves dette ude i institutionerne? I social- og sundhedssektoren? I uddannelsessektoren? Hvordan arbejder man der? Hvordan er det at være embedsmand i vore dage? Hvordan opleves arbejdslivet i det hele taget i Danmark i disse år, ikke kun inden for den offentlige sektor, for normerne og reglerne fra den er jo trængt langt ind i den private sektor. Hvordan ligger det med trivslen og arbejdsglæden og omgangstonen? Kan man styre systemerne? Eller er de ved at tage magten? Hvad sker der i kølvandet på alle standardiseringskravene og alle kontrolforanstaltningerne? Hvordan ligger det med det selvstændige skøn? Hvordan står det til med den sunde fornuft? Har den noget at skulle have sagt? Er der andet end måltallene og de kvantitative bestemmelser, der har indflydelse, og i givet fald hvilke og hvordan?
Her er noget at tage fat på for alle jer, der kan skrive. Det forløbne år rummer særdeles overbevisende eksempler på, hvordan bøger, faglitterære som skønlitterære, kan sætte væsentlige debatter i gang og flytte holdninger. Så lad os få nogle erfaringer på bordet og frem i lyset. Lad os få en ny værdikamp, der handler om andet og mere end tørklæder, kánoner, madvaner og om, hvor supermarkederne skal have lov til at anbringe Matadormix´en, lad os hjælpe politikerne med at drive politik, lad os ud fra praktiske, konkrete eksempler få en principiel, mere højtflyvende overordnet ideologisk debat om politik, om mål og midler, om prioriteringer, kort sagt, om, hvor det danske samfund er på vej hen under de normer, dets institutioner er pålagt at arbejde inden for i disse år. Lad os høre, hvordan det går til, at vi har sager om omsorgssvigt som den, jeg nævnte i indledningen.
Litteraturen lever som sagt bl.a. ved at sætte problemer under debat, så det skal være dagens opfordring til alle, heriblandt selvfølgelig også politikerne. Fortæl om, hvordan I oplever den udvikling, det danske samfund lige nu er inde i, om, hvad I tror og mener, håber og frygter. Hvor fører udviklingen hen? Er den til gavn for borgerne, er det en kurs, der skal justeres eller måske endda lægges helt om? Skriv om det, der glæder jer, skriv om det, der foruroliger jer, skriv om det, der harmer jer og giver jer håb. Skriv digte og artikler, skriv romaner og reportager, skriv interview, faglitteratur, noveller, skriv direkte og ligepå, engageret, konfrontatorisk, men gerne under stadigt hensyn til Karl Ove Knausgårds credo: ”Uden tvivl ingen litteratur. Litteraturen søger mod kompleksitet, selv i sine forenklinger.”
Og hermed: Velkommen til Gyldendals efterårsreception 2014.