En lang, bugtende kø fylder gangene på kunstmuseet Louisiana denne fredag aften. Snakken går højt blandt de mange ventende, mens der bladres i programmet for litteraturfestivalen, der om lidt slår dørene op for et af årets hovednavne. Samtalebidder svirrer rundt: ... utroligt, så mange bøger, hun skriver ... hun har aldrig været i Danmark før ... har I læst hendes nye roman? ... jeg hørte, at hendes mand også er med ... åbner de ikke snart døren...?
De flere hundrede læsere i køen er mere end klar til en aften i selskab med den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates. Hun er aktuel på dansk med romanen ”De forbandede”, der også udspiller sig i et læsende miljø som dette, men i en anden tid (1905), på et andet sted (Princeton-universitetet i New Jersey i USA) - og med betydeligt flere djævlebesættelser og forbandelser, end man lige umiddelbart kan få øje på her på Louisianas gange.
Joyce Carol Oates har altid haft et godt øje til den gotiske tradition, hvor mystiske grever bortfører uskyldige blondiner, og fugtbefængte slotte styrter sammen under pres fra irrationelle kræfter. Traditionen går i USA tilbage til gyser- og spændingskongen over dem alle Edgar Allan Poe (1809-1849), men lever stærkt videre i nutidens genrelitteratur, som Oates har bidraget til i rigt mål.
Hendes op mod 100 titler store forfatterskab omfatter både krimier, ungdomsromaner og gotiske romaner, men også memoirer, realistiske samtidsromaner, historiske romaner, digtsamlinger, essaysamlinger og romaner med politiske og kulturelle skikkelser (på dansk findes af sidstnævnte blandt andet ”Blondine” om Marilyn Monroe, ”Sort vand” om Ted Kennedy og den nye ”De forbandede”, hvor blandt andre Woodrow Wilson og Mark Twain optræder).
Den massive produktion og de voldsomme temaer om sex, vold og magtmisbrug i mange af hendes bøger kunne forlede én til at tro, at Oates i levende live er en hærdebred wrestler, som spiser journalister til morgenmad. Intet kunne dog være længere fra virkeligheden. Tværtimod er det en lidt forsigtig, lille og civiliseret kvinde klædt i hvidt, som inden aftenens optræden giver interview til Kristeligt Dagblad på Rungstedgaard syd for Humlebæk. Amerikansk historie er hendes litterære legeplads, så samtalen handler om hjemlandet og dets egenart.
Din roman foregår i 1905, men er den også en kommentar til nutiden?
”Ja, afgjort. Jeg har altid været interesseret i beretninger om kvinders og minoriteters rettigheder, og årene omkring 1900 er en frodig periode, hvad det angår. Jeg var meget overrasket over graden af racisme og kvindehad, som jeg under min research fandt i det hvide elitære miljø omkring Princeton, og rystet over den senere præsident Wilsons paranoia og frygt for sorte (Woodrow Wilson var, inden han blev USA's præsident, leder af Princeton, red.). Men hadet forsvandt ikke med ham og lever i dag, selvom Obama er blevet præsident.”
Vi er for tiden vidner til optøjer i Ferguson efter drabet på den unge sorte Michael Brown. Skyldes opstanden de hvides racisme?
”Ferguson handler ikke om race. Eller kun i mindre grad. Jeg tror, at klassemodsætningerne i USA er større end de racemæssige forskelle. Du ser jo aldrig sorte i den øvre middelklasse i kamp mod hvide. Men det er nærmest tabu at tale om klasse i USA, selvom dele af landet åbenlyst er inddelt i adskilte enklaver efter indkomst.”
Du kommer selv fra en fattig baggrund på landet og er nu Princeton-professor og Nobelpriskandidat. Kan andre gå samme vej?
”Alle i ghettoerne har i hvert fald muligheden for at løfte sig og komme videre. Mange af vore sorte atleter er fra ghettoer, det samme gælder rapstjerner og skuespillere. Hvis du har talent og intelligens, kan du få et stipendium, der løfter dig ud af fattigdom. Min egen fattige arbejderbaggrund forlod jeg, fordi jeg kom på en god skole og et endnu bedre gymnasium og endelig et fortræffeligt universitet, som jeg nu underviser på. Den offentlige støtte i USA er heldigvis meget generøs.”
På nogle områder er USA meget konservativt, og på andre områder er landet progressivt med ret til homoseksuelle vielser, lovlig marihuana, en sort præsident og måske snart den første kvinde på posten. Hvordan forklarer du dette?
”USA er på mange måder et primitivt land med primitive energier. Vi hænger ofte fast i vores voldelige fortid, men kan samtidig rykke hurtigt og indføre hastige forandringer. Præsident Johnson gennemførte i 1960'erne på kort tid en langt mere progressiv lovgivning, end Obama har evnet på snart otte år. I USA hænger det bagstræberiske konservative ofte sammen med det frisindede. Tag for eksempel vores progressive holdning til homoseksuelle ægteskaber, der måske skyldes, at vi sætter en konservativ institution som ægteskabet højere end jer i Europa. Generelt vil jeg sige, at landet går i en progressiv retning og altid har gjort det, men vi har altid haft voldsomme tilbageslag fra tid til anden.”
Du skildrer i din nye roman, hvordan kristendom og racisme undertiden går hånd i hånd. Men er der også eksempler på, at kristne i USA har medvirket til samfundsforbedringer?
”Ja, det bør jeg understrege. Mange kristne grupper gør et kæmpestort arbejde, og også blandt fundamentalistiske protestanter i den evangelikale bevægelse, som ellers kan være værd at kritisere, gøres der meget godt. Historisk set er det også værd at nævne, at den katolske kirke i 1960'erne betød meget for indførelsen af samme borgerrettigheder for alle.”
Udefra set mener mange kommentatorer, at USA er ved at bryde sammen i to dele. Men hvad holder jer sammen? Der har jo ikke været borgerkrig i over 150 år, trods alt?
”Det var dog tæt på i 1968, men ellers er det rigtigt nok, vi kommer aldrig i krig med hinanden igen. Vi er vel fælles om en meget stærk konkurrencementalitet, forfatningen, ytringsfriheden og muligheder for at få et bedre liv. Det holder os sammen. Men civiliserede, det er vi ikke. Der skal man nok til Canada, hvor jeg også har boet, for at føle, at man bor i et civiliseret samfund.”