”Jeg skal lige have noget at spise,” siger Thure Lindhardt og griber en muffin i farten.
Det er første gang, den scenevante skuespiller, kendt for sin filmrolle i ”Flammen og Citronen” og som den autistiske Brian i Kaspar Rostrups ”Her i nærheden”, prøver kræfter med en af dansk litteraturs mest folkekære komedier. Om provinsstudenten Rasmus Berg, som belæst og forandret vender hjem til mor Nille, som han gør til en sten, og til sin forlovede Lisbed, som han insisterer på at kalde ”Mademoiselle Elisabeth.”
”Det er simpelthen så krukket og så komisk,” ler Thure Lindhardt og tager plads i en nedsænket alkove i Skuespilhuset med udsigt til Københavns Havn. Det er 14. gang, ”Erasmus Montanus” sættes op på Det Kongelige Teater, og Thomas Bendixen har i sin iscenesættelse nærmet sig den commedia dell'arte-tradition, som Holberg selv benyttede i sit lille teater i Grønnegade for 300 år siden. Sproget er nybearbejdet, fortæller Thure Lindhardt, men fortsat et teatersprog.
”Vi siger dog 'er' og ikke 'est', som man ville sige på Holberg'sk,” lyder det fra skuespilleren, der aldrig har været stor Holberg-fan.
”Nok fordi jeg har set så mange produktioner, hvor skuespillerne rendte rundt med hø-hår og talte sydsjællandsk. Men Holberg kan virkelig noget, når man går ned i teksten, og jeg har fået flere favoritter hos ham, såsom 'Den Stundesløse' og 'Jeppe på Bjerget.'”
Var der noget, der overraskede dig, da du læste teksten, når nu du ikke kendte Holberg så godt?
”Ja, det overraskede mig egentlig, hvor lidt kærlighedshistorien fylder for Erasmus Montanus og dermed også for Holberg. Da Erasmus kommer hjem til Bjerget, spørger han, om hans forlovede har savnet ham, og ikke, hvornår han kan se hende. Hans projekt er at vise, hvad han har lært. Og der er stor forskel på at mene, hvad man siger, og så sige det for at vise andre, hvad man kan. Deri består komikken,” mener Thure Lindhardt.
Noget der i øvrigt gælder for mange politikere i dag, tilføjer han.
”Du kan se det, når toppolitikerne debatterer op til et valg på tv. Det er en nedværdigende retorik, der kun går ud på at sable den anden ned. 'Nu ved fru Helle Thorning-Schmidt jo godt,' siger Lars Løkke Rasmussen for eksempel, selvom hun står lige over for ham. Man får lyst til at sige, at de skal skrue ned for retorikken og i stedet prøve at mene det, de siger.”
Det gælder i øvrigt også alle karaktererne på Bjerget. At de gerne vil blive til noget.
”Erasmus' forældre har umådelig travlt med at få deres ældste søn uddannet og giftet bort, og Per Degn frygter jo, at Rasmus Berg kommer hjem, fordi det truer hans position i samfundet.”
Erasmus Montanus' sande modsætning er hans bror, Jacob. Bondedrengen, der ikke tænker på at rykke sig fra den mark, han står og går på.
”Der har du forskellen på at ville blive til noget og at være noget,” siger Thure Lindhardt og rykker lidt rundt på de puder, vi sidder på.
”Personligt synes jeg, det er noget af det fineste, når mennesker afstår fra at blive noget andet, end det de er. Jacob i stykket er præcis et sådant menneske.”
Skulle man sammenligne figuren Jacob med noget i dag, kommer det hurtigt til at handle om tv-programmet ”Bonderøven.” Et program, der trods al sin romantisering af det gode liv, dækker over en reel længsel:
”Vi forherliger tv-programmer som 'Bonderøven,' fordi vi har et udtalt behov for at finde tilbage til noget mere jordnært. Fordi alting foregår på skærmen og har et skær af noget uvirkeligt,” siger Thure Lindhardt, der selv nyder at læse bøger som en afveksling til hastigheden og støjen, der følger med de nye medier.
”Der får man lov til at danne sine billeder selv,” som han siger. Også her sætter han pris på at læse klassikere som ”Odysséen” og Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”.
I Holbergs tilfælde har klassikeren om Erasmus Montanus fra 1723 altid givet anledning til diskussion og nye fortolkninger i takt med tiden. For er Erasmus Montanus en nar, eller er han også et offer? En komisk figur eller en tragisk helt?
”Erasmus Montanus er i mine øjne en komedie om narre. Forskellen på Erasmus og de andre er, at han faktisk har ret i de ting, han går rundt og siger. Det, han falder på til sidst, er, at han siger, jorden er rund. Og det er jo sandt,” siger Thure Lindhardt.
Siger det noget om os danskere, at Erasmus ikke skal tro, han er noget, og bliver banket på plads i fællesskabet?
”Da jeg var dreng, skulle man ikke tro, man var noget. Ligesom Erasmus Montanus heller ikke skal tro, han er nogen uden landsbyfællesskabet. Men i dag er det jo nærmest omvendt. Du har bare at tro på dig selv og blive til noget. Ellers er du mislykket. Der er kommet et enormt pres på os, og for mig at se har det nærmest udviklet sig til en omvendt jantelov.”
Hvordan ser du det?
”De unge skal vide, hvad de vil, og gå efter det meget tidligt. Foruden at få gode karakterer, en uddannelse og et job og ikke fjumre årene bort. Når de bliver fyrre, skal de løbe en ironman for at vise, at de stadig er i fuld vigør. På den måde er Erasmus faktisk forud for sin tid med al sin 'se mig'-attitude.”
Gør det ham så til en tragisk eller tragikomisk helt, at han bliver banket på plads?
”Jeg synes, det er dybt tragisk, at han får så mange tæsk til sidst. Han bliver jo fuldstændig frarøvet sin identitet og sidder tilbage som en stækket fugl. Og for hvad? For at sige sandheden?”.
Thure Lindhardt ryster på hovedet.
”På den anden side er det også nogle nødvendige tæsk, for han skal jo lære at opføre sig ordentligt og tage bestik af den situation, han taler ind i.”
Problemet for Erasmus Montanus er med andre ord ikke så meget det, han siger, men måden, han siger det på. Ikke så meget hans sprog, men hans sproghandling, den er gal med.
”Nu kommer han hjem til et sted, hvor intet har forandret sig, og i angst for ikke at ende som sine forældre og de andre på Bjerget, begår han overmod og distancerer sig voldsomt fra det, han kommer fra.”
Men vil samtidig gerne have deres anerkendelse?
”Ja, er du vanvittig! Det er hele grunden til, at stykket er skrevet om en mand, der kommer hjem. Han længes efter, at hans forældre skal sige 'hvor er du dygtig, søn', samtidig med at han sættes fri til at forlade det lille sted, han kommer fra.”
Har du selv haft den følelse?
”Det tror jeg, alle mennesker har. Jeg kan huske at være 15-16 år og ønske mig væk fra Roskilde. Det virkede som det mindste sted i verden på det tidspunkt,” siger Thure Lindhardt der har gået på gymnasiet og boet en årrække i Tyskland.
”Det er sundt, at man rykker sig. Men i det øjeblik, man begynder at flytte sig, gør det også noget ved omgivelserne, og det er den bevægelse, Holberg fanger i sin tekst - fra begge sider. For senere i livet prøver man jo også at være den, der ikke bevæger sig. Den, der bor på Bjerget og bliver tilbage.”
Hvad tænker du, der sker med Erasmus Montanus, efter han har fået sin ”straf” og vi har forladt ham i sidste akt?
”Jeg tror, han bliver gift med sin Lisbed og rejser til København og aldrig sætter sine ben på Bjerget igen,” siger Thure Lindhardt og tilsætter bevidst lidt tyk gammelsjællandsk accent.
”Det satser jeg da på,” tilføjer han, ”for jeg må indrømme, at jeg godt kan lide Erasmus. Og jeg kan sagtes genkende ham. Både hos mig selv og hos mange andre. Det er blevet tydeligt for mig undervejs i prøverne, hvor ofte jeg selv kommer til at tale over mig eller prale. Det er vel meget menneskeligt, og jeg synes, det er vidunderligt at tænke på, at man for så mange år siden kunne skrive tekster, vi stadig kan spejle os i.”
Hvad giver den erkendelse dig?
”Det er vel nærmest en trøst at vide, at det ikke bare er mig, der går og tumler med de her ting. Eller kommer til at prale for meget, gøre andre kede af det, eller hvad det nu kan være. Men at det gjorde de også for 'hundrede år' siden.”
Han ler og blotter et efterhånden landskendt mellemrum mellem tænderne: ”Så er vi måske ikke helt så vigtige, som vi selv går og tror ...”