Tanker om at leve et autentisk liv

Der er studiestart for tusindvis af studerende i næste uge. Men hvad er egentlig formålet med en uddannelse? Og hvad bør et ungt menneske fokusere på i livet? Den indflydelsesrige amerikanske forfatter David Foster Wallace anbefaler at kvitte egoismen og tænke over Gud i denne dimissionstale fra bogen ”Dette er vand”, der udkommer på dansk i dag

Vores medier og kultur opfordrer unge på universitetet og i skolesystemet til at se sig selv om enestående, men hemmeligheden ved et godt liv, også på studiet, ligger blandt andet i at åbne sig for andre mennesker og skrue ned for individualismen, mener David Foster Wallace. -
Vores medier og kultur opfordrer unge på universitetet og i skolesystemet til at se sig selv om enestående, men hemmeligheden ved et godt liv, også på studiet, ligger blandt andet i at åbne sig for andre mennesker og skrue ned for individualismen, mener David Foster Wallace. - . Foto: Jakob Boserup/Scanpix.

Der er de her to unge fisk, der kommer svømmende og tilfældigvis møder en ældre fisk på vej i den modsatte retning, og den nikker og siger: ”Godmorgen, venner. Hvordan er vandet?”. Og de to unge fisk svømmer lidt videre, og den ene vender sig og ser på den anden og siger: ”Hvad pokker er vand?”.

Dette er et obligat krav ved kandidatfester i USA små didaktiske lignelser.

Denne lille historie er faktisk en af de bedre og mindst tåbelige af genrens konventioner “ men hvis I er nervøse for, at jeg står her foran jer som den kloge gamle fisk, der skal forklare de unge, hvad vand er, så tag det roligt det gør jeg ikke. Jeg er ikke den kloge gamle fisk. Det lover jeg jer her på denne dag med tørt, smukt vejr.

Det vigtigste krav til en tale som denne her er selvfølgelig, at jeg skal fortælle jer om meningen med en humanistisk uddannelse, forsøge at forklare jer, hvorfor den akademiske grad, som I har gjort jer fortjent til, faktisk har en værdi for jer som mennesker og ikke kun giver jer materielle fordele.

Så lad os tale om den mest udbredte kliché i kandidattale-genren, nemlig at en humanistisk uddannelse ikke kun drejer sig om at proppe jer med viden, men snarere om jeg citerer at ”lære jer at tænke”. Hvis I ligner mig, da jeg gik på college, har I aldrig brudt jer om at høre denne påstand og føler jer måske lidt fornærmede over at få at vide, at I har brug for nogen, der kan lære jer at tænke, eftersom det faktum, at I overhovedet er kommet ind på et college, der er så godt som det her, er beviset på, at I allerede har lært at tænke.

Men jeg vil vove den påstand, at humanisme-klichéen faktisk ikke er nogen fornærmelse, eftersom den vigtigste uddannelse i at tænke, som man får på et college som dette her, sådan set ikke drejer sig om evnen til at tænke, men derimod om friheden til at vælge, hvad man vil tænke på. Hvis valgfriheden med hensyn til, hvad man vil tænke på, forekommer jer at være så selvindlysende, at det er spild af tid at tale om den, vil jeg bede jer tænke på fisken og vandet og i et par minutter glemme jeres skepsis over for værdien af det fuldstændig selvindlysende.

Her kommer endnu en lille didaktisk historie. Der sidder to fyre på et værtshus langt ude i vildmarken i Alaska. Den ene er religiøs, den anden er ateist, og de diskuterer Guds eksistens med den særlige intensitet, man får efter cirka den fjerde øl. Og ateisten siger: ”Det er ikke, fordi jeg ikke har særlige grunde til ikke at tro på Gud. Det er ikke, fordi jeg aldrig har eksperimenteret med alt det med at bede til Gud. I det hårde stormvejr for en måned siden gik jeg vild på vej til lejren og kunne ikke se en hånd frem for mig og var ude af stand til at finde vej, og temperaturen var minus 45 grader, men så prøvede jeg pludselig noget andet: Jeg lagde mig på knæ i sneen og råbte: 'Gud, hvis der er en Gud, jeg er faret vild i dette stormvejr, og jeg dør, hvis du ikke hjælper mig!'”

Og nu på værtshuset ser den religiøse fyr forundret på ateisten: ”Så må du jo være troende nu,” siger han. ”Du sidder jo her i live.” Ateisten ruller med øjnene, som om den religiøse er fuldstændig idiot: ”Nej, det eneste, der skete, var, at der kom et par eskimoer forbi, og de viste mig vej tilbage til lejren.”

Det er nemt at udsætte denne historie for en slags standardiseret humanistisk analyse. Den samme oplevelse kan have to vidt forskellige betydninger for to forskellige mennesker, hvis disse to mennesker har forskellige tros-skabeloner og forskellige måder at konstruere mening på ud af deres oplevelser.

Da vi sætter stor pris på tolerance og religiøs diversitet, ønsker vi på ingen måde i vores humanistiske analyse at påstå, at den ene fyrs fortolkning er rigtig og den andens forkert eller dårlig.

Og det er også helt fint, bortset fra at vi heller aldrig taler om, hvor disse personlige skabeloner og overbevisninger kommer fra, og med det mener jeg kommer fra et sted inden i de her to fyre. Som om vores mest basale orientering mod omverdenen og meningen med vores oplevelser på en eller anden måde var automatisk medfødt ligesom kropshøjde eller skostørrelse - eller var absorberet fra kulturen ligesom sproget. Som om vores måde at konstruere mening på ikke var et spørgsmål om et personligt valg, en hensigt, en bevidst beslutning. Der er også spørgsmålet om arrogance. Den ikke-religiøse fyr er så totalt utiltalende overbevist om, at han gør ret i at forkaste den mulighed, at der var en sammenhæng mellem eskimoerne og hans bøn om hjælp.

Det er rigtigt, at der er mange religiøse mennesker, der tilsyneladende også er arrogante og overbeviste om deres egen fortolknings rigtighed. De er sikkert endnu mere usympatiske end ateister, i hvert fald for mange af os, der er til stede her, men det er en kendsgerning, at den religiøse dogmatikers problem er nøjagtig det samme som ateistens i historien arrogance, blind overbevisning, en snæversynethed, der er så effektiv en indespærring, at fangen ikke engang ved, at han er spærret inde.

Pointen her er, at dette er den ene halvdel af, hvad det humanistiske mantra om at ”lære mig at tænke” i virkeligheden betyder: at være en lille smule mindre arrogant, at bevare en vis ”kritisk bevidsthed” angående mig selv og mine overbevisninger “ fordi en meget stor procentdel af det, jeg som regel automatisk er sikker på, i virkeligheden viser sig at være fuldstændig forkert og misforstået. Jeg har lært det på den hårde måde, og jeg forudser, at det kommer I kandidater også til.

Her er et eksempel på noget, der er fuldstændig forkert, men som jeg ellers plejer at være automatisk sikker på.

Alt i min umiddelbare erfaring støtter min dybe overbevisning om, at jeg er verdensrummets absolutte midtpunkt, det virkeligste, mest levende og vigtigste menneske, der findes. Vi tænker kun sjældent på denne form for naturlig, basal selvoptagethed, fordi den er så socialt frastødende, men den findes i stort set samme form hos alle mennesker - inderst inde. Det er vores default-indstilling, som er indbygget i os ved fødslen.

Tænk lige over det: I har aldrig haft en oplevelse, som I ikke var i det absolutte midtpunkt for. Den virkelighed, I oplever, findes lige foran jer eller bag jer eller til venstre eller højre for jer, på jeres tv eller computerskærm eller noget andet.

Andre menneskers tanker og følelser skal kommunikeres til jer, men jeres egne er så umiddelbare, indtrængende, virkelige.

Nu forstår I det.

Men I skal ikke være nervøse for, at jeg nu begynder at præke for jer om medfølelse eller medmenneskelig interesse eller de andre såkaldte ”dyder”. Det er ikke et spørgsmål om dyder men om at vælge at påtage mig arbejdet med at ændre eller befri mig for min naturlige, medfødte default-indstilling, som altså betyder, at jeg er dybt og bogstaveligt selvcentreret og ser og fortolker alting med jegets briller på.

Mennesker, der faktisk kan tilpasse deres naturlige default-indstilling på denne måde, omtales ofte som værende i citationstegn ”veltilpassede”, hvilket jeg vil påstå ikke er noget tilfældigt udtryk. Da vi befinder os i et akademisk forum, er det nærliggende at spørge, hvor stor en del af dette arbejde med at tilpasse default-indstillingen forudsætter konkret viden eller intelligens? Svaret er ikke særlig overraskende at det kommer an på, hvilken form for viden vi taler om.

Det mest risikable ved en akademisk uddannelse i hvert fald i mit tilfælde er, at den forstærker min tilbøjelighed til at over-intellektualisere, til at fortabe mig i abstrakt tænkning i stedet for simpelthen at være opmærksom på, hvad der foregår omkring mig. I stedet for at være opmærksom på, hvad der foregår inde i mig.

Som jeg er sikker på, at I for længst har opdaget, kan det være ualmindelig svært at holde sig årvågen og opmærksom i stedet for at blive hypnotiseret af de konstante monologer, der finder sted i ens hoved. Hvad I endnu ikke ved, er, hvad prisen for denne kamp er.

I de 20 år, der er gået, siden jeg selv fik min eksamen, er det lidt efter lidt gået op for mig, hvad denne pris er, og jeg har også forstået, at den humanistiske kliché om ”at lære at tænke” i virkeligheden var kodesprog for en dyb og vigtig sandhed. ”At lære at tænke” betyder i virkeligheden at lære have en vis kontrol med, hvordan og hvad man tænker. Det betyder at være så bevidst, at man vælger, hvad man er opmærksom på, og vælger, hvordan man konstruerer mening ud af erfaringen. For hvis man ikke kan eller vil have den form for valg som voksen, er man helt på spanden.

Tænk på den gamle kliché om, at forstanden er ”en glimrende tjener, men en frygtelig herre”. Denne kliché, der som så mange andre er tam og banal på overfladen, rummer faktisk en stor og frygtelig sandhed. Det er ikke nogen tilfældighed, at voksne, der begår selvmord med et skydevåben, næsten altid skyder sig i “ hovedet.

Sandheden er, at de fleste af disse selvmordere er døde, længe før de trykker på aftrækkeren. Og jeg vil vove den påstand, at det er det, som en ægte, usminket humanistisk uddannelse bør dreje sig om: Hvordan man undgår at gå igennem en behagelig, velstående og respektabel voksentilværelse uden at ende som død, bevidstløs og en slave af sit hoved og den naturlige default-indstilling og være unikt, komplet og fyrsteligt alene dag ind og dag ud.

Det lyder måske som en overdrivelse eller abstrakt sludder. Så lad os gøre det mere konkret. Sagen er, at alle I nybagte kandidater endnu ikke har nogen anelse om, hvad ”dag ind og dag ud” i virkeligheden betyder. Der er store områder af livet i USA, som aldrig omtales i kandidattaler. Et af dem er kedsomhed, vaner og smålige frustrationer. De tilstedeværende forældre og ældre mennesker ved kun alt for godt, hvad jeg taler om. Lad os som eksempel tage en ganske almindelig voksen dag, hvor man står op om morgenen, går hen på sit udfordrende akademiske skrivebordsarbejde og arbejder hårdt i ni-ti timer, og når dagen er gået, er man træt og stresset, og det eneste, man har lyst til, er at gå hjem og spise en god aftensmad og måske slappe af i et par timer, inden man går tidligt i seng, fordi man skal tidligt op næste morgen og gøre det hele en gang til.

Men så kommer man i tanker om, at der ikke er noget mad derhjemme på grund af det udfordrende arbejde har man ikke haft tid til at købe ind i ugens løb så efter fyraften er man nødt til at sætte sig ind i bilen og køre hen til supermarkedet.

Det er sidst på dagen, og myldretiden er slem, så det tager meget længere tid at nå frem til supermarkedet, end det burde, og når man omsider er derhenne, er der mange flere mennesker end ellers, fordi det selvfølgelig er den tid på dagen, hvor alle andre arbejdende mennesker forsøger at få tid til nogle indkøb, og belysningen i supermarkedet er hæslig, og der spilles åndsfortærende muzak eller industripop, og det er i det store og hele det sidste sted i verden, man har lyst til at befinde sig, men det er umuligt at gå hurtigt ind og ud igen.

Man er nødt til at vandre omkring mellem den kæmpemæssige, overbelyste butiks varehylder for at finde det, man skal bruge, og man er ligeledes nødt til at manøvrere sin dårligt kørende indkøbsvogn ind og ud mellem alle de andre trætte, forjagede mennesker med indkøbsvogne, og selvfølgelig er der også de stivfrossent langsomme gamle mennesker og de flippede og adhd-ungerne, der blokerer alle ganglinjerne, og man er nødt til at bide tænderne sammen og tale pænt til dem, når man beder om lov til at komme forbi, og til sidst, langt om længe, finder man alt det, man skal bruge til aftensmaden, men nu viser det sig så, at der ikke er nok kasser åbne, selvom det er myldretid og sidst på dagen, og køen ved kassen er uhyggeligt lang.

Og det er jo tåbeligt og irriterende, men man kan ikke lade sin irritation gå ud over den hektisk arbejdende kassedame, som er stresset, og som hver dag må leve med en kedsomhed og meningsløshed, der overstiger vores fatteevne her på dette anerkendte college “ nå, men til sidst når man da frem forrest i køen og betaler for sine fødevarer og venter på, at kreditkortbetalingen skal blive godkendt, og så siger kassedamen ”Hav en god dag” i et tonefald, der er værre end dødens stemme.

Og så skal man bakse de ulækre tynde plasticposer med de indkøbte varer ned i indkøbsvognen med det ødelagte hjul, der trækker helt vildt til venstre, og skubbe den hele vejen ud til den overfyldte, bulede, affalds-overstrøede parkeringsplads og forsøge at læsse poserne over i bilen på en sådan måde, at alt indholdet ikke falder ud af dem og triller rundt i bagagerummet på vejen hjem gennem den langsomme, tunge, firehjulstrækker-intensive myldretidstrafik og så videre og så videre. Alle her i salen har prøvet det men det har endnu ikke været en del af jeres dagligdag efter college dag efter uge efter måned efter år.

Trafikpropperne og de overfyldte supermarkeder og lange køer ved kasserne giver mig tid til at tænke, og hvis jeg ikke tager en bevidst beslutning om, hvordan jeg skal tænke, og hvad jeg skal være opmærksom på, vil jeg blive sur og deprimeret, hver eneste gang jeg skal på indkøb, eftersom min naturlige default-indstilling netop er, at alle den slags situationer i virkeligheden handler om mig, om min sult og træthed og mit ønske om at komme hjem, og af netop denne grund kommer det til at se ud - når andre ser det - som om alle andre bare er i vejen for mig, og hvem fanden er alle de mennesker, der er i vejen for mig?

Og se, hvor afskyelige de er, de fleste af dem, og hvor åndssvage og kvægagtige og dødt stirrende og umenneskelige de tager sig ud her i kassekøen, og hvor irriterende og uforskammet det er, at folk taler højrøstet i mobiltelefon midt i køen, og tænk på, hvor uretfærdigt det er: Jeg har arbejdet hårdt hele dagen, og jeg er sulten og dødtræt, og jeg kan ikke engang komme hjem og få noget at spise og slappe af, fordi jeg står her midt imellem alle de her dødssyge, åndssvage mennesker.

Eller selvfølgelig hvis jeg er i en mere socialt bevidst og humanistisk version af min default-indstilling, kan jeg bruge tiden i myldretidspropperne på at være vred og sur over alle de store, stupide, udsyns-blokerende firehjulstrækkere og Hummers og V-12-pickupper, der egoistisk og ødselt brænder spandevis af benzin af, eller jeg kan reflektere over det faktum, at de patriotiske eller religiøse kofangermærker tilsyneladende altid er klistret på de største, mest afskyeligt egoistiske køretøjer, som køres af de grimmeste, mest hensynsløse og aggressive bilister, der som regel også taler i mobil, mens de maser sig ind foran andre for at komme fem stupide meter foran i trafikproppen, og jeg kan forestille mig, at vores børnebørn vil være rasende på os, fordi vi har bortødslet alt fremtidens brændstof og sandsynligvis også ødelagt klimaet, og hvor forkælede og stupide og egoistiske og frastødende vi alle sammen er, og hvor det bare er noget lort alt sammen, og så videre og så videre “

Hør lige: Hvis jeg vælger at tænke på den måde, så er det i orden, det er der mange, der gør men på den anden side er det så nemt og automatisk at tænke på den måde, at det ikke behøver at være et valg.

At tænke på den måde er min naturlige default-indstilling. Det er den automatiske, ubevidste måde at opleve de kedelige, frustrerende, overfyldte aspekter af voksenlivet på, når jeg fungerer ud fra den automatiske, ubevidste forestilling, at jeg er verdens midtpunkt, og at mine umiddelbare behov og følelser bør være bestemmende for verdens prioriteter. Det afgørende er, at der selvfølgelig er forskellige måder at opfatte den slags situationer på.

Her i trafikken er alle bilerne gået i stå og kører i tomgang, mens de spærrer for mig: Det er ikke utænkeligt, at nogle af bilisterne i firehjulstrækkerne har været ude for rædselsfulde trafikulykker før i tiden og nu finder det så traumatisk at køre bil, at deres terapeut mere eller mindre har givet dem besked på at anskaffe sig en stor, tung firehjulstrækker, som får dem til at føle sig så trygge, at de kan køre i den; eller at den Hummer, der lige har maset sig ind foran mig, måske bliver kørt af en far, der har et lille barn siddende på sædet ved siden af sig, et sygt eller tilskadekommet barn, og han har travlt med at komme på hospitalet, og hans hastværk er meget større og mere berettiget end mit det er i virkeligheden mig, der er i vejen for ham.

Eller jeg kan vælge at tvinge mig selv til at overveje den mulighed, at alle andre i supermarkedets kassekø sandsynligvis er lige så irriterede og frustrerede som jeg selv, og at nogle af dem i virkeligheden har en langt hårdere, langt mere kedsommelig eller ubehagelig tilværelse, end jeg har i det store og hele.

Og så videre.

I må ikke tro, at jeg giver jer moralsk vejledning eller siger, at I ”bør” tænke på denne her bestemte måde, eller at nogen forventer, at I gør det automatisk for det er svært, det kræver viljestyrke og koncentration, og hvis I har det ligesom mig, vil der være dage, hvor I ikke kan eller simpelthen ikke vil gennemføre det.

Men de fleste dage, hvis I overhovedet er bevidste nok til at give jer selv et valg, kan I vælge at betragte denne her fede, dødt stirrende, over-makeuppede dame, der lige har skreget ad sit barn i kassekøen, på en anden måde måske er hun ikke altid på den måde; måske har hun siddet oppe tre nætter i træk og holdt sin mand i hånden, fordi han er ved at dø af knoglekræft, eller måske er kvinden lige præcis den lavtlønnede medarbejder ved Centralregisteret for Motorkøretøjer, som dagen før af ren og skær venlighed hjalp din ægtemand igennem en mareridtsagtig bureaukratisk hårdknude.

Det siger sig selv, at det ikke nødvendigvis er rigtigt, men det er til gengæld heller ikke umuligt det kommer an på, i hvilken retning du styrer dine tanker.

Hvis du automatisk er sikker på, at du ved, hvad der er virkelighed, og hvem og hvad der virkelig betyder noget hvis du vil fungere med din default-indstilling så vil du sandsynligvis ligesom jeg ikke overveje muligheder, der ikke er meningsløse og irriterende. Men hvis du for alvor har lært at tænke, hvordan du skal være opmærksom, så vil du også vide, at du har andre valgmuligheder.

Det vil faktisk være muligt for dig at opleve et myldrende, varmt, langsomt forbrugerhelvede som ikke alene meningsfuldt, men også helligt, optændt af den samme kraft, der får stjernerne til at lyse medfølelse, kærlighed, alle tings enhed lige under overfladen. Ikke fordi den slags mystik nødvendigvis er sandhed. Det eneste, der er sandhed med stort S er, at du kan beslutte, hvordan du vil forsøge at opfatte det.

Det er - vil jeg hævde - friheden ved en ægte uddannelse, ved at lære at være rigtigt tilpasset: Man får mulighed for bevidst at beslutte, hvad der har mening, og hvad der ikke har det. Man får mulighed for at beslutte, hvad man vil tro på “

For her kommer noget mere, der er sandt: I den voksne tilværelses daglige skyttegrave er der ikke noget, der hedder ateisme. Der er ikke nogen mulighed for ikke at tro på noget. Alle tror på noget. Det eneste valg er, hvad man skal tro på.

En af de bedste grunde til at vælge en slags gud eller åndelig virkelighed at tro på hvad enten det er J.K., Allah, Jahve, den wiccanske modergudinde, de fire højere sandheder eller et ubrydeligt sæt etiske principper er, at stort set lige meget, hvad man ellers tror på, vil det æde én levende.

Hvis man tror på penge og ting hvis det er på den måde, man skaber en ægte mening med livet så kan man aldrig få nok.

Aldrig føle, at man har fået nok. Det er sandt.

Hvis man tror på sin egen krop og skønhed og seksuelle tiltrækningskraft, vil man altid føle sig grim, og når tiden og alderen begynder at kunne ses, dør man en million gange, før man til sidst bliver lagt i graven.

På et vist plan kender vi det allerede det er blevet systematiseret som myter, ordsprog, klichéer, floskler, epigrammer, lignelser: skelettet i enhver god historie. Det drejer sig om at bevare sandheden i forgrunden af den daglige bevidsthed.

Hvis du tror på magt, vil du føle dig svag og frygtsom og vil have brug for stadig mere magt over andre for at blive fri for frygten. Hvis du tror på din intelligens og bliver opfattet som klog, ender det med, at du føler dig dum, falsk, altid på nippet til at blive afsløret. Og så videre.

Hør lige: Det lumske ved den slags overbevisninger er ikke, at de er onde eller syndige, men først og fremmest, at de er ubevidste. Det er default-indstillingerne. Det er den slags overbevisninger, man lidt efter lidt forfalder til, dag efter dag, efterhånden som man bliver mere og mere selektiv med hensyn til, hvad man ser, og hvordan man måler værdi uden på noget tidspunkt at være helt og fuldt bevidst om, hvad man gør.

Og den såkaldt ”virkelige verden” vil ikke forhindre dig i at bruge dine default-indstillinger, eftersom den såkaldt ”virkelige verden” af mænd og penge og magt fungerer ganske glimrende på sit brændstof af frygt og foragt og frustration og behov og jegdyrkelse.

Vores nuværende kultur har udnyttet disse kræfter på måder, der har skabt usædvanlig rigdom og bekvemmelighed og personlig frihed. Friheden til alle sammen at være herrer i vores små kraniestore kongeriger i midtpunktet for alt, hvad der findes. Der kan siges meget godt om den slags frihed.

Men der findes som bekendt mange slags frihed, og den vigtigste af dem hører man ikke meget om i den store verden udenfor, hvor alt drejer sig om at vinde og præstere og vise sig.

Den vigtigste frihed drejer sig om opmærksomhed, bevidsthed, disciplin og energi, om at være i stand til at føle omsorg for andre mennesker og ofre noget for dem gang på gang på talløse små, usynlige, usexede måder hver eneste dag. Det er ægte frihed. Det er at lære, hvordan man tænker.

Alternativet er ubevidsthed, default-indstillingen, ”rotteræset” den konstante, nagende følelse af, at man har haft noget uendeligt, men mistet det igen. Jeg er klar over, at det nok ikke lyder sjovt og elegant eller storslået og inspirerende, som kernen i en kandidattale bør lyde.

Men så vidt jeg ved, er det sandheden minus en hel masse retorisk vås.

I kan selvfølgelig mene om det, hvad I vil. Men vær søde ikke at forkaste det som en løftet pegefinger-præken. Det handler ikke om moral, religion, dogmer eller store fine spørgsmål om livet efter døden. Sandheden med stort S handler om livet før døden.

Det handler om at blive 30 eller måske endda 50 uden at få lyst til at skyde sig en kugle for panden.

Det handler om den ægte værdi af en ægte uddannelse, som ikke har noget med karakterer eller eksamener at gøre, men udelukkende med den enkle bevidsthed bevidstheden om, hvad der er så ægte og væsentligt, så godt skjult for alle mennesker, at vi er nødt til at minde os selv om det hele tiden:

”Dette er vand.”

”Dette er vand.”

”Eskimoerne er måske i virkeligheden meget mere, end de ser ud til at være.”

Det er ubegribeligt svært at gøre det at leve bevidst, voksent, dag ind og dag ud.

Og det betyder, at endnu en kliché er sand: Jeres uddannelse er virkelig en uddannelse for livet, og den begynder nu.

Jeg ønsker jer meget mere end held.