-årig kvinde gået hjemmefra i nedtrykt sindstilstand. Sådan kan overskriften se ud i avisen; vi læser den og tænker kort på, hvad der mon er sket. Senere følger måske en notits, kvinden er fundet død eller i god behold.
Men hvordan ser der egentlig ud inde i sådan et menneske? Hvilke overvejelser gør hun sig, fra hun begynder sit frie fald, til hun - måske, måske ikke - rammer jorden?
Det er spørgsmål som disse, Anne-Sophie Lunding-Sørensen har stillet sig selv i romanen, hendes anden, ”Fald”. Her er det Mette fra Aalborg, en kvinde, der tilsyneladende har det hele: mor til tre hjemmeboende børn, gift med velhavende, omsorgsfuld mand, stilfuldt hus, bil og sommerhus, der en varm sommerdag er forsvundet fra hjemmet, stukket af til København. Hun har efterladt en seddel: ”Jeg har brug for nogle dage for mig selv. Vær sød ikke at kontakte mig. Jeg ringer. Knus.”
Historien om Mette udgør det ene spor i ”Fald”. Det andet handler om René, som har været igennem et fald, og nu prøver at kravle op igen. Han arbejder som nattevagt på hotellet Radisson. Om dagen sover han, træner og tænker på, hvorfor han faldt så tungt, og hvordan han kan disciplinere sig selv til en ny fremtid efter misbrug, spillegæld og skilsmisse:
”Kun når han følger sine rutiner, fungerer det. Faste sengetider, regelmæssige måltider, træning. Han har ikke råd til at give slip på kontrollen, han frygter de sprækker, der opstår, når tingene skrider.”
Kun ganske kort, men måske af afgørende betydning, strejfer René og Mette hinanden på deres baner gennem byen.
”Fald” er en fortælling om ikke at føle, at man slår til. Om at kæmpe med depression og slå sig selv oven i hovedet med det. Ikke at kunne se eller mærke meningen med noget. Om ikke at kunne styre sit misbrug, om suget efter rusen og forglemmelsen og intensiteten, når rouletten kører.
Men mest af alt om skylden og skammen over, at det er sådan fat med en. At man føler, at man ikke slår til, er mislykkedes med sit liv. At man fik alt forærende, men forvaltede det så skidt. I ugebladene ville historien fortælles som en form for udvikling: Man var helt nede at vende, men så kom man igennem krisen, og alt blev godt. Man klarede det, man var stærk, man havde kontrol! Men hvad hvis man ikke lige klarer det, hvad hvis man ikke er så stærk, ikke kan forvandle sin skæbne til en succeshistorie? Er der plads til det menneske nu om dage?
Anne-Sophie Lunding-Sørensen følger sine to hovedpersoner gennem dagene, registrerer lydene, lugtene, bevægelserne, følelsen i kroppen og tankerne, men undlader at tolke for meget. Langsomt tegner der sig to skæbner, to mennesker, som på hver deres måde er vokset op med en følelse af at være skyldige og en stor ensomhed.
Hvad der er arv, hvad der er gener, lader forfatteren op til læseren, egentlig er det også ligegyldigt her. Det væsentlige er at se, hvor styrende og destruktiv skammen og skylden er, når de får magt over mennesket. Men også at se mennesket bag, se at mennesker ikke bare er, hvad det gør og lykkes med, men at det i sig selv er af værdi.
Det er Anne-Sophie Lunding-Sørensens store force, at hun er så loyal over for sine personer, at hun formår at følge dem ganske tæt uden at intimidere dem.
Man mærker det i kroppen, når man læser, hvordan det er ikke mere at være den pæne dame, men hende, ingen vil sidde ved siden af i bussen, damen med flaskeposen, der får os til at slå blikket ned, når vi passerer hende. Ligesom man mærker, hvordan det er at være den mørke, skaldede og veltrænede René og konstant mødes af folks frygt.
”Fald” er en meget sikkert skrevet og komponeret roman. En stærk toer, der bekræfter det talent Anne-Sophie Lunding-Sørensen viste med debuten ”Lette rejsende” fra 2010.
Og en roman, som i den grad demonstrerer, at litteraturen kan give os en større medmenneskelig forståelse. Et andet blik på damen i de alt for store gummistøvler eller manden, der ikke kan holde sin indre spilledæmon i ave.