Nutidens unge bliver ladt i stikken på universiteterne

Allan Blooms fænomenale debatbog om dannelsestabet er ikke blevet mindre aktuel, siden den udkom i 1987

Da Allan Bloom var 15 år, så han University of Chicago for første gang og vidste, at han havde fundet meningen med sit liv. Her ses universitetets Yerkes-observato-rium, og selvom Bloom, der døde i 1991, ikke var stjernekigger, formåede han med sin debatbog alligevel at kigge et godt stykke ind i fremtiden. -
Da Allan Bloom var 15 år, så han University of Chicago for første gang og vidste, at han havde fundet meningen med sit liv. Her ses universitetets Yerkes-observato-rium, og selvom Bloom, der døde i 1991, ikke var stjernekigger, formåede han med sin debatbog alligevel at kigge et godt stykke ind i fremtiden. - . Foto: Scanpix.

En universitetsprofessor, der hader rockmusik, skriver en sprænglærd, murstenstyk bog om, at alting var bedre i gamle dage, at nutidens unge er uvidende, sæderne i forfald, samfundet i opløsning og den almene dannelse truet af underholdningsindustriens massefordummelse. Læg dertil, at bogen stryger ind på de amerikanske bestsellerlister, hvor den holder sin position i månedsvis, og at forfatteren bliver en mediestjerne, der rejser land og rige rundt for at signere bogen.

Det burde ikke kunne lade sig gøre, men det var ikke desto mindre, hvad der skete med Allan Blooms ”The Closing of the American Mind”, der udkom i 1987, mens Ronald Reagan var præsident.

Forklaringen på denne usandsynlige succes må være, at det lykkedes Bloom med stort sprogligt og intellektuelt overskud at tage pulsen på en tidsånd, som mange var utrygge ved, men ikke kunne sætte ord på, og minde om de glemte alternativer, minde om hvor vi kom fra, og hvor vi er endt.

Forfatterens udgangspunkt var universitetsverdenen, som han elskede: Da han var 15 år, så han University of Chicago for første gang og vidste, at han havde fundet meningen med sit liv. Ved sin død i 1991 var han professor i filosofi samme sted.

Et af bogens bedste afsnit handler om de studerende (nutidens unge), som han betragter med en blanding af undren og medlidenhed: Ud fra deres holdninger, sprog, vaner, musiksmag og litterære præferencer tager han temperaturen på det moderne USA's sindstilstand (og for så vidt på vores). Resultatet er ikke opmuntrende.

De unges fremmeste dyd, hævder Bloom, er at være åbne og inkluderende. De vil for alt i verden ikke fordømme noget. De er af princip tolerante, for de ved, at verden og historien er fuld af eksempler på forskellige kulturer med hver deres normer og trosforestillinger, så ingen har ret til at hævde, at noget er bedre end andet - og slet ikke, at vores kultur er overlegen. Fornuften er også bare en social konstruktion ifølge den herskende tankegang, som taler ud af de studerendes munde. Alting flyder for dem, der findes ingen absolut målestok.

Blooms simple modargument er stadig værd at blive mindet om: ”Men det faktum, at der har været forskellige opfattelser af godt og ondt forskellige tider og steder, beviser på ingen måde, at det ene kan være lige så godt som det andet.”

De unge er med et andet ord ”relativister”, når de begynder på universitetet. For Bloom er det en ulykke, for det betyder, at de på forhånd har opgivet at finde sandheden. Relativismen gør dem blaserte: Der ligger ingen alvorlig stræben, ingen lidenskab, intet videbegær bag deres studier, for de tror jo ikke på det sande, det gode og det skønne. De er på forhånd desillusionerede og skeptiske, de mener dybest set ikke, at man kan lære noget om sig selv ved at læse de klassiske tænkere, for Platons, Augustins og Shakespeares ”sandheder” tilhører jo en anden tid og en anden sammenhæng, de er udtryk for kulturelle fordomme. Historien og traditionen kommer dem altså dybest set ikke ved, der findes kun her og nu. Men når man ikke har nogen historisk dannelse eller noget kendskab til traditionen, hævder Bloom, så bliver man konform, så efterplaprer man tidsånden.

De mest blaserte, hævder han provokerende, er skilsmissebørn: De har tidligt lært, at man ikke kan regne med noget, at det dyrebareste - familien - er en midlertidig kontrakt, der let kan opsiges. De har ingen tillid til fremtiden, ingen evne til begejstring og ringe lyst til åndelige eventyr.

Blooms studerende ved intet om de kulturer, de er ”åbne” overfor, og de har heller ikke lyst til at finde ud af noget. Til gengæld har de et arsenal af sukkersøde, moralske floskler, der handler om ikke-diskrimination, tolerance, anerkendelse, ligeværd, respekt og så videre, men bagved, hævder han, er der ingenting.

Vi har valgt den værste form for åbenhed, mener Bloom: ”Der er to slags åbenhed, ligegyldighedens åbenhed - som promoveres med det dobbelte formål at ydmyge vor intellektuelle stolthed og lade os være, som vi nu engang er, så længe vi bare ikke vil være kloge - og så den åbenhed, der opfordrer os til at søge efter viden og vished, og hvor både historie og de forskellige kulturer giver strålende eksempler til udforskning.”

Paradokset er, at den falske åbenhed bliver til lukkethed, deraf titlen: ”The Closing of the American Mind”. Den danske titel, ”Historien om Vestens intellektuelle forfald”, er misvisende. Det handler om mere end det intellektuelle, det handler om horisontindsnævring, sjælelig armod, åndsformørkelse.

Blooms pointer har det med at komme bag på læseren, de overrumpler og overbeviser, minder en om simple sandheder, som man har glemt i forvirringen. Derfor er bogen frigørende i ordets sande betydning.

Professoren efterlyser altså alvor, mod og idealer, men det er ikke kun relativismen og åbenhedsprofeternes skyld, at buen er slap. Det skyldes også den seksuelle frigørelse og rockmusikken. Bloom har gået i skole hos de græske filosoffer, så han tror på sammenhængen mellem det kødelige og åndelige begær. Når eros vågner i puberteten, gælder det om at dirigere og rette begæret opad mod højere mål, forædle det, søge sin Diotima og Beatrice. Men rockmusikkens primitive, orgiastiske hyl handler om at få udløsning så hurtig som muligt, den rummer ingen ideel stræben, dens ikon er den evindelige ”teenage-satyr” Mick Jagger: ”De unge genkender rockens rytme som samlejets. Derfor er Ravels 'Bolero' det eneste stykke klassisk musik, der virkelig appellerer til dem.”

Er det så slemt? Ja, for jagten på den hurtige udløsning gør de unge flade og fantasiforladte, de går i stå, inden de kommer i gang og bliver hurtigt spidsborgere.

Nu kunne man let tro, at Bloom er en gnaven, fornærmet Jeronimus, men stemmeføringen vidner om en generøs og, i ordets bedste forstand, liberal ånd med humor og vid, slagfærdighed og stor kærlighed til traditionen; ikke som en museumsgenstand, men som en intens, evigt aktuel samtale om, hvad mennesket er.

Men hvad er det så for en bog, ”The Closing of the American mind”? Det er erindringer, idéhistorie og begavet kulturkritik på en gang; en rodet og kompakt, nørdet og klarsynet bog af en enspænder, man gerne ville have mødt. Selvfølgelig blev den også udsat for massiv kritik, for han når at træde mange mennesker over tæerne. På sin vis indledte den ”the culture wars” i USA mellem ”konservative” og ”liberale”, der handler om alt fra skolernes pensumlister over multikulturalisme til abortspørgsmålet.

Men man skal først og fremmest læse den, fordi den er et vidnesbyrd om, hvor høje idealer en underviser kan have: Bloom ville vække sine studerende, gøre dem til klogere, dybere, smukkere mennesker ved at præsentere dem for det bedste af det bedste fra den vestlige kanon: ”Når mennesker læser Platon og Shakespeare lever de mere fuldt og helt end nogensinde, fordi de tager del i tilværelsens essens og glemmer deres egne små liv.”

I dag, hvor viden enten anskues som magt eller som en ressource, hvor det gælder om at ”afsløre” klassikernes gedulgte motiver og slet skjulte fordomme, er det vederkvægende at høre en stemme som Blooms, der taler om dyd, mod, skønhed, sandhed, om at blive et ”helt menneske”. Hvornår har man sidst hørt sådan tale på et dansk universitet?