Historien rammes ind af holocaust

Bent Blüdnikows forældre flygtede til Sverige under Anden Verdenskrig og overlevede. Det gjorde maleren Felix Nussbaum og hans familie ikke. Selvom kunstneren endte sine dage i Auschwitz, blev hans værker bevaret og har fået en livslang betydning for den danske historiker og journalist

- Illustration: Morten Voigt
- Illustration: Morten Voigt.

Kunstværker lever i kraft af, at deres kunstnere har noget væsentligt og eksistentielt at sige. Men det er få forundt - både at være glimrende teknikere med kunstneriske evner og at have noget at fortælle. Det så jeg straks, at Felix Nussbaum havde.

Jeg var en ung mand i mine 20'ere og studerede historie på Københavns Universitet. Og jeg faldt over Felix Nussbaums selvportræt med jødisk identitetskort fra 1943 i en bog om jødisk kunst og litteratur. Det gjorde øjeblikkeligt et stærkt indtryk på mig.

Her var en mand, hvis livshistorie symboliserede de europæiske jøders skæbne, og som samtidig var en fantastisk god kunstner, der har lavet en lang række værker, som helt lever op til niveauet for tysk ekspressionisme i 1920'erne og 1930'erne. Det er fabelagtigt godt, når både den kunstneriske kvalitet og det ekspressive budskab er til stede i værket. Så bliver det noget almenmenneskeligt, som alle kan relatere sig til.

God kunst er både tidløs og bundet af sin tid. Nussbaum var inspireret af nogle af samtidens andre surrealistiske malere, og han har nogle maleriske kvaliteter, der går på tværs af tiden. Samtidig illustrerer hans værker det, der skete i tiden. Man kan nyde det tidløse, men når man så kender kunstnerens livshistorie, lægger det jo yderligere en alen til oplevelsen.

På maleriet ser vi et jaget menneske i yderste nød omkring 1943 i en tysk koncentrationslejr. Efter 10 års flugt og et liv under jorden med hemmelige adresser var Felix Nussbaum blevet taget til fange af belgisk politi og sendt til en nazistisk kz-lejr. Og meningen var, at han som de fleste andre jøder skulle deporteres til koncentra-tionslejren Auschwitz i Polen og myrdes. Man kan se, han har jødestjernen på sin frakke. Han har trukket frakkekraven lidt op for at skjule sit ansigt, og hans blik er jaget. I sin venstre hånd holder han et identitetskort. Det at have et identitetskort var et spørgsmål om liv eller død. Mange steder var jøder statsløse, men hvis de kunne få opholdstilladelse, havde de et identitetskort.

Der er en utrolig fortvivlelse i billedet, og han er omgivet af høje mure - hans livssituation er umulig at flygte fra. Og det symboliserer meget godt tiden for alle europæiske jøder.

Vi har ikke så mange værker fra jødiske kunstnere fra den tid, fordi de fleste blev myrdet. Felix Nussbaum er en af de få, vi har, der malede både før krigen og under sit fangenskab. Hans historie er dramatisk og tragisk. Hele hans familie blev udryddet. Han selv og hans kone døde også i Auschwitz i 1944 og efterlod sig ingen børn. Under hans omtumlede 10 år på flugt i Europa opbevarede hans venner imidlertid værkerne, og derfor overlevede de krigen.

Men hans værker minder mig om, at mine egne forældres skæbne lige så godt kunne være endt som hans. Mine forældre måtte flygte i en robåd til Sverige under krigen. Min fars båd kæntrede undervejs, og tre jødiske flygtninge druknede. Det kan man læse om i min bog fra sidste år ”Min fars flugt”. Min kones far og hans forældre blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.

Holocaust betyder vældig meget for os jøder og vækker stærke følelser. Og et holocaust-maleri som dette rammer min historie ind. Jeg får nogle direkte følelsestråde til kunstværket.

Gennem livet har jeg set flere af Felix Nussbaums værker. I år har der været en stor udstilling i Wien med tysk-østrigsk ekspressionisme, hvor der er et par pragtfulde malerier af ham, som jeg ikke kendte. Og for to år siden var hans selvportræt udstillet på Louisiana i forbindelse med udstillingen ”Selvportræt“. Hver gang jeg støder på hans værker, bliver jeg overbevist om, at han er en af århundredets helt store malere på niveau med Marc Chagall.

Når vi i disse måneder i Danmark og Europa ser en genopblussen af antisemitismen med angreb på synagogen i Paris, overfald på jøder i Berlin og hærværk mod den jødiske skole i København, så reagerer vi jøder stærkt, fordi vi har den baggrund, vi har. Det er væsentligt at huske, hvad der skete i 1930'erne, da barbariet dukkede frem i al sin ondskab, som det skete i Tyskland, civilisationens højborg. Spørgsmålet er, kan det ske igen?