I 1976 vandt Bent Hallers ”Katamaranen” prisen som årets bedste samfundskritiske børnebog, hvilket gjorde mange rasende. Romanen skildrede et brutalt nordjysk højhusmiljø, hvor vold, forældresvigt og mishandling var det centrale.
K.E. Løgstrup havde også læst bogen, men hans kritik gik i en helt anden retning. ”Hvad bliver der til overs for bogens personer og læsere? Ikke andet end håbløshed,” konkluderede Løgstrup efter endt læsning. Syv år forinden havde Løgstrup skrevet, at en børnebog burde ende godt for hovedpersonens vedkommende: ”Ingen voksen vover at inficere med håbløshed.” Men det var just, hvad Bent Haller havde gjort. Og dermed havde han efter Løgstrups skøn misforstået kunstens rolle og gjort den til politisk propaganda.
I tegneserien ”Radiserne” spørger Nuser et sted Trine, hvorfor hun er blevet psykolog. ”Det er, fordi jeg har talent for at se andres fejl,” svarer hun. ”Hvad så med dine egne,” spørger Nuser. ”Dem har jeg talent for at overse,” svarer Trine. Hvorfor har vi talent for at overse egne fejl og mangler? Løgstrup mente, at det skyldes, at vi i dagliglivet er viklet ind i følelser og intriger og savner blik for, hvad der foregår lige foran os. Men i digtningen sættes vi fri til at dvæle ved tingene og gå på opdagelse i dem. ”Fortællingen åbner elevernes øjne for det, de ikke uformidlet kunne holde ud at erkende, og giver dem indblik i, at de mellemmenneskelige relationer måske kunne formes anderledes,” skriver David Bugge i sin lille bog om Løgstrups pædagogik.
Det er også Bugge, der citerer Løgstrup for følgende: ”Det er ikke for at demonstrere sin magt, at læreren forlanger lydighed af børnene, men for at de kan få noget ud af deres fælles arbejde med tingene.”
Her kan man vel sige, at Løgstrup foregreb det store mantra i skoleverdenen, nemlig ”klasseledelse”. I hvert fald kan jeg konstatere, at man på Undervisningsministeriet hjemmeside kan læse følgende definition: ” Klasseledelse betyder, at en lærer er god til at lede undervisningen, får sat klare mål for eleverne og formår at skabe ro i klassen.”
Derfor er det et helt rigtigt tidspunkt at udsende Løgstrups tanker om pædagogik på. Og på trods af, at han skrev i en anden tid, er hans betragtninger over eksempelvis litteraturens betydning i undervisningen stadig rammende: ”Videnskab ved man af, at man ikke kan undvære. Kunst ved man ikke af, at man ikke kan undvære.”
Den tredje del af bogen består af Løgstrups egne skrifter, men David Bugge og Bente Kasper Madsen har faktisk været så langt omkring i deres analyser, at man synes, at man kender alle Løgstrups pointer, når man når så vidt i bogen. ”Løgstrup & Skolen” er en væsentlig og højaktuel bog for enhver, der beskæftiger sig med undervisning.