I forbindelse med affattelsen af det historiske romanepos ”Den lange rejse” udviklede forfatteren Johannes V. Jensen den teori, at middelalderens gotiske katedraler var resultatet af udlængsel. Hvor vikingetidens nordboere tidligere havde sat langskibe i søen for at søge ud over sig selv og hinsides synsranden, trak de i middelalderen skibene på land og lod dem vokse i vejret.
Skibene blev til kirkeskibe, og længslen, som før havde været horisontal, blev vertikal. Alt som skibene blev sat på land med bundene i vejret som templer for de rejsende, begyndte træerne at gro op omkring dem, og gradvist blev de flettet ind i naturens eget himmelstræbende vækstpotentiale. Sømændene forvandlede sig til agerbrugere, og for at få afløb for deres urolige sind skød de deres længsler opad i stedet for udad.
Jeg kommer til at tænke på Johannes V. Jensens vidtløftige vision, da vi selv sejler med skib til Visby i sensommersolen. Set fra havet ligger den gotlandske by op ad brinken med en tydeligt afgrænset middelalderkerne bag den gamle ringmur. Mellem husene stikker kirketårne og fragmenter af gotiske bygningsværker op som rester fra en glorværdig fortid. Inde i Visby er der varmt. Det har været en lang sommer med sol og tørke, og mellem bygningerne i de smalle gader står varmen stille. I luften hviner mursejlerne, og solen gløder over havet, mens store cumulus- og nimbusskyer tårner sig op i horisonten og danner deres eget slot i Vesterled som en slags genspejling af stedet her.
Vi sætter os på torvet og spiser i det fri, mens aftensolen slutter sig varmt omkring kroppen. Den vil ikke slippe taget i hverken sommeren eller os. Det føles som at være i Italien. De okkergule huse, den varme brolægning og kirkeruinerne, som tiden har efterladt. Jeg har haft den følelse i andre svenske østersøbyer - Kalmar, Karlskrona - når et højtryk har stabiliseret sig over Den Botniske Bugt i ugevis med tør hede og nærmest usandsynligt høje temperaturer. Det har været, som om solen stod stille for vores skyld. Her til aften er det for første gang denne sommer en lille smule trykkende. I det fjerne varsler tordenen et vejrskifte. Men det virker uendelig langt borte, hinsides horisonten, i et andet liv, der ikke vedkommer os lige nu, hvor vi stadig bærer sommeren i vores hænder og hos hinanden.
Efter måltidet går vi gennem gaderne langs brinken, indtil den pludselig tårner sig op foran os, helt ude af skala med de øvrige huse: S:t Nikolai kirkeruin. Vi går ind igennem det, der tidligere var kirkens klostergård og loggia, men i dag er en åben plads. Det var ad den vej, munkene i sin tid kom til aftensangen i kirken fra scriptoriet og fra deres celler. Dengang Gotland var riget i midten. Østersøens centrum.
Visby var i middelalderen en af Nordens rigeste hansestæder og center for skibsfarten i hele Østersøen. Den historiske by lå godt beskyttet bag ringmuren og var kun åben mod handlende fra havet. Bag de tykke mure akkumuleredes enorme rigdomme, og befolkningen, der var sammensat af mennesker fra hele østersøregionen, dannede forskellige menigheder og rejste kirker til Guds ære og deres egen frelse. På Gotland er der usædvanlig mange kirker, men i Visby er koncentrationen særlig stærk. Kun enkelte kirker har overlevet i hel skikkelse indtil i dag, langt de fleste står som ruiner, brudt ned over årene og omdannet til mindesmærker over en tid og en tro, der er ved at forvitre.
Men på trods af ufred, plyndringer, vandalisme og ligegyldighed i tidens kværn bærer de gotiske ruiner i Visby fortsat vidnesbyrd om troens magt og investeringens styrke. Ikke alene den materielle, der tillod sådanne byggerier at skyde i vejret, men også den menneskelige, hvor generationer vedholdende har sat kræfter ind på at få bygget noget op, der kunne danne ramme om deres tro. Som romantikkens store britiske kunst- og arkitekturhistoriker John Ruskin skriver, så fortæller stenene i de gotiske katedraler om generationers liv med byggeriet. Katedralerne er ikke resultatet af én arkitekts arbejde, men af flere generationers arbejde med at rejse og forme huset. Gotiske katedraler vidner om et fællesskab, hvor arkitekter, håndværkere, kunstnere og menigheder over sekler har skabt bygningen sammen. Deraf de gotiske katedralers organiske formsprog og deres uhyre skala. De rager ovenud af alt, også i Visby, hvis middelalderkerne krymper sig ind omkring de gotiske stræbepiller.
S:t Nikolai kirkeruin i den nordlige del af byen er sunket ind i tiden, men står samtidig op imod den. Kirken er fra midten af 1200-tallet og blev opført af tyske dominikanermunke som en del af et større klosterkompleks, der var i funktion frem til Reformationen i begyndelsen af 1500-tallet. Loggiaen og konventet er i dag taget af tiden, men kirkens enorme hovedskib står tilbage i åben udveksling med den omkringliggende by, havet og himlen. De høje gotiske vinduespartier er uden ruder, og rosetten i den sydvestlige væg danner en egen cirkulær strålekaster. Verden udenfor filtreres ikke længere gennem farvet glans og forvandles ikke for øjet til et illumineret eventyr fra et fjernt evangelium.
Murene udgøres af store sten sat oven på hinanden, pudsen er skallet af, og de kalkmalerier, der engang har smykket væggene, er forsvundet. Tilbage er sodsværtede fragmenter, der vidner om brand og tidligere tiders altædende hærgen igennem bygningen. Langs væggene er gamle gravsten fra kirkens gulv stablet op med navne på for længst døde, hvis historie er drevet bort med tiden. I syd- og nordvæggen er porte ind til kirkerummet, mens andre døre og åbninger ikke længere leder nogen steder hen, men er muret til eller blot funktionstømte åbninger ud mod intetheden. Søjlerne i kirkeskibet forlener rummet med karakter og danner tilsammen en skov, hvis kroner er lig med kirkens hvælv. Hvælvene er nøgne, og deres spidsbuer rummer et mønster af tusinde små tegl sirligt sat i spænd, så de kan holde kirkens himmel oppe. I hele den østlige del er de dog styrtet ned, så koret og apsisbuen ikke har andet tag end himlens dække.
Hvad der tog 300 år at bygge op, tager tydeligvis meget længere tid at rive ned. S:t Nikolai Kirke står endnu. Og er den en ruin, så danner vægge, søjler og hvælv og vinduer dog fortsat en forestilling om et sakralt rum, rejst til Guds ære. Det er, som om de mange middelalderlige håndværkeres arbejde er modstandsdygtigt over for tiden. Der er en resistens i nedbrydningen, som er mere i pagt med evigheden end forgængeligheden. Sten og stumper fra det gamle hus er tegn fra de døde, men i sprækkerne spirer et nyt liv, og i de tomme vinduesfelter strømmer et andet lys ind.
Ruinen af S:t Nikolai Kirke i Visby minder om malerier af den svensk-tyske maler Caspar David Friedrich fra begyndelsen af 1800-tallet. Han malede billeder af middelalderlige kirke- og klosterruiner fra Greifswald, hvis han da ikke hentede sine kirkeruiner ud af fantasien. Casper David Friedrich var barn af den europæiske romantik og idealisme, og han beskrev i sine ”Breve og Bekendelser” kirkeruinerne som vældige rester fra forgangne århundreder (“) tegn på tidligere tiders forgængelige storhed over for en svækket nutid”. Bygningsresterne besad således en værdi, der med en af hans samtidige, Goethe, kunne betegnes som ”ruinværdi”. Ruinerne var de sande vidnesbyrd om en storhed, der transcenderede tiden.
Noget af det meste interessante ved Caspar David Fried-richs malerier er, hvorledes han skildrer kirkeruinernes vej tilbage til naturen. Hvor Johannes V. Jensen så de gotiske kirker vokse ud af naturen med grene, der så at sige skubbede naglerne ud af de klinkbyggede langskibe og skød op i lyset, da ser Caspar David Friedrich hvordan eg, birk og lind tager kirkerne tilbage og vokser ind i åbningerne mellem stenene. Det menneskeskabte i naturen forfalder, og naturen selv fornyer sig. Hos Friedrich i en sublim vekselvirkning mellem frygten for tidens fortærende kraft og en glødende anelse om Guds forsyn, hans tilstedeværelse. Netop dér, mellem de forfaldne gotiske kirkefragmenter og træernes knudrede grenarabesker. Mellem nedbrydning og ny vækst.
Det er præcis den følelse, der fylder os i S:t Nikolai kirkeruin. For også her tager naturen over og fletter sig ind i arkitekturen, ikke kun nedbrydende, men også livgivende. Vedbenden slynger sig om søjlerne, bladene i træernes kroner udenfor rasler i vinden, mos og lav sætter fosforescerende spor i stenene og kalder dem til live. I apsisbuen vokser mindre træer og sætter grønt mod gråt, og de tomme vinduesfelter står mod himlens blå. Mursejlerne, eller tårnsvalerne, som de hedder på svensk, trækker deres diamantspor på ørets hinde, og i det fjerne høres havet og tordenen, som ruller tættere på. Drønene blandes op med stemmerne fra gaden i en form for fortrolighed.
Vi står stille i rummet. Vi er de eneste, som er herinde denne aften i august. Vi er midt i verden, dér, hvor vi vil være. Verden danner en cirkel omkring os. Der er frit udsyn til Visbys huse og ringmur, livet uden for kirken tages med ind, så skulle vi have glemt Næsten undervejs, er vedkommende alligevel her. I vore tanker og stedets historiske akkumulering af levet liv. Den åbne udveksling med omverdenen skaber nærvær. Vi er og længes ingen andre steder hen. Tid og rum krydser ind over hinanden mellem murværket, og rummet udvider sig i en mærkelig radierende bevægelse.
Om efteråret vil fugten trække tårespor ned ad væggene, og om vinteren vil tågen lukke rummet helt om sig selv, som var man i en kube midt i en usynlig verden. Sneen vil lægge sig i vinduesnicherne, og rosetten vil krystallisere i hvidt. Men det er ikke endnu. Denne aften slår en due ned igennem åbningen i apsis med bløde flap fra vingerne, naturen holder gudstjeneste, og det står en frit for at skrive med på dens evangelium. Forhænget er flænget, og Helligånden her. Ude er inde, på himlen blander skyerne gråt med blåt, og de første regndråber rammer hånden. Himmeldåb.