Sølvbryllupsskilsmissen er blevet normen

Vi lever i en rummelig tid. Men derfor er vi nu alligevel optaget af at definere det naturlige

Jeg kan møde folk, der afslappet og konverserende siger, at det jo er naturligt nok, at dette og hint par er blevet skilt, for nu var børnene blevet store, og "så var projektet jo ligesom afsluttet." Modelfoto
Jeg kan møde folk, der afslappet og konverserende siger, at det jo er naturligt nok, at dette og hint par er blevet skilt, for nu var børnene blevet store, og "så var projektet jo ligesom afsluttet." Modelfoto. Foto: ArtFamily.

”Lykken er at vide, hvad der er normalt.” Sådan hed en brevkasse i min barndom. Spørgsmålet er, om det stadig gælder i individualiseringens og rummelighedens tidsalder? Har vi overhovedet brug for forestillinger om det normale? Hvorfor ikke bare leve og lade leve? Måske fordi vi mennesker også er frygtsomme og socialt følgagtige væsener, og vi vil gerne have vores mest personlige valg bekræftet af andre og af sagkundskaben. Derfor pågår der til stadighed kamp om normalitet.

I avisen her i mandags kunne man læse, at flere gamle broer i Europas byer er ved at blive ødelagt af vægten af de mange hængelåse, der bliver hængt på dem.

De symboliserer den evige kærlighed mellem to. Når låsen er smækket i, smides nøglen i floden og så skal intet mere skille de to elskende(s lås) ad. Det fremgik dog, at der nogle gange blev øvet hærværk på broerne, for når folk blev skilt, kom de (gad vide, om de kommer sammen, eller om det kun er den ene?) tilbage for at finde låsen og splitte den ad. Måske den forsmåede parts hævn, måske et udslag af magisk tænkning. Under alle omstændigheder er drømmen om evig kærlighed så stærk, at den ødelægger broerne, hvorfor byen Paris nu søger at flytte låsene over i internettets virtuelle verden.

Men er det i virkeligheden skilsmissen, der er det normale og det naturlige i det moderne samfund - og hængelåsen, der er forløjet? Forleden kunne man i hvert fald læse i Søndagsavisen, at vi har tre seriøse partnere i løbet af et liv. En i ungdommen, en, vi får børn sammen med, og så en, vi bliver gamle sammen med. Sådan er ”det generelle billede”, udtalte en parterapeut. Og en sexolog supplerede med, at det kun var positivt og naturligt ”at komme videre”, og at det var en gave at opleve flere partnere i ens liv.

Sølvbryllupsskilsmissen udlægges som skæbne. Et psykologisk og sociologisk livsmønster i det moderne samfund.

Jeg kan møde folk, der afslappet og konverserende siger, at det jo er naturligt nok, at dette og hint par er blevet skilt, for nu var børnene blevet store, og ”så var projektet jo ligesom afsluttet”. Da litteraturprofessor Johan Fjord Jensen i 1993 med bogen ”Livsbuen” som en af de første var på sporet af den tredje alder, opererede han implicit med to seriøse partnere i løbet af livet. Men det skyldtes, at Fjord var fra en tid, hvor man giftede sig, allerede når man var først i 20'erne, og så var børnene jo fløjet fra reden, når man var midt i 40'erne og kunne begynde et nyt liv.

Nogle gange præsenteres skilsmissen som en biologisk skæbne. Fra naturens hånd var det aldrig meningen, at vi skulle blive så gamle, som vi bliver. Måske skulle et menneskeliv kun være på cirka 40 år, og derfor er vi ikke programmeret til at være med den samme partner længere end det.

Det minder mig om, da jeg for et par år siden havde problemer med et knæ og gik til en ortopæd. Han sagde, at mine knæ selvfølgelig var noget slidt, men det var jo helt normalt med den alder, jeg havde. Da han kunne fornemme, at jeg ikke var vant til at se mig selv i en fremskreden alder, forklarede han, at i urtiden på savannen ville jeg have været gammel og udtjent for længe siden og formentlig være blevet taget af en sabeltiger. Men jeg var kun gammel ud fra stenaldernormer, og heldigvis levede vi jo i et helt andet samfund, så jeg skulle bare nyde mulighederne og løbe videre på mine gamle knæ.

Det er den samme tanke, der ligger bag idéen om sølvbryllupsskilsmissen som biologisk skæbne. Den kommer der, hvor før døden i form af sabeltigeren kom, og hvor man kunne blive ædt i den naive tro på monogami og livslang kærlighed. Nu kan man løbe hinsides sin biologiske bestemmelse, ind i frihedens rige og blive gammel sammen med en ny.

For et par uger siden var jeg til bryllup. Det var en både sjov og tårevædet aften med mange taler og indslag. Men hvis jeg var stået op og havde forklaret det unge brudepar om det ”generelle billede” og at de af biologiske, psykologiske og sociologiske grunde kun var nummer to ud af tre seriøse partnere i hverandres liv - ja, så tror jeg altså, at onkel Nils ville have spoleret den gode stemning og var blevet pebet ud. Drømmen lever, om så broerne skal styrte i floderne, og godt for det.