Den lille by Princeton ligger idyllisk ved store skove i New Jersey i USA. Joyce Carol Oates har undervist på byens universitet i en årrække, samtidig med sine mange udgivelser af både romaner, noveller og lyrik. I sin nye roman lader hun Princeton og omegn være skueplads for dæmoniske begivenheder i årene 1905-06.
Universitetets rektor er på det tidspunkt Woodrow Wilson, der senere bliver amerikansk præsident. Han tildeles en mindre flatterende personlighed i ”De forbandede”, der vrimler med både kendte og opdigtede personer, herunder den socialistiske forfatter Jack London, og rent litterære figurer som for eksempel Sherlock Holmes. Handlingen udspiller sig mellem drømme, sladder og virkelighedens gru. Som læser må man opgive at ville have styr på, hvad der egentlig foregår, og i stedet læne sig tilbage og nyde denne legesyge, postmoderne udgave af 1800-tallets gotiske roman, hvor særligt seksualitetens syndighed bliver skrækindjagende og farefuld.
Fortælleren af de dæmoniske begivenheder, der udspiller sig blandt Princetons gamle, ærværdige familier, er historikeren W.M. van Dyck II. Han kommer med lange indskud i parenteser, gengiver ligegyldige petitesser i fodnoter og kommenterer løbende sin egen formidling af det skete. Hans kilder er både breve og en række dagbøger, der også gengives lange passager fra. Bøgerne har floromvundne navne som ”Den Røde Dagbog af Kalveskind”, ”Den Turkismarmorerede Bog”, ”Josiahs Beige Dagbog”, ”Den Brunspættede Bog”, ”Notesbogen med De Franske Liljer”.
Der lægges brutalt ud med en lynchning af et sort søskendepar 80 kilometer fra Princeton. Hændelsen ties ihjel og gøres unævnelig i det hvide overklassemiljø i universitetsbyen. Måske er det denne manglende vilje til at konfrontere sig med menneskets mørke sider, der er den egentlige årsag til de efterfølgende hændelser. En række dødsfald, drab og genfærd hjemsøger familierne i Princeton. Dæmoner fra Europa, muligvis inkarnationer af Djævelen selv, leder de lokale i fordærv.
Hovedpersonerne er fire børnebørn til den fromme pastor emeritus Winslov Slade. Det er søskendeparret Annabel og Josiah, deres fætter Todd og hans lillesøster Oriana. Den unge Annabel skal giftes, men har kort inden brylluppet mødt den hypnotiserende Axson Mayte, der ikke lægger skjul på sit begær.
Under selve vielsen møder han op, og Annabel forlader kirken med ham. Det bliver efterfølgende omtalt som en bortførelse, fordi sandheden, at hun er gået selv, synes uhyrlig. Romanen kunne kaldes kulørt, men er snarere skrevet i bevidst og raffineret ødsel stil. Det lyder for eksempel sådan om hændelsen i kirken: ”Mens bryllupsgæsterne vender sig og stirrer i forbløffet rædsel, tager det tudselignende væsen bruden hårdt i armene og trykker med maskulin autoritet et hårdt og uendelig kødeligt kys mod hendes læber.”
Herefter accelererer skrækken eller forbandelsen. Annabel føres til Moseriget dybt inde i en sump med mosbeklædte træer, hvor Axson Mayte og andre mænd på stedet udnytter hende i sengen for siden at lade hende degradere til tjenestepige.
Sammen med andre trælle må hun krybe rundt i kælderen og fjerne kloakslam, indtil det lykkes hende at flygte og komme højgravid tilbage til Crosswicks Mason, familiens hovedsæde i Princeton. Hun føder et barn eller et uhyre, måske en sort slange med diamantskæl smurt i morens blod. Rygterne går. Annabel selv dør under fødslen. Broren Josiah tager på ekspedition til Sydpolen og kaster sig i vanvid i det iskolde vand, mens de to andre børnebørn mister livet på anden vis. Eller måske er der ingen, der er rigtigt døde.
”De forbandede” er en til tider stærkt humoristisk, til tider lidt for lang, tour de force af forvredne virkeligheder. Det dæmoniske er svært at skelne fra grufulde drømme eller psykens indre dæmoner. I nogle passager slår romanen om i eventyret, som da fætteren Todd finder frem til Moseriget og spiller dam med livet som indsats mod en greve på stedet. Forbandelsen uddrives, og samtidig afsløres til sidst et muligt udspring, men det skal naturligvis ikke gengives her.
Joyce Carol Oates skriver til tider langsommeligt - vores historiker kredser om det, der skal ske, for så pludselig at lade en række mystiske hændelser passere samtidigt. Det vekslende tempo, romanens bombastiske sprog og dens legesyge gotiske form fungerer godt, sammen med forfatterens eminente evne til at skildre vanviddet, når et menneske martres af indre stemmer og hallucinationer.
Det er en fascinerende roman, der også langer ud efter datidens forlorenhed og sociale uretfærdighed, men mest er det hele stærkt underholdende.