Filosofihistorien rummer mange spændende fortællinger om intellektuelle opgør, men få personlige dramaer, hvor uenigheden bliver personlig og fører til brudte venskaber. En af de berømte undtagelser er forholdet mellem Jean-Paul Sartre og Albert Camus, og det må naturligvis med i en bog, der handler om Frankrig mellem 1944 og 1949. Bogens hovedrolle spilles dog af de Gaulle.
For den partikritiske general lagde grunden til nutidens præsidentstyrede Frankrig. Han fik ikke kun betydning for indførelsen af Den Femte Republik i 1958, men også for sin rolle 15 år tidligere efter Frankrigs befrielse; som den, der forhindrede en fransk borgerkrig. Det er derfor kun naturligt, at forfatterægteparret Beevor og Cooper har gjort ham til bogens omdrejningspunkt.
Bogen handler om en brydningstid i Frankrigs historie, som også kommer nutiden ved. Ikke kun ved at blotlægge baggrunden for endnu eksisterende modsætningsforhold mellem Frankrig og dets to allierede under krigen, USA og Storbritannien.
Der er dog tale om langt mere end politisk historie. Bogen tegner nemlig samtidig et levende billede af det intellektuelle og kulturelle miljø i efterkrigstidens Paris. Vi præsenteres for et væld af store navne: Picasso, He-mingway, Koestler, Artaud, Berlin, Malraux, Mauriac, Stein, Beauvoir for blot at nævne nogle få. Men det navn, der holder det hele sammen er dog ”Paris”, som paradoksalt nok samtidig bliver et symbol på den splittede nation.
”Paris efter befrielsen 1944-1949” skildrer opgøret med det højreorienterede Vichy-regimes samarbejde med Nazityskland. Flere kapitler handler om, hvordan det lykkedes for de Gaulle at udmanøvrere kommunistpartiet, som efter krigen hævdede at have reddet Frankrig. Denne myte troede mange franskmænd på, først og fremmest fordi de var dybt beskæmmede over Vichys kollaboration og den måde, højrefløjen havde støttet Petains og Lavals forræderi mod den franske nation på.
Det franske kommunistparti håbede efter krigen på at erobre regeringsmagten og udløse en revolution. Partiets leder, Maurice Thorez, modtog dog aldrig nogen reel støtte fra Stalin. I kulissen fulgte amerikanerne og briterne spændt med, parate til at forhindre en kommunistisk magtovertagelse. Men de Gaulle og hans støtter havde held til at møde kommunisternes myte med deres egen modmyte og forene den splittede nation. Derfor fandt London og Washington sig tålmodigt i de Gaulles arrogante deklamation af sig selv som Frankrig befrier.
Selvom krigsleden var stærk efter befrielsen, var årene efter krigen præget af revolutionsrygter, og i de intellektuelle miljøer var det en udbredt opfattelse, at politisk motiveret vold kunne legitimeres. Ja, så dominerende var den venstreorienterede kulturelle elite, at Beevor og Cooper taler om den ”progressive intelligentsias diktatur”.
Det var spørgsmålet om kunstnerens forhold til politik og synet på politisk vold, der skilte Sartre og Camus. Under Besættelsen havde de begge tilhørt modstandsbevægelsens intellektuelle kadre.
Efter sin tilbagevenden fra Algier i 1942 havde Camus været redaktør af bevægelsens hemmelige avis Combat. Sartres tilknytning var mindre konkret. Ved krigens udbrud i 1939 havde han i en alder af blot 34 år udgivet et vægtigt filosofisk værk og modtaget anerkendelse som forfatter for romanen ”Kvalme”.
Han blev udskrevet til militærtjeneste ved fronten, men ikke i en kampzone; for det lykkedes som bekendt tyskerne at invadere Frankrig ved at omgå Maginot-linjen. Derefter tilbragte Sartre to år i tysk krigsfangenskab. Det var dog ikke værre, end at han kunne læse Heidegger og skrive det meste af sit hovedværk, ”Væren og intet”, som blev udgivet efter hans løsladelse i 1943. I det sidste krigsår havde han et løst forhold til modstandsbevægelsen, men efter befrielsen af Paris året efter blev han en central skikkelse i den venstreorienterede kulturelite, som ønskede et klart brud med fortiden.
Denne elite bestod af en blanding af filosoffer, dramatikere og billedkunstnere og deres udenlandske åndsfæller, som nu vendte tilbage til Paris, hvor mange af dem havde boet før krigen.
Miljøet havde tyngdepunkt på Seines venstre bred, specielt i kvarteret Saint-Germain-de-Prés og på ”eksistentialisternes” stamrestaurant, Café de Flore.
Beevor og Cooper bruger især Beauvoir som kilde for deres portrætter af miljøet og de ofte sene aftendebatter under indtagelse af betydelige mængder alkohol og under overværelse af intelligente unge kvinder som for eksempel sangerinden Juliette Greco.
Det var ikke kun sansen for kvindelig skønhed, de to mænd havde tilfælles. De delte oprindelig politiske idéer, og desuden havde deres forfatterskaber fælles temaer: store eksistentielle spørgsmål om livet, døden, den enkeltes frihed og selve eksistensens natur.
De skrev dog kritiske anmeldelser af hinandens bøger, og så var de uenige om, hvorvidt en forfatter skulle forholde sig politisk og integrere filosofiske idéer i sine bøger.
Sartre mente, at en forfatter burde vise sit tilhørsforhold til det politiske venstre. Derimod distancerede Camus sig snart fra marxismen og skrev romaner, der handlede om voldens og lidelsens dehumanisering. Samtiden læste helt korrekt hans bøger som udtryk for et opgør, der ikke kun angik ham selv, men også den revolutionsromantik, som i de år florerede i Paris.
Det endelige brud mellem dem skete i 1952, året efter Camus' udgivelse af sit lange essay ”Oprøreren”.
Ud fra en gennemgang af revolutionære begivenheder, idéer og skikkelser i Europas historie konkluderede Camus, at revolutioner for det meste havde været udtryk for en fornægtelse af både historien og menneskelige værdier.
Hver gang var opgøret med fortiden sket ved tvang. På den måde var de revolutionære endt med at terrorisere og slavebinde mennesker i frihedens og utopiens navn.
Så langt ind i efterkrigstidens spændende intellektuelle historie kommer Beevor og Cooper dog ikke.
De har jo også så meget, de skal nå.
Derfor bliver bogen til tider lidt opremsende, overfladisk og oversigtsagtig. Men deres overblik, anekdoter, fortælleevne, historiske fotografier og rige høst af frugterne fra deres kilder - ikke mindst Coopers adgang til de efterladte papirer fra sin bedstefar, der var britisk ambassadør i Frankrig 1944-48 - gør bestemt bogen en investering værd.