Man behøver ikke at være livsstilsekspert for at få fornemmelsen af, at Henrik Wivels arbejdsværelse i hjemmet på Østerbro i København tilhører en mand, der elsker kunst i alle dens afskygninger.
Omringet af fyldte bogreoler står en sort Western-guitar på gulvet med det ikke helt tilfældige mærke ”Strinberg”, som om producenten ikke kunne stave til den store svenske forfatters navn.
Henrik Wivel har en særlig forkærlighed for svenske kunstnere. Han har blandt andet skrevet en kulturguide til Stockholm og en doktorafhandling om Selma Lagerlöfs forfatterskab. Men hans lyse lejlighed på Østerbro er også i sig selv et lille galleri af danske kunstværker.
Et lille dystert maleri af selveste L.A. Ring hænger for eksempel bag skrivebordet. Det forestiller et leende skelet. Wivel købte det originale maleri for et par tusinde kroner, mens han selv var studerende. Siden har maleriet været med på stort set alle afgørende L.A. Ring-udstillinger som et vidnesbyrd om, at Wivel allerede tidligt forstod sig på kunst.
Men han er også vokset op i et hjem, der ikke kun var fyldt med kunst, men også med kunstnere. Heretica-kredsen af store danskere kunstnere kom fast i hans kulturradikale barndomshjem. Og selvom ordet Heretica egentlig betyder kætter, var barndomshjemmets kendte gæster som Ole Wivel, Knud W. Jensen, Thorkild Bjørnvig, Regin Dahl, Bjørn Poulsen og Svend Havsteen-Mikkelsen ikke fremmede for kristendommen.
Sådan fik Henrik Wivel tidligt både et solidt kendskab til kunst og kristendom. Men alligevel var det først senere i livet, at han for alvor begyndte at forene de to størrelser. For som teenager ville han ikke konfirmeres, fortæller han, da vi sidder i stuens lyse karnap med kig ned ad Nordre Frihavnsgade og helt ind i centrum af byen - for at få en snak om hans sproglige skyggedans omkring kunst og kristendom i essaysamlingen ”Skyggeliv”:
”Det var dengang temmelig usædvanligt, at jeg ikke ville bekræfte min dåb i kirken. Men jeg følte ikke, at jeg selv kunne stå inde for det kristne budskab, så jeg måtte i stedet tilnærme mig kristendommen på den hårde måde gennem læsning og kunst. Men jeg plejer også at sige, at mine år i Salmebogskommissionen var mit egentlige universitet. For dér stødte jeg på vidende og passionerede mennesker, der lærte mig meget om kristendom,” siger Henrik Wivel, der dog først og fremmest har mødt kristendommen gennem den kunst, der har fulgt ham hele livet:
”Kristendommen har været den primære inspirationskilde til de største kunstnere i den vestlige kultur gennem tiden. Og det gælder også meget af den moderne kunst. Andy Warhol var for eksempel dybt inspireret af kristendommen.”
På den måde er de fleste væsentlige kunstværker i den vestlige kultur inspireret af kristendommen, mener Henrik Wivel, der samtidig selv har brugt kunst som en måde at nærme sig det guddommelige på.
”Jesus og evangelierne kan jeg forholde mig til, men Gud bliver hurtigt en slags abstraktion for mig. Kunst kan til gengæld være en måde at tilnærme sig Gud indirekte på, og sådan har jeg selv brugt kunst. Jeg kan få tårer i øjnene af at synge med på en smuk salme i kirken, fordi ordene i samspil med musikken bliver gribende og vedkommende. Musik er den kunstart, der for mig rammer dybest - også dybere end poesi, billedkunst og film. Men sommetider rammer billedkunst mig lige så dybt. Det skriver jeg om i min lille bog, hvor jeg blandt andet beskriver den italienske barokmaler Caravaggios maleri ”Jesus i Getsemane” fra 1602. Her står Jesus i det gyldne snit i billedet med sit ansigt og foldede hænder i en form for værdig resignation. Han ved, hvad der skal ske. Piskeslagene, den folkelige bespottelse og korsfæstelsen. Omkring ham står de brynjeklædte soldater og flygtende disciple i en tumultarisk bevægelse, men han er rolig. Som om han allerede er i færd med at tilgive dem,” siger Henrik Wivel.
”Caravaggio brugte skyggerne aktivt i sine billeder, ligesom Rembrandt kom til senere. Han brugte mørket til at vise lyset. Jeg så billedet på en udstilling i Amsterdam og blev meget grebet af. Det var, som om Caravaggio gennem sit værk kaldte Jesu lidelseshistorie ud af skyggen og viste, at han tog tæskene for os. At de fejl, vi laver i livet, er tilgivet. Det blev jeg meget bevæget af. Jeg bliver tit sanseligt optaget af billedkunst, men her ramte det mig på samme måde som en salmetekst med musik. Og det er nogle af de ting, jeg gerne selv har villet kalde ud af skyggen med min bog,” siger Henrik Wivel og tilføjer:
”Der findes flere forskellige former for skygge. En skygge kan være en forbandelse, hvis den sætter sig i sindet, men der findes også den form for skygge, man kan hvile sig i. Som skyggen fra Kristus. Det viser den franske maler Jean-Leon Geromes på sit meget radikale maleri ”Golgata, Consumatum est” fra 1867, hvor man ikke se Jesus på korset frontalt set, men kun skyggen fra korset. Det vækker også evangeliet til live på en ny måde. Og sådan kan kunsten genoplive den kristendom, der ellers virker til at smuldre i samfundet, men stadig står fast som kirkeruinen i Visby, jeg også skriver om,” siger Henrik Wivel og tilføjer:
”Jeg skriver også om Paul Klee, der malede en engel, der blæser væk fra paradis. På samme måde blæser vi alle sammen væk fra paradis hele tiden, men kunsten kan åbne et kig ind til det paradis, der var engang. Og på den måde give os glimt af det guddommelige.”